IMF forsøger igen i Zimbabwe

Forfatter billede

Et hold fra Den Internationale Valutafond (IMF) landede onsdag i hovedstaden Harare i et nyt forsøg på genoplive Zimbabwes økonomi efter mere end et årti i frit fald, rapporterer det lokale nyhedsmedie ZimOnline.

Missionen er den seneste i en lang række fra IMF, som sidste uge konstaterede, at den positive vækst, som landet oplevede i 2010, ikke er indenfor rækkevidde i år.

Sidste uge fremlagde IMF sine tal, som forudsagde en begrænset vækst på knap 5,5 % i 2011. Et tal som står i skærende kontrast til finansminister Tendai Bitis, som sigter væsentligt højere (9,3 %) i håbet om at tiltrække nye donorer, lån og international økonomisk støtte til genopbygningen af landet.

Hvor IMF fortsat hylder den positive fremgang og vækst i landets BNP, understregede missionen samtidigt, at Zimbabwe er tynget af en dyb udlands-gæld, som i december 2011 forventes at beløbe sig til 9,6 milliarder. Fonden udtalte til ZimOnline, at regeringen har til hensigt at komme gælden til livs via gældslettelser (fra donor-lande) samt egen indkomst fra mineraludvinding.

Massiv investor flugt
De fleste store udenlandske långivere og investorer har ikke ydet lån til Zimbabwe siden 1999, året inden Robert Mugabe’s krigsveteraner invaderede og beslaglagde hundredevis af farme og produktions faciliteter. En udvikling der sammen med et parlamentsvalg plaget af vold, trusler og valgfusk ledte til en massivt investorflugt.