København – et skræmmebillede i klimaforhandlingerne

obama_cop15_europeans
Thomas Jazrawi

22. november 2015

I 1997 vedtog man en international klimaaftale i Kyoto. Det betyder, at den japanske by med omkring 1,5 millioner indbyggere konstant bliver nævnt, når der tales om klima.

Mod forventning lykkedes det ikke København at få samme ære i 2009.

Det var meningen, at afløseren for Kyoto-aftalen skulle findes i den danske hovedstad for små seks år siden. Men det gik ikke trods de tårnhøje forventninger op til konferencen COP15.

I stedet blev København nærmest synonymt med fiasko, når det gælder internationale klimaforhandlinger.  

Nu ser det ud til, at afløseren for Kyoto-aftalen i stedet bliver opkaldt efter Paris, der er vært for topmødet COP21 om en god uges tid med det mål at tilrettelægge en tekst, som kan blive til en ny international klimaaftale. 

Årsager til fiaskoen

Selvom København ikke fik en egentlig aftale opkaldt efter sig – kun den vage erklæring Copenhagen Accord – bliver byen alligevel nævnt igen og igen i forbindelse med klimaforhandlingerne.

Skuffelsen i 2009 bliver dog ikke blot brugt som skræmmebillede, men også som beskrivelsen på en række fejltagelser, som man i dag kan tage ved lære af. 

Eksperter, observatører og andre har peget på mange forskellige årsager til, at bestræbelserne ikke bar frugt i det vinterklædte København for små 6 år siden. Stormagternes uvilje, udviklingslandenes krav, det danske lederskab, ja selv vejret er blevet nævnt som en årsag.

Det kan nemlig efter sigende være svært at overbevise skeptikere om den globale opvarmning, når landskabet samtidigt er præget af kulde, sne og is. Uheldigvis var 2009 en på disse breddegrader sjælden vinterlig vinter.

Alt for høje forventninger

Men der er meget at lære fra erfaringer i 2009.

Først og fremmest har man undladt at bygge så skyhøje forventninger op til et resultat, som det var tilfældet ved COP15.

Mange husker nok, at byen for en kort stund blev omdøbt til ”Hopenhagen”. Men det endte som bekendt med masseanholdelser, voldsomme skænderier og et meget magert beslutningsdokument frem for den aftale, der var ventet.

FN’s Klimasekretariat skulle ifølge Per Meilstrups bog om topmødet have advaret den danske regering mod at tale forventningerne så meget op, men det valgte den daværende regering at overhøre.

Der blevet fløjet højt, men faldet var til gengæld meget dybt. Det er nok en af årsagerne til, at klimaudmeldingerne gennem dette vigtige år har været knap så højtravende.

Flere kernepersoner i forhandlingerne har gang på gang fastslået, at vi næppe når målsætningen om at holde temperaturstigningen under 2 grader i Paris.  

”Paris er begyndelsen, ikke enden”, har det lydt gennem hele året fra flere fremtrædende politikere og diplomater.

Magtkamp mellem ministerier

Meilstrups bog, ”Kampen om klimaet”, beskriver ligeledes, hvordan det danske formandskab valgte en meget USA-venlig linje. Det skabte mistillid, særligt blandt udviklingslandene. Et formandskab skal så vidt muligt ses som neutralt.

Ifølge bogen skulle der have udspillet sig en regulær magtkamp mellem statsministeren og finansministeren på den ene side og på den anden klimaministeren og udenrigsministeren.

Det danske formandskab præsenterede et forhandlingsdokument til få udvalgte parter en uge før topmødets begyndelse. Det var ifølge The Guardian meningen, at teksten skulle præsenteres en af de sidste dage på konferencen, når forhandlingerne efter forventning ville være gået i stå.  

Det nåede man ikke. I stedet blev teksten lækket til The Guardian, og de mange lande, som hverken havde set eller hørt om teksten blev rasende.

”Det danske dokument, der blev præsenteret på et uformelt møde en uge før COP’en, ødelagde 2 års arbejde i et væk. Alle vores forsøg på at undgå dette dokument fejlede”, lød det fra Yvo de Boer, daværende formand for FN’s Klimasekretariat, ifølge The Guardian.

Det var som bekendt Lars Løkke Rasmussen, der som statsminister sad for bordenden ved den store begivenhed – en rolle han overtog fra daværende klimaminister Connie Hedegaard midt under topmødet.

Det blev nogle lange dage og nætter i de sidste intense dage. En tydeligt udmattet Lars Løkke Rasmussen fik for alvor udviklingslandenes skuffelse og utilfredshed at føle – og han så ikke for heldig ud ved flere lejligheder.

Som sidste gang verden ventede en klimaaftale, hedder den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen, men han får en knap så fremtrædende rolle denne gang.

Post-Copenhagen depression

Klimaorganisationerne har også lært af skuffelsen i København.

I civilsamfundet hæfter man sig meget ved de tømmermænd, som sammenbruddet ved COP15 medførte. Man stod helt lammet tilbage efter topmødet.

Op til Paris-topmødet taler flere organisationer om at undgå det, man kalder ”the post-Copenhagen depression”. Det indebærer, at kampagner for klimasagen skal fortsætte efter konferencen.

I 2009 havde der været mange kampagner, slagord og demonstrationer.

Men da håbet om en aftale med et faldt til jorden, blev der helt stille. De mange observatører og aktivister drog slukørede hjem og klimakampens stemmer forstummede.

Nu er der måske nok mange i civilsamfundet, der forventer en aftale, men få, som forventer en løsning på klimaudfordringen i form af tilstrækkeligt ambitiøse tiltag.

Derfor er planerne denne gang at fortsætte med at kæmpe efter topmødet.

I december vil det blive klart, om vi får en ny international pagt om klimaet eller om Paris bliver et nyt ”København”.