Så blev det mandag i Essaouira. Her på Le Cactus Bleu tøffer Madame Martine – pensioneret skolelærer fra Frankrig med et levet liv over hele kloden – rundt og er helt nede i gear. Som resten af byen, hvor det store indryk fra storbyerne Casablanca, Rabat og Marrakesh, samt i mindre målestok fra alverdens lande, har forladt byen.
Her nede bagved hotellet ligger Massira-gaden, hvor turister ikke findes, og det er brandhyggeligt at sidde i en af de traditionelle caféer, der bliver kørt af flittige berbere fra området syd for Agadir. Og du kan være sikker på, at mangler du lige en deal på argan-olie, lækker honning eller den mere kradse til at klare din bronkitis, så står det klar i store bøtter. Jeg skal derhen om lidt.
Festivalen blev endnu et studie i, hvordan du præsenterer et spændende program og både formår at skabe de små sceners intimitet, ja, selv en udpræget grad af originalitet, og så de store og samlende øjeblikke. Her er det fedt, at festivalen pludselig kan se tilbage på 23 år og begynde at være historisk i sig selv med en egen og velfortjent selvbevidsthed.
For undertegnede, som især er tæt på broderskaberne Gnawa og Hamadcha, men også kender Aissawa-sufierne ret godt, har festivalen nærmest haft karakter af et familiebesøg. Jeg har selvfølgelig tjent mine sporer gennem utallige besøg, også når projektørerne var slukkede og pengene små, og det husker man.
Ligesom ret mange ture til Europa med rimeligt mange musikere som – medgivet: emotionel og med ramponerede evner som manager – i nogle tilfælde var store børn, da vi drog ud, og i dag er mange af dem mestre eller musikere med stor erfaring fra alverdens scener.
Fatoumata
Lørdagen begyndte for mig med kindkys.
Fatoumata Mbengue-Weston var jazzlegenden Randy Westons kone og nu enke, og jeg havde den glæde at møde hende på det mageløse hotel Riad Al Madina, som har en gårdhave – en riad – hvor hygge er et underspillet udtryk. Jeg var så heldig at kende Randy Weston (1926-2018) og du kan læse mit interview og reportage med ham fra da han var i Essaouira for to år siden i magasinet Jazz Special.
Men vi går længere tilbage. Randy var en såkaldt afrikansk amerikaner, men i det her tilfælde mere afrikansk end de fleste. Født i New York og døde da også hjemme i Brooklyn. Og allerede en anerkendt jazzpianist, da han begyndte at rejse Afrika tyndt, og relationen til Marokko kom især, da han i årene omkring 1970 skabte jazzklubben i Tanger, som lå ovenpå en biograf og hed African Rhythm. Hans samarbejdspartner og mangeårige ven med fantastiske koncerter ikke mindst i Harlem, var en gnawa-mester, der arbejdede for Voice of America i netop Tanger, Maâlem Abdelah Boulkhair El Gourd.
Abdelah, som jeg kalder ham, er selv en ildsjæl og har i mange år drevet foreningen Dar Gnawa (Arabisk for Gnawahuset) i Tanger, og jeg mødte Randy Weston og Fru Fatoumata der for en del år siden, da de Randy og Abdelah modtog en fin pris fra kong Mohammed for deres indsats i forhold til internationale relationer og forholdet til Tanger.
Nu ville man fejre Randy, som gav en forrygende koncert i Essaouira for to år siden, men som også er en af de absolutte legender, når det drejer sig om de amerikanske jazzmusikeres søgen tilbage til Afrika og talte notabiliteter som saxofonisterne John Coltrane, Don Cherry og Ornette Coleman. Her var ingen kultur fremmed for Randy Weston, som i de sidste år lavede vægtige album med blandt andre østafrikanske kulturer som Nubien og etiopisk musik.
Derfor var en koncert til hans minde uomgængelig, og her var musikerne fra Tanger blevet inviteret, hvilket betød at der blev spillet en solid gang gnawa marsawi, som er den specielle stil man spiller nordpå. Herligt rejste musikken sig som ekkoer mellem murene under Essaouira-husets stjernehimmel, mens der blev sagt farvel og på gensyn.
