Papua Ny Guinea blev mandag 26. februar ramt af et jordskælv, der blev målt til 7,5 på den såkaldte Richter-skala. Mindst 55 er omkommet men de nationale myndighederne anslår at op mod 75 er omkommet. Guvernøren i et af de hårdest ramte områder mener ifølge britiske The Guardian, at dødstallet kan nå 100.
Men mere end en uge efter jordskælvet venter mange fortsat på hjælp, rapporterer Radio New Zealand International (RNZI).
Fra hovedstaden blev der lovet et beløb, der svarer til omtrent 840 millioner kroner til den umiddelbare hjælpeindsats. Men i Hela-provinsen i det centrale højland, hvor jordskælvet forårsagede voldsomme jordsked, har man ikke set noget til pengene eller hjælpen, skriver RNZI.
Det vækker frustrationer, fortæller en journalist som radiostationen har kontakt med i området.
Landets premierminister Peter O’Neill afviser dog kritikken og siger, at det går langsomt med hjælpeindsatsen, fordi de ramte områder er nogle af landets mest uvejsomme.
Han retter desuden en anklagende finger mod medlemmer af befolkningen i områderne, som ifølge ham har oprettet vejspærringer og ødelagt mobilmaster.
Nogle steder i de ramte områder er der dog kommet noget hjælp. Donerede forsyninger af mad, medicin og telte er blevet bragt ind med helikoptere og mindre fly. Større fly og lastbiler har ikke været i stand til at nå frem.