Kultur til din weekend: Etiopisk jazzmystik, en kunstig japansk ven og breve fra israelske pacifister

Morten Scriver Andersen

26. januar 2024

Det er fredag, sneen har atter forladt landet, og det kan du også gøre med denne uges kulturanbefalinger fra Globalnyt.

Globalnyts anbefalinger til din weekend

Globalnyt guider dig hver uge til, hvad du kan bruge din weekend på, hvis du vil blive klogere og mærke verdens puls.

Men har du selv læst en medrivende bog, hørt en god podcast, set en spændende kunstudstilling, vil vi meget gerne høre fra dig.

Du kan skrive til [email protected] eller oprette en begivenhed i vores kalender.

Olivia har været i Japan og taget en lille soldrevet, kunstig ven til sig. Johanne er i det etiopiske hjørne, hvor hun har ladet sig drage af det afrikanske lands stolte, men mystiske forhold til musik. Og jeg selv er draget et knap så fredeligt sted hen, nemlig helt ind i hjertet på de unge israelere, som forsøger at modsætte sig militærtjeneste med alle de konsekvenser, det kan have.

God weekend til dig fra vores lille redaktion.

LYT og LÆS dig til Etiopien for at forstå musikken, historien og os selv

Anbefalet af journalist Johanne Richter Larsen.

Det er egentlig to anbefalinger, som kan nydes hver for sig, men i min optik går de to værker lige så godt sammen som fransk rødvin og ost.

Forestil dig et blødt, pirrende, vuggende, hypnotisk baggrundstæppe af lyd, der mixer traditionel, etiopisk populærmusik med elementer fra jazzen. Det flyder fra højtalerne, alt imens du er begravet i en roman, der tager dig med på en rejse ind i selvsamme musikalske univers.

Den unge journalist, hovedpersonen i romanen Unbury Our Dead with Song, ønsker brændende at forstå musikkens sjæl, dens lyd, dens hemmelighed, dens mange lag og dens betydning for regionen og for de mennesker, der spiller, synger og lytter til den. Det ønske bringer ham fra en mørk natklub i Nairobi til både det landlige Etiopien og til dekadente fester i hovedstaden Addis Ababa.

Den nu 80-årige Mulatu Astatke er etiopiens største musiker og genstand for megen mystik i bogen Unbury Our Dead With So. Foto: Edu Hawkins/Redferns via Getty Images

Musikken, du skal sætte på, mens du læser bogen, vil også bringe dig til Etiopien. Det er Mulatu Astatke, etiopieren og faderen til ethio-jazzen, en levende legende, hvis absolut største hit Yégellé Tezeta er et produkt af Etiopiens ældgamle sangtradition. Det er selvsamme musik, vores unge journalist fra romanen rejser ud for at forstå. Så sæt Astatkes opsamlingsalbum Ethiopiques, Vol. 4: Ethio Jazz & Musique Instrumentale, 1969-1974 på. Så har du en god time til at læse i.

Tilbage hos vores hovedperson i romanen: på en mørk natklub i Nairobi overværer han en sangkonkurrence, hvor vinderen er den, der bedst formår at performe Tezeta’en. Fire musikere tager udfordringen op: Divaen, hvis skønhed blænder den unge journalist, men hvis glamour dækker over mere, The Taliban Man, en etiopisk rapper, der lever et liv i rigdom og dekadence, The Corporal, en mand med mange ansigter og en blodig historie, og bartenderen Miriam.

Forfatteren, Mũkoma wa Ngũgĩ er en kenyansk digter, forfatter og professor i engelsk ved Cornell University. Hvis navnet ringer en klokke, så skyldes det, at Mũkomas far er en af Afrikas største, nulevende forfattere, Ngũgĩ wa Thiong’o.

Unbury Our Dead With Song kan lånes på biblioteket eller E-reolen. Mulatu Astatkes musik kan streames på Spotify.

LÆS dig til en ny soldreven, kunstig ven fra Japan

Anbefalet af SoMe-redaktør Olivia Koch-Nielsen.

Hastigheden på det digitale område er så høj, at det kan være svært at følge med. Jeg deltog for et par måneder siden i en workshop, som satte fokus på dataetik, når vi udvikler digitale produkter. Det bliver nemlig vigtigere og vigtigere at forme fremtidens design med etisk og ansvarlig omtanke.

