Klimarapport kræver omgående handling – også fra u-lande

Forfatter billede

Af Thomas Jazrawi

Hvis der bliver handlet nu og alle bidrager er omkostningerne for at undgå de rigtigt slemme konsekvenser af klimaforandringer relativt beskedne. Klimaministeren vil handle, men ikke på den mest håndfaste anbefaling.

Vi kan stadig nå at holde den globale opvarmning i snor uden de helt store omkostninger. Det var det positive budskab fra verdens fremmeste klimaforskere søndag.

Den lidt mere pessimistiske melding er, at der skal ske noget nu – og business as usual er slet ikke tilstrækkeligt.

Delrapporten fra FN’s Klimapanel kunne nemlig fastslå, at udledninger af drivhusgasser eskalerer langt voldsommere end effekten af indsatsen for at reducere dem.

Derfor skal der helt andre metoder til for at holde temperaturstigningen under 2 grader i forhold til niveauet før industrialiseringen. Det er den målsætning, verdens ledere har forpligtet sig på.

Et krav er, at vi lader de resterende lagre af olie og kul forblive i undergrunden. I stedet skal energien komme fra rene, vedvarende kilder som sol og vind.

”Der er behov for en stor forandring i energisektoren. Det er ubestrideligt sandt”, siger professor Jim Skea til BBC. Han er vicedirektør for arbejdsgruppe III, der har udarbejdet delrapporten.

Til gengæld er der ikke behov for de helt store og radikale samfundsændringer.

”Det er faktisk ikke så omkostningsfuldt og folk behøver ikke ofre deres forhåbninger om forbedrede levevilkår. Det er overhovedet ikke en voldsom ændring af livsstil, der er på tale, og der er også rum for, at fattigere lande kan udvikle sig”, fastslår han i The Guardian.

Det skal være slut med fossile brændstoffer. Foto: User:John

Men dette scenarie er altså kun til stede, hvis verden handler omgående. Jo længere tid, der går, jo mere radikale metoder må der tages i brug.

Klimaminister kalder til handling, men ikke omkring Nordsø-olie

Rapporten er tredje del af den store klimarapport fra FN’s Klimapanel. Den første del drejede sig om klimaforskningens syn på, hvorvidt klimaforandringerne er menneskeskabte. Anden del beskrev de sandsynlige konsekvenser af den globale temperaturstigning.

Den seneste og sidste del af rapporten er en direkte anbefaling til politikerne om, hvilke midler, der kan klare udfordringen med at holde temperaturstigningerne nede.

Den danske klimaminister Rasmus Helveg Petersen har hørt budskabet og kalder til handling.

”Verdenssamfundets tilsagn om at reducere i udledningen af drivhusgasser er ikke nok til at begrænse den globale opvarmning til 2°C. Slaget er ikke tabt, men det kræver politisk vilje, hvis vi skal undgå alvorlige klimaændringer. Regeringen vil i den kommende tid fortsætte indsatsen i både EU og FN for at få hævet ambitionsniveauet”, siger han i en pressemeddelelse.

Han mener, at Danmark er godt i gang med at omlægge energiforbruget til vedvarende energi, og at vi har en god mulighed for at påvirke de globale klimaforhandlinger.

”I Danmark er vi for længst gået i gang med den nødvendige omlægning af vores energisystem. Danmark er i dag et af de mest energieffektive lande i verden, og vi er i gang med at omstille til vedvarende energi. Vi er det gode eksempel, som andre kigger på. Derfor har vi en stærk stemme i de internationale forhandlinger”, siger Rasmus Helveg Petersen.

Klimaministeren er dog ikke indstillet på at følge den direkte anbefaling om at lade Danmarks olieressourcer forblive i Nordsøens undergrund.

»Det vil være meningsløst at lukke for brøndene i Nordsøen og så bare importere olien fra Rusland eller Saudi-Arabien,« siger han til Berlingske.

U-lande skal bidrage

Rapporten slår også fast, at alle må bidrage til målsætningen om at holde planetens temperatur nede. Det gælder også u-lande, der ellers til tider argumenterer for, at deres historiske ansvar for udledninger er langt mindre end de rige lande.

Men ifølge Mattias Söderberg, klimarådgiver i Folkekirkens Nødhjælp, bør u-lande lære af vestlige landes erfaringer med den beskidte energi.

”Det er vigtigt, når ulandene er i gang med deres udvikling, at de springer over al den kul- og oliebaserede udvikling, som vi har haft i de mere rige lande”, forklarer han til DR.

”De skal springe direkte til grøn teknologi, og de har brug for den nyeste teknologi og den kapital, som der er brug for at kunne lave de nødvendige investeringer, fortsætter han.

Rasmus Helveg Petersen mener ligeledes, at Danmark kan spille en vigtig rolle i forhold til u-landes energiforbrug.

”Rapporten fra FN’s Klimapanel viser tydeligt, at en omfattende, global omstilling er nødvendig. Allerede i dag har Danmark et energifagligt samarbejde med Kina, Vietnam, Mexico og Sydafrika, hvor vi giver de lande nogle værktøjer til at opnå lavere drivhusgasudledninger, større energieffektivitet og mere vedvarende energi”, siger klimaministeren i en pressemeddelelse.

Søndagens delrapport var den sidste i panelets femte statusrapport om klimaet. De tre delrapporter bliver samlet til en såkaldt syntese-rapport ved en konference i København i oktober.