Join the Jump: Støt Trampolinhuset

Forfatter billede

Lørdag den 27. oktober inviterer Imagine Nørrebro indenfor til folkefest i Trampolinhuset. Fristedet for asylansøgere har brug for støtte.

Siden oktober 2010 har Trampolinhuset været et helle, hvor asylansøgere kunne mødes om et måltid mad, få juridisk vejledning, blive klippet eller bare hænge ud i det gule hus på hjørnet af Skyttegade, Nørrebro.

Nu laver Projektakademiet, Imagine Nørrebro, en støttefest for at sikre kulturhusets fremtid og det arbejde, som er med til at lette tilværelsen for husets brugere.

Fra på lørdag og søndagen igennem kan gæster opleve huset indefra, når frivillige og husets brugere præsenterer en række arrangementer fra fællesspisning, folkedans og lydinstallationer til film og foredrag.

Trampolinhuset var repræsenteret på årets Roskilde Festival, hvor de var en del af festivalens stand-punktskampagne, Poor City. I en special-designet bygning kunne festivalgæster møde Trampolinhusets brugere og høre om deres erfaringer som flygtninge og asylansøgere.

Nu får du igen muligheden for at opleve huset og dets brugere til en weekend med masser af aktiviteter. Og som det er kutyme i Trampolinhuset, er princippet: Betal hvad du kan. Alle donationer modtages med kyshånd.

Lørdag, 27. okt. 2012, kl. 14:00 til Søndag, 28. okt. 2012 – kl. 24:00

Sted: Trampolinhuset, Skyttegade 3, 2200 København N

Arrangør: Imagine Nørrebro