Æret være Randy Weston. Og skulle du have lyst til en smag af det specielle samarbejde, hør den episke skive fra 1992 ”The Splendid Master Gnawa Musicians of Morocco”, som kom på plademærket Verve.
Ekko af Paco
En af de med spænding imødesete fusioner blev mellem Casablancas gnawamester Saïd Oughassal Benthami og den spanske saxofonist og fløjtespiller, Jorge Pardo, og de skuffede ikke.
Koncerten foregik i det intime rum, der hedder Dar Loubane, og de var altså den perfekte kombination. Jorge Pardo spillede i mange år med flamenco-guitaristen Paco de Lucía (1947-2014), og Saïd Oughassal har levet en årrække i Madrid. Her var det tydeligt, at de forstod hinanden, og hvor mange udenlandske musikere er lovlig benovede, når de står overfor dygtige gnawamusikere på hjemmebane, så var Pardos store erfaring og afslappede tilgang en lise for sjælen, og det blev en koncert, hvor hele rummet kom i omdrejninger af de piskende qaraqeb, en slags kastagnetter formet som ottetaller og lavet af metal. Disse skaber en lyd, der kan minde om varierende monsunregn på et bliktag.
Dertil mesteren Saïd og hans dejlige stemme, samt guimbriens slag, der styrede slagets gang og spillede med hans udsøgte og usædvanlige fingerteknik, og endelig Jorge Pardo, som bød til og svævede over vandene med originale lydtapeter, der helt undgik at indgå i et kapløb med afrikanerne, som man så ofte ser det, fordi ellers dygtige musikere får karakter af benovede skoledrenge, der ser 1001 nat for sig frem for at spille løs.
En episk og godt set koncert.
Rejer & trance
Jeg ville have været på stranden og set unge Houssam Gania, som er søn af den store mester fra Essaouira, Maâlem Mahmoud Gania. Mahmoud var min mentor og døde tragisk og for tidligt af kræft i 2015, og han var en emblemisk mester, som stadig er stærkt savnet, selv om sønnen er godt på vej.
I stedet trådte jeg til siden og fulgte mit hjerte. For på den herlige Restaurant des Remparts er den lokale gnawamester Maâlem Saïd Boulhimas en slags partner. Her samles et stærkt hold af de unge musikere, og Saïd er et af Marokkos største talenter, der godt nok har det med at spille sindssygt hurtigt og ikke giver meget tid til refleksion, men også medgivet er blændende og har ægte Tagnawwit.
Så der sluttede min festival med en tagine med delikate rejer, mineralvand og te. Samt et ordentligt skud trance, fordi de spillede en længere rækkefølge af de suggestive sange om Moulay Abdelkader Jilali, den klassiske sufi-”helgen”, som levede i Bagdad for 900 år siden, men stadig synes at komme forbi, når der er mest brug for det.
Søndag var det endelig slut, og vi samledes på vante steder, hvor gnawaerne kunne slappe af og tage på familie- og vennebesøg, mens der var autentiske trancenætter for dem, der måtte have den ægte vare efter en ret disciplineret festival, som ikke helt havde plads til de mange, der vil trancen. Og det er okay, for de kan tage til Sidi Ali oppe nordpå i landet og de andre steder, hvor der fejres religiøst og ikke dyrkes det multi-etniske og –kulturelle, hvor hele verden fester i Essaouira. Der er trods alt en grænse mellem det profane og det hellige, og det skal der også være.
For mig sluttede det derfor nede i gnawa-helligdommen Zawiya Sidna Bilal, som klos op af havet stadig er en afrikansk helligdom og religiøs skole, hvor der trancens ritualer dyrkes med uformindsket kraft og en ny generation godt nok er klar på at komme ud over isen. Respekt til dem!
Lad os ses næste år i Essaouira. I har nu et år til at planlægge. Mens jeg vil forsøge at komme ud herfra. Erfaringen siger, at det bliver svært nok at finde busstationen.