Skrevet på vegne af Internationalt Forums Palæstinagruppe / Stop Annekteringen af Palæstina.
Den folkelige mobilisering i solidaritet med Palæstina har i løbet af de seneste fem måneder indtaget landets gader i form af tusindvis af demonstrationer. I de første måneder afholdtes der daglige demonstrationer i København, mens vi nu går på gaden hver uge for en varig våbenhvile og et frit Palæstina. Aldrig før har Danmark været vidne til en massemobilisering, som vi har set det i de seneste fem måneder. Massebevægelsen for et frit Palæstina har lykkedes med at mobilisere på tværs af fløjene, på tværs af generationer og på tværs af etnicitet, religion og seksualitet i hele Danmark.
Solidaritetsbevægelsen for Palæstina har afholdt demonstrationer og manifestationer fra det nordligste Jylland til Bornholm. Som en genfødsel af det politisk-aktivistiske Danmark, er vi blevet en del af den globale pro-palæstinensiske bevægelse. Over hele verden, fra Tokyo til Yemen, fra Sydafrika til New York, fra Australien til Danmark, er vi alle gået på gaden for at demonstrere mod de endeløse angreb mod den palæstinensiske civilbefolkning.
Mens mange regeringer i det globale nord fortsat støtter den israelske besættelsesmagt, har indført restriktioner og indskrænker ytringsfriheden for pro-palæstinensiske demonstrationer, strømmer mennesker i hundredtusindvis stadig på gaden i solidaritet med Palæstina. Noget vidner om, at de folkelige kræfter ikke længere viger tilbage for de vestlige magthavere.
Et symptom på, hvad vi går på gaden for
For nylig bragte Globalnyt et debatindlæg om ‘pro-palæstinensisk demonstrations-fatigue’ skrevet af journalisten Jørgen Harboe. Harboes træthed af demonstrationer og kald til anden politisk handling, kan ses som et symptom på, hvad vi går på gaden for. Vi er en hel generation, der ikke længere vil sætte lid til politiske løsninger eller fredsprocesser. Vi er bevidste om, hvilke strukturer, der har skabt den nuværende katastrofe i Gaza, og vi ved at den eneste måde palæstinenserne kan få et liv i frihed og værdighed, er ved afviklingen af zionismen, som den israelske stat og undertrykkelsen bygger på. Der findes ganske enkelt ikke synergi mellem dem, der besætter, og dem der bliver besat.
Demonstrationen handler ikke om at tilkendegive, at man er på de godes side, som Jørgen Harboe er inde på, men snarere om at være en del af en folkelig bevægelse, som kan bane vejen for forandring gennem demokratisk pres på vores politikere. Glem ikke, at mange gange gennem historien har folkelige protestbevægelser været den udløsende faktor for radikale samfundsmæssige forandringer, både i Danmark, Europa, Mellemøsten og resten af verden.
Det er underminerende for det demokratiske rum, hvis vi ikke anerkender og respekterer demonstrationer, strejker, boykots og underskriftsindsamlinger som et vigtigt og enestående demokratisk værktøj til at skabe forandring. De pro-palæstinensiske demonstrationer har skabt et forum, der ikke fandtes noget andet sted i det offentlige rum i Danmark. Som et nyt fænomen, har demonstrationerne lykkedes med at politisere det offentlige rum og gjort demonstranterne til aktører i den globale protestbevægelse.
Dette rum har skabt en større kollektiv bevidsthed hos befolkningen, som gennem alternative informationskilder og protestgrupper har fået adgang til informationer, som de etablerede medier og politikere ikke ønsker at facilitere. Information er grundlæggende for vores evne til at skabe den verden, vi ønsker, og det er derfor ikke bare en detalje, men helt centralt for afmonteringen af zionisme og vestlig imperialisme, at kritisk og alternativ information spredes, diskuteres og fremhæves.
Ydermere har demonstrationerne blot været én aktionsform blandt mange. Aktivister har blokeret danske våbenfirmaer, som tjener penge på våbenhandel med apartheidstaten, der sættes plakater op, laves støttearrangementer, samles penge ind og andre former for direkte aktioner.
Har mobiliseret nye grupper i samfundet
Vi ser, at den israelske undertrykkelse og vold har mobiliseret store dele af befolkningen – også mennesker, som ikke tidligere har været engageret i spørgsmålet om palæstinensisk frihed. Grupper bestående af unge som gamle, moderate som venstrefløjsaktivister, opfordrer til boykot af den israelske besættelsesmagt og spreder information om bekæmpelse af vestlig imperialisme i deres netværk
Denne massemobilisering og kollektive politiske vækning har ændret narrativet om den danske stats rolle i verden. Vi har oplevet en politisk vækkelse og noget i den danske befolkning har ændret sig – flere og flere er kritiske overfor den vestlige imperialisme, der har skabt den zionistiske stat.
Vi er kritiske overfor den selvsamme imperialisme, der fodrer den israelske krigsmaskine i dens folkedrab mod det palæstinensiske folk med støtte fra den danske stat. Vi er en hel generation, der ikke længere vedkender os vores regerings kompromisløse støtte til den israelske besættelsesmagt.
Som en del af koalitionen af arrangører af pro-Palæstinademonstrationerne, tager vi en ydmyg del af denne ære. Vi er kommet for at blive, og vi er beviset på, at Danmarks befolkning har fået nok.
Vi kommer ikke til at stoppe med at arrangere demonstrationer og tage andre former for handling, før vi har set et opgør med den israelske apartheidstat.
Hvad vi bevidner i disse dage, er genfødslen af Palæstina som en global sag og et symbol på kampen mod undertrykkelse og ulighed, som eksisterer i hele verden, ikke kun i Palæstina.
Indlægget er udelukkende udtryk for skribenternes holdning.
Ligger du inde med et emne, du gerne vil debattere? På Globalnyt er alle velkomne i vores debatsektion, så tag endelig kontakt.
Er debatindlægget klar, eller har du et udkast eller blot en idé, så send os meget gerne en mail til [email protected].