Hvad skal vi med mål om at give 0,7 procent af BNI i udviklingsbistand, når næsten ingen gør det?

Laurits Holdt

10. februar 2023

I november 1970 lovede verdens rige lande at de – inden 1980 – ville forsøge at give mindst 0,7 procent af deres indtægter, bruttonationalindkomsten, til at hjælpe de fattige lande med at komme på fode.

Selv om kun en håndfuld lande lever op til løftet i dag, betyder det ikke, at det har været nytteløst. Det siger Carsten Staur, som fra 1. marts skal sidde for bordenden i det forum, der beslutter, hvad der er udviklingsbistand, og hvad der ikke er udviklingsbistand.

Development Assistance Committee hedder forummet, som han skal være formand for. Det er en gruppe på 31 lande ud af de 38 lande, som er medlemmer af den økonomiske samarbejdsorganisation OECD. Her har han for øvrigt været Danmarks repræsentant i fire og et halvt år, så han kender omgivelserne.

Carsten Staur er gæst i denne uges udgave af Højtryk, Globalnyts podcast om verden og globale spørgsmål.

Målet om 0,7 procent spiller vigtig politisk rolle

Det er i Development Assistance Committee, forkortet DAC, at begrebet udviklingsbistand blev opfundet. Det var i 1969. Da FN’s generalforsamling året efter kom med 0,7 procent-løftet, blev det DAC, som fik opgaven med at finde ud af, hvad der kunne tælles med som bistand, og hvad der ikke kunne – og også føre regnskab med det.

For hvis man på en meningsfuld måde skulle kunne holde styr på, hvor mange penge de rige lande brugte på udviklingsbistand, så skulle der vedtages nogle kriterier.

Følger man debatten om udviklingsbistand i Danmark, så har man nok hørt diskussioner af 0,7 procent-målet. Danmark har levet op til målet siden 1978, men det er der kun få andre lande som også har.

Hvordan kan det være?

”Det er svært at svare på. Men hvordan ville vi have stået, hvis vi ikke havde formuleret det mål? Selvom det kun er en håndfuld lande, der har nået det, så er det stadig en aspiration. Det er noget landene bliver målt på. Så målet spiller en politisk rolle – også selvom man ikke når det. For når der for eksempel skæres, så kommer der en diskussion, som vi ikke ser med andre poster i statsbudgetterne. Det har altså en mobiliserende effekt,” siger han.

Pres fra mange sider.

Noget af det, der skal diskuteres i DAC i de kommende år – og altså med Carsten Staur for bordenden – er spørgsmålet om, hvordan der kan rejses flere private penge til at nå Verdensmålene.

Det har aldrig været meningen, at udviklingsbistanden skulle være det, der skaber udviklingen. Meningen er, at det skal være en katalysator for at virksomheder, fonde og pensionskasser investerer og individer sætter ting i gang og på den måde skaber økonomisk udvikling i de fattige lande, forklarer han.

Et andet emne er det pres, der er på udviklingsbistanden. Presset skyldes for eksempel, at en større og større del af det, der var tænkt som langsigtet udviklingsbistand i dag går til akut humanitær bistand – et områder som vokser og vokser.

Så er der presset fra klimabistanden, som også tager store bidder af den mere traditionelle bistand til at bekæmpe fattigdom. For selvom der er mange sammenfald mellem klimabistand og udviklingsbistand, så er det altså ikke al klimabistand som også er udviklingsbistand, understreger han.

Endelig er der presset fra den humanitære krise i Ukraine. Landet står til at blive en af de helt store modtagere af udviklingsbistand. Spørgsmålet er, hvor meget af støtten til den akutte humanitære krise og den kommende genopbygning som vil blive regnet som udviklingsbistand.

Det er et spørgsmål, som medlemmerne af DAC skal til at kigge på, fordi Ukraine-bistanden fortsat er en ny ting på den internationale dagsorden, fortæller han.

Hør hele interviewet med Carsten Staur i podcasten Højtryk i afspilleren herunder eller ved at finde podcasten, der hvor du plejer at finde dine podcasts.