Haiti på vej i 2015-mål

Laurits Holdt

Haiti, der i 2010 blev lagt i ruiner af et jordskælv, har formået at skabe fremskridt inden for alle otte af FNs globale udviklingsmål – 2015-målene. Det betyder bl.a., at sundheden er forbedret og børnedødeligheden er faldet.

PORT-AU-PRINCE, 25. juni 2014 (UNDP): Haiti har opnået markante fremskridt i landets udviklingsniveau i løbet af de seneste ti år og ser ud til at nå de fleste 2015-Mål inden deadlinen næste år. Det viser en ny rapport udgivet af Haitis regering og FN’s Udviklingsprogram UNDP.

Rapporten”Haiti – un nouveau regard” viser, at landet har øget andelen af børn, der kommer i skole fra 47 procent i 1993 til 88 procent i 2011. Der er nu også lige så mange piger som drenge, der kommer i skole og får en uddannelse. Inden for samme periode er antallet af undervægtige børn under fem år halveret.

Jordskælvet dræbte 200.000

På trods af det altødelæggende jordskælv i 2010, der slog næsten 200.000 mennesker ihjel – heraf 30 procent af Haitis embedsmænd – er landets bruttonationalprodukt (BNP) vokset fra omkring 8.475 kr. per indbygger i 2009 til 8.770 kr. i 2012, mens andelen af ekstremt fattige har ligget stabilt på 24 procent i 2012.

Rapporten sætter også fokus på Haitis resultater inden for sundhed, hvor børnedødeligheden er faldet med 44 procent siden 1990, hvilket er hurtigere end udviklingen på globalt plan. Samtidig er andelen af gravide, der får mindst ét fødselsforberedende tjek steget fra 68 procent i 1990 til 90 procent i 2010, hvilket har bidraget væsentligt til at nedbringe antallet af kvinder, der dør i forbindelse med fødslen.

Udbredelsen af HIV/AIDS stoppet

Næsten 65 procent af alle hjem har nu adgang til vand sammenlignet med bare 36,5 procent i 1995, mens udbredelsen af HIV/AIDS er blevet stoppet og nu ligger stabilt på 0,9 procent af befolkningen i aldersgruppen 15-24 år.

”Haitis regering vil gøre alt for at fremme udvikling og nå 2015-Målene,” sagde den haitiske Premierminister Laurent S. Lamothe ved lanceringen af rapporten.

”Haitis børn skal gå i skole, Haitis mødre skal være stolte, vores miljø skal på rette spor igen, og alle skal have mulighed for at sikre en bedre fremtid for deres børn. Vi vil løbende optrappe vores indsats, og vi opfordrer civilsamfundet til at bakke op om kampen mod fattigdom og forbedring af levevilkårene i vores land.”

”Fattigdomsbekæmpelse er topprioriteten for Haitis regering og for befolkningen, og 2015-Målene opfordrer til en ambitiøs og koordineret indsats fra såvel FN-systemet som bilaterale og multilaterale donorer for sammen at opbygge Haitis kapacitet til at realisere sine udviklingsmål,” sagde Sophie de Caen, UNDP’s landechef i Haiti.

”Jeg håber, at denne rapport vil bidrage til dialogen og give fornyet energi hos alle involverede aktører i arbejdet for at fremskynde udviklingen mod 2015 og tiden derefter.”

Pengemangel er det største problem

Ifølge rapporten er en af de største barrierer for at nå 2015-Målene de budgetmæssige begrænsninger, som udviklingslande er mødt med. De udgør en hindring for effektiv offentlig administration, og de besværliggør den nødvendige koordination mellem nøgleaktørerne på området (regeringen, offentlige myndigheder, det internationale samfund og civilsamfundet i Haiti).

”Haitis Ministerium for Planlægning og Eksternt Samarbejde vil anvende denne rapport fremover som et strategisk referenceværktøj,” sagde Haitis Statssekretær for Eksternt Samarbejde, Robert Labrousse, da han bød rapportens deltagelsesorienterede og strategiske format velkommen.

”Vi vil bruge den, når vi designer og tilpasser vores offentlige politikker for at tilbyde bedre ydelser til den haitiske befolkning,” sagde Labrousse.

Nøgletal fra rapporten

  • Mål 1: Den rigeste procent af Haitis befolkning ejer det samme som de fattigste 45 procent tilsammen. Der er etableret en ny målestok for fattigdom i Haiti, som er baseret på forbrug: 58,6 procent af den haitiske befolkning er under denne nationale fattigdomsgrænse, og andelen af ekstremt fattige er 24,7 procent.
  • Mål 2: Andelen af børn, der har adgang til grundskole er steget fra 47 procent i 1993 til 88 procent i 2011.
  • Mål 3: Kvinder bestrider mere end 20 procent af pladserne i regeringen, men kun 4,3 procent af sæderne i parlamentet.
  • Mål 4: Andelen af børn, der bliver vaccineret mod mæslinger er steget fra 25,8 procent i 1987 til 85 procent i 2013.
  • Mål 5: I Haitis landdistrikter sker 75 procent af alle fødsler stadig uden hjælp fra uddannet personale. I byområderne får flertallet dog hjælp fra professionelle fødselshjælpere – nærmere bestemt knap 60 procent.
  • Mål 6: 46 procent af kvinder i Haiti ved, at HIV kan overføres via amning. Spredningen af HIV/AIDS er stabiliseret hos unge haitianere mellem 15-24 år.
  • Mål 7: 16.000 hektar ny skov er blevet plantet i Haiti siden 1990.
  • Mål 8: Mellem 2012 og 2013 modtog Haitis vestlige områder 34 procent af den samlede udviklingsbistand, mens områder i syd og nordøst kun modtog nogle få procent.

De otte 2015-Mål, der rangerer fra at halvere antallet af fattige i verden til at stoppe spredningen af HIV/AIDS og sikre grundskole til alle, udløber alle ved udgangen af 2015. Målene udgør en plan for verdens samlede udviklingsindsats og er vedtaget af alle FN’s medlemslande og de store udviklingsinstitutioner. De har været med til at fremme en fælles global indsats for at hjælpe verdens fattigste og mest udsatte, der ikke er set magen til før.

Læs mere om rapporten, Haiti – un nouveau regard, på engelsk her.

Download rapporten her (kun tilgængelig på fransk) (PDF, 256 sider).