Klara og solen udkom på dansk i 2021og er er Kazuo Ishiguros første roman, efter han modtog Nobelprisen.

Netop det er det underliggende tema i Klara og solen af den japanske stjerneforfatter Kazuo Ishiguro. Romanen udforsker en nær fremtid, hvor fremkomsten af kunstig intelligens skaber store udfordringer for samfundet, og som læser tvinges man til at reflektere over de etiske dilemmaer og konsekvenser, vi allerede i dag står i.

Vi følger Klara, en soldrevet kunstig ven, som nøje bliver udvalgt af den 14-årige Josie og hendes mor. Josie er syg, og Klaras opgave bliver at passe på hende. I modsætning til de fleste mennesker i bogen er Klara skildret sympatisk. Hun er empatisk, klog, trofast og har en fantastisk evne til at iagttage og efterligne Josie. Hos Ishiguro er det ikke robotterne, vi skal frygte. Det er os selv og vores stræben efter succes i en verden, hvor teknologien stadig fylder mere og mere.

Men det handler ikke kun om teknologi. Klara og solen er også en fortælling om kærlighed, venskab og om hvad det egentlig betyder at være et menneske.

Klara og solen kan lånes på biblioteket eller E-reolen.

STREAM dig helt tæt på unge israelske militærnægtere

Anbefalet af journalist og redaktør, Morten Scriver Andersen.

Nogen gange er en dokumentar god, bare fordi den har nogle interessante kilder, som går lige i hjertet.

Sådan en er Innocence. Den er instrueret af den herboende israeler Guy Davidi, som tidligere har været Oscar-nomineret for den fremragende 5 Broken Cameras. Innocence er ikke dokumentarfilm på noget højt kunstnerisk plan, men den har bogstaveligt talt gravet nogle fantastisk interessante mennesker frem – eller brevene fra dem – der giver et helt særligt indblik i, hvordan det er at modsætte sig værnepligten i Israel, og hvilken altdominerende samfundsinstitution den israelske hær er i landet.

Man kan godt beskylde filmen for at være lige lovlig partisk. Så se væk fra krydsklip mellem søde børnehavebørn og monologer om krigens ødelæggende væsen.

Det der til gengæld er en vigtig pointe, og som går lige i hjertet, er at soldater meget ofte ikke er voksne, og det gælder ikke kun i Israel. Gennem breve og dagbøger, gamle hjemmevideoer og samtaler med forældre følger vi en række unge israelere, der alle modsætter sig at komme i hæren, men ofte føler sig tvunget ind på grund af samfundets forventninger og truslen om fængselsstraf. Og, som det ret hurtigt står klart, er de alle døde.

Tragedien sættes i skærende relief med de i øvrigt meget smukke billeder af Israels ørken, forelskede teenagere, den stille nattehimmel og unge mennesker i uniform.

Innocence kan streames på Filmstriben, og hvis du vil se den på det store lærred vises den i Grand 4. februar efterfulgt af en Q&A-session med instruktøren selv og journalist Nagieb Khaja.

DET KAN DU OGSÅ OPLEVE

Fra Kina til Viborg på metallisk bølgehav

Kinesiske Sizhu Lis værk Moonment er et metallisk bølgehav, skabt af aluminiumsplader og programmerede ventilatorer og er efter sigende inspireret af et digt af Tang-dynastiets store digter, Jiuling Zhang. Digtet handler om, at når månen stiger over havets overflade, forbinder den alle mennesker uanset deres geografiske placering og således også Sizhus udstilling. Moonment kan ses i Viborg Kunsthal fra søndag 26. januar og kører frem til 5. maj 2024.

Iransk maler blander islamiske mønstre med vestlige pop-portrætter

Den iranske kunstner Soheila Sokhanvari er aktuel med sin første soloudstilling i Danmark på ARoS i Aarhus. Hun kombinerer klassiske mønstre med inspirationer fra vestlige pop-kunstnere i en række portrætter af iranske kvindekampsikoner fra omkring revolutionen i 1979. Udstillingen åbnede den 13. januar og kan ses indtil 2. juni for almindelig entrépris.