Koleraen fortsætter i Haiti

15380832693_28e7f04419_k
Undervisning i brugen af et vandfiltreringssystem i Haitis hovedstad Port-au-Prince i 2014.
Foto: UN Photo (CC BY-NC-ND 2.0)
Laurits Holdt

Sygdommen kolera blomstrer op i Haiti. I årets første fem måneder er der registreret 16.822 tilfælde fra alle egne af landet. 168 er døde af sygdommen.

Op mod 700.000 har været smittet med sygdommen og det menes at over 9.000 er døde af den.

Fire ud af ti af landets godt 10 millioner indbyggere i har ikke adgang til rent drikkevand og hele 7,6 millioner af dem har ikke tidssvarende sanitære installationer i deres hjem – eller i de lejre, hvor de bor, lyder det fra FN's organisation for global sundhed WHO og børn UNICEF.

Mange af landets indbyggere bor nemlig fortsat i midlertidige boliger, hos familie og bekendte eller regulære lejre efter jordskælvet i 2010, hvor store dele af landets bygninger og infrastruktur blev ødelagt.

Der døde mellem 100.000 og 220.000 mennesker under jordskælvet.

Kolera smitter via beskidt vand, så adgang til rent drikkevand og ordentlige toiletforhold er helt centrale for at bekæmpe kolera.

Sygdommen er en meget smitsom mavetarm-sygdom, der medfører voldsom diarré i løbet af få dage. Den syge mister store mængder væske i løbet af kort tid, hvilket gør sygdommen specielt farlig for børn.
Det er relativt nyt at kolera er blevet introduceret i den caribiske nation. Smitten stammer fra en lejr for FN-soldater fra Nepal, der i 2010 deltog i redningsarbejdet efter jordskælvet.

Det har danske forskere fra DTU været med til at afgøre, som Videnskab.dk her beskriver.

Siden 2011 har grupper i og udenfor Haiti forsøgt at få FN til at anerkende et ansvar for at sygdommen kom til landet og betale erstatning til de berørte.