Her er det værst at være kvinde

Forfatter billede
Er du ung pige og drømmer om en god uddannelse, et godt helbred, penge på bankbogen og en kvindelig statsminister, er det en fordel at være født i det nordlige Europa. 
 

Er du født i Yemen, Pakistan eller Syrien, kan du lige så godt opgive drømmen om disse muligheder. Nærmest disse agterlanterner ligger Tchad, Iran og Jordan.

Heller ikke her er der meget at hente, skriver Folkekirkens Nødhjælp i en pressemeddelelse mandag forud for tirsdagens internationale kampdag. 

Her taler kronprinsesse Mary for første gang ved en stor fest på kampdagen – se

https://globalnyt.dk/content/mary-taler-foerste-gang-ved-stor-fest-paa-kvindernes-kampdag

Det viser den seneste rapport fra World Economic Forum, der har rangeret 145 lande efter, hvor godt de udnytter den kvindelige talentmasse. Kriterierne er baseret på kvinders sundhed, uddannelse, økonomiske muligheder og politiske repræsentation (Danmark ligger nr. 14 på listen). Se meget mere på

http://reports.weforum.org/global-gender-gap-report-2015/rankings  

”Undersøgelsen kommer nok ikke bag på de fleste, men den viser, hvor afgørende det er, at vi stadig kæmper for, at kvinder verden over får de samme muligheder som mænd. Det kommer nemlig ikke kun kvinderne til gavn, men hele det globaliserede samfund,” siger generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Birgitte Qvist-Sørensen.

Hvor kvinder har det bedst, går det fremad

Ifølge Verdensbanken sker de mest markante fremskridt i lande, der investerer i pigers uddannelse, mens diskrimination af kvinder fører til øget fattigdom, større ulighed, ringere økonomisk vækst, flere tilfælde af hiv og aids og dårligere politisk styring.

”De lande, hvor der er størst ulighed mellem kønnene, ligger i bunden hvad angår økonomisk udvikling, mens lande med størst lighed ligger i top. Hvis kvinder fik samme rettigheder og muligheder som mænd, ville det betyde mindre fattigdom og mere vækst,” anfører Birgitte Qvist-Sørensen.

Derfor samarbejder Folkekirkens Nødhjælp med lokale partnere i flere af verdens fattigste lande om:

  • at arbejde for at få flere kvinder aktive i politiske beslutningsprojekter på alle niveauer.
  • at styrke kvinders seksuelle og reproduktive rettigheder.
  • at styrke kampen mod kønsbaseret vold.
  • at styrke kvinders økonomiske muligheder og kontrol over egen økonomi.

På søndag den 13. marts forventes flere end 20.000 frivillige at gå på gaden for at samle ind til arbejdet blandt verdens fattigste kvinder ved Folkekirkens Nødhjælps årlige landsdækkende sogneindsamling. 

Man kan melde sig som indsamler på www.blivindsamler.dk

Se også
 
http://reports.weforum.org/global-gender-gap-report-2015/press-releases