Kontant: Unge på rejse svigtet groft

Forfatter billede

Mathis Meilby Nielsen på 16 fra Århus og Viktoria Maleschyn, 17-årig svendborgenser, har tilbragt de sidste tre måneder under fængselslignende forhold i hver sin township (slumby) i Cape Town i Sydafrika.

Det skulle have været deres livs oplevelse. Et spændende skoleforløb under fremmede himmelstrøg. Men vold og kriminalitet præger både skolerne og det område, hvor de bor.

Og i fritiden kan de ikke gå uden for en dør, skriver DR online tirsdag.

– Jeg kunne ikke gå uden for, deres egne børn kunne ikke gå uden for, men især fordi jeg er hvid, var de bange for at folk ville kidnappe mig, så det ville de ikke have, fortæller Viktoria Maleschyn om forholdene i den første familie, hun boede hos.

Situationen var den samme næste sted, hun kom til at bo. Det rejsebureau, der har sendt de unge ud og garanteret for deres sikkerhed – STS (Student Travel Schools) -, har ikke undersøgt de faktiske forhold grundigt på for-hånd, hedder det.

Det er Danmarks Radios TV-maga-sin, “Kontant”, nået frem til. Magasinet sendes tirsdag aften kl. 21.25 på DR 1.

STS lover tryghed og kvalitet

Kriminalitetsstatistikkerne taler deres tydelige sprog om forholdene. I en af disse townships begås der flere mord hvert år end i Danmark – 64 – i en befolkning på under 300.000.

I skolerne er der vold og narko, korporlig afstraffelse og lærere, der udebliver fra undervisningen. I værtsfamilierne udsættes de danske unge for afpresning for at lægge penge til mad, og Mathis’ første værtsbror byder ham velkommen på denne måde:

– Så tager han en kniv frem lige pludselig, og jeg spørger, hvad fa’en han laver med den, og så siger han, at det er for sikkerhed.. Og så tænker jeg, hold kæft mand, hvor fa’en er det, jeg er havnet, altså hvis man har brug for en kniv for at gå rundt, så er det ikke noget sted, jeg har lyst til at være.

Viktoria har været udsat for voldtægtsforsøg fra en søn i en af de værtsfamilier, hun har været hos. I de måneder, der er gået, har STS’ forståelse, hjælp og støtte været minimal – til trods for løfter i rejsekataloget om tryghed, ansvar og kvalitet, gør programmet gældende.

De unge føler sig ladt i stikken – og det samme gør deres forældre, der gør alt for at afhjælpe situationen for deres børn 10.000 km hjemmefra.

Rejsen har kostet dem 70.000 kr. – og ind til videre har de kun set bagsiden af samfundet og føler sig som i fængsel.

Journalist Kåre Quist konfronterer STS’ svenske direktør og afkræver ham et løfte om, at der bliver grebet ind – og at der bliver givet økonomisk kompensation.

Kontant genudsendes onsdag kl. 12.10-12.35 på DR 1.

STS-beskrivelse af sydafrikansk familieliv:

“Sammen med din værtsfamilie oplever du det bedste af landet. De fleste udvekslingselever, som vælger at tage et high school ophold i Sydafrika, bliver placeret i eller omkring Cape Town eller langs sydkysten mod Durban, men nogle af vore elever placeres også andre dejlige steder.”

Kilde: http://www.sts.dk/denmark