Kulturguide: Læs prisnominerede noveller fra de bedste afrikanske forfattere

ako_caine_2020
De fem nominerede til dette års Caine-pris.
Foto: Privat; David Kwaw Mensah; collage af redaktionen
Gerd Kieffer-Døssing

2. juli 2020

AKO Caine Prize for African Writing er kendt som Afrikas fineste litteraturpris og lyder på 10.000 britiske pund.

Prisen har eksisteret siden 2000 og gives til afrikanske forfattere for noveller, der er publiceret på engelsk. Formålet er at fremme anerkendelsen af og kendskabet til afrikansk litteratur. Alle shortlistede noveller offentliggøres på Caine-prisens hjemmeside, hvor man altså har mulighed for at læse dem. 

Erica Sugo Anyadike.


Foto: Privat
En guide til et ægteskab

En novelle så skarpskrevet, at du kan skære dig på. Elegant kredser den om stræben efter penge, indflydelse og magt. Magt til at få, hvad man vil have, magt, der tiltrækker venner som møl til et lys, magt til at skabe hændelige biluheld for konkurrenter og rivaler … Samtidig giver den et meget præcist billede af, hvordan samfundets syn på kvinder er med til at begrænse deres muligheder. Titlen på novellen siger alt …

Læs ”How to marry an African president” skrevet af Erica Sugo Anyadike (Tanzania)

Chikodili Emelumadu.


Foto: Privat
Ægteskab på tværs af racer

Med referencer til filmene ”District 9” og ”Shape of water” tager denne novelle os med ind i et fiktivt univers. Novellen er udformet som et kapitel i en fagbog, der henvender sig til forældre, hvis børn forelsker sig i en Mami eller Papi Wata – et havvæsen, der afslørede sin eksistens i 2011 og nu findes blandt mennesker. Det er fint, hvis Wataen er uskadelig, men nogle af dem er ondsindede, og så gælder det om at få dem ud … En overraskende novelle der på snedig vis debatterer ægteskaber på tværs af kulturelle eller religiøse skel – og dertil xenofobi, racisme, traditioner og overtro.

Læs ”What to do when your child brings home a Mami Wata” skrevet af Chikodili Emelumadu (Nigeria & UK)

Jowhor Ile.


Foto: Privat
Når vi vender tilbage, er det med ungdommens livskraft
Nimi er en 67-årig kvinde, der bor alene, og hvis eneste barn bor et godt stykke væk. Hun lever sit liv stille og roligt, uden hastværk, men kommer ført til alvor til live om natten, når hendes livs kærlighed, hendes afdøde mand Benji, kommer på besøg og elsker hende med en ung mands energi og taler med hende med et helt livs fælles erfaringer.

En smuk novelle om kærlighed, sorg og savn.

Læs ”Fisherman’s Stew” skrevet af Jowhor Ile (Nigeria)

Rémy Ngamije.


Foto: Privat
Alle dage er i dag

Elias, Lazarus, Silas, Martin og Omagano udgør til sammen banden The Neighbourhood Watch, der bor under en bro i Windhoek. Novellen tegner et barsk portræt af deres liv, ved at skildre hvordan selv et gadeliv har behov for struktur for at fungere – hvor hver ugedag er tilrettelagt efter et fast mønster