Journalister afslører flere hundrede virksomheders brug af skattely

Forfatter billede

Pepsi, IKEA, Deutsche Bank, de tidligere ejere af TDC og 339 andre virksomheder er blevet afsløret i at oprette selskaber i Luxembourg med det ene formål at minimere deres skattebetaling.

Det viser 28.000 sider, der er lækket fra det internationale revisionsfirma Price Waterhouse Coopers og dækker aftaler for perioden 2002-2010, som ICIJ fornyligt har fået adgang til.

De afslørende dokumenter viser, at virksomhederne systematisk har kanaliseret milliarder af kroner gennem selskaber oprettet i Luxembourg. Dermed har virksomhederne undgået at betale skat i de lande hvor deres aktiviteter ligger og næsten ingen skat i Luxembourg.

Luxembourg finten

Virksomhederne har alle oprettet selskaber i Luxembourg og via disse lånt penge til deres selskaber med faktiske aktiviteter i andre lande gennem en form for hybridlån.

På denne måde har nogle af dem eksempelvis kunne undgå at betale skat i Danmark, da de renter som virksomhederne i Danmark skal betale til datterselskabet i Luxembourg, kan trækkes fra i Danmark.

Normalt ville selskabet så skulle betale skat i Luxembourg, men her blev renterne betragtet som udbytte på indskudt kapital og fordelagtige aftaler med de luxembourgske skattemyndigheder betyder, at selskaberne bag eksempelvis TDC slap med at betale en skat på 0,03 procent.

Denne metode er ikke direkte ulovlig, men bliver kaldt skatteoptimering og udnytter nogle EU regler der er lavet for at undgå dobbeltbeskatning af virksomheder der arbejder i flere lande.

Men, som skatteekspert Christen Amby påpeger over for DR ”Kapitalfondene forsøger jo på at danne det indtryk i offentligheden, at når man laver de her transaktioner, så er det for at undgå at blive dobbeltbeskattet. Men i virkeligheden går det jo ud på ikke at betale skat nogen steder. ”

Går også ud over udviklingslande

Luxembourg er ikke det eneste land der hjælper store internationale virksomheder med at slippe for at betale skat og især udviklingslande, med mindre effektive skattemyndigheder og flere korrupte politikere, går glip af mange milliarder i skatteindtægter fra penge som bliver kanaliseret ud via skattely.

Således anslår Global Financial Integrity, at den illegale kapitalflugt væk fra udviklingslande beløber sig til 1.200.000.000.000 amerikanske dollars årligt.

Selv om denne definition også inkluderer eksempelvis rige enkeltindivider der bruger skattely, står virksomhederne for to-tredjedele af denne ulovlige kapitalflugt.

Dette har fået stifteren af Global Financial Integrity til at konkludere, at ”for hver dollar som vi generøst har givet i bistand over bordet, har vi i Vesten taget 10 dollars ulovligt tilbage under bordet”.

Nye initiativer bekæmper skattely i Vesten

Kampen mod skattely har de seneste år bevæget sig op ad den politiske dagsorden i Vesten og sidste år blev G8-landene blandt andet enige i en erklæring om, at skattemyndigheder verden over skal udveksle informationer i kampen mod skatteunddragelse.

I EU har man i år fulgt trup med at indføre automatiske informationsudvekslingsaftaler på nogle skatteområder. En proces der stadig er undervejs og Luxembourg har derfor endnu ikke selv udleveret informationer om deres hemmelige skatteaftaler, som i stedet er blevet lækket til ICIJ.

For de fleste af disse aftalers vedkommende gælder dog, at udviklingslandene ikke får adgang til informationen og således ikke bliver styrket i deres bestræbelser på at komme den illegale kapitalflugt til livs.