Torsdag skal EU’s medlemslande lægge sig fast på klimamål frem til 2030, men Costa Ricas forhåndværende præsident peger på, at selv de mest ambitiøse forslag på forhandlingsbordet ikke er tilstrækkeligt til at undgå katastrofale klimaforandringer.
Europas politikere må tænke på næste generation frem for blot næste parlamentsvalg.
Det mener Jose Maria Figueres, Costa Ricas tidligere præsident og nuværende præsident for NGO’en og tænketanken Carbon War Room.
Det sker i disse dage, hvor EU’s medlemslande skal nå til enighed om klimamålsætninger for 2030. Disse mål vil indgå i de international forhandlinger, der forventes at munde ud i en aftale i 2015.
I et debatindlæg i Al-Jazeera peger han på, at EU’s mål om reduktion af kulstofudledninger på 40% i 2030, hvilket er det mest sandsynlige resultat, ikke er tilstrækkeligt.
“Europas foreslåede reduktion af drivhusgasser på 40% vil ikke skubbe Europa mod den transformation, som vil gavne os alle”, skriver han i debatindlægget, og fortsætter:
“Lande omkring i verden ser skeptisk på den foreslåede 40%-målsætning. Mit eget land, Costa Rica, går efter kulstofsneutralitet i 2021, hvilket effektivt vil sætte en fuldstændig stopper for vores udledninger. Den mikroskopiske stillehavsnation Tokelau har allerede gennemført dette”.
“Europas fremtid afhænger af dets beslutninger – men det samme gør resten af verdens. Europas fortsatte udledninger vil påvirke vores befolkninger, vores natur, vores fiskeri, vores koralrev, i mit eget land Costa Rica og alle andre steder”.
“Udviklingslande har behov for og fortjener støtte i kampen mod klimaforandringer, fordi de viser, hvor de sande ambitioner nu ligger”.
“Europa er et velstående kontinent. Tidligere havde man her en proaktiv holdning til at standse udledninger. I dag har man et potentiale til at reducere udledninger med 55% i 2030. Hvis man imidlertid sammenligner med det, der er sandsynligt og det, som udviklingslande beder om, ser det nuværende forslag svagt ud. Det truer fremskridt i FN’s klimaproces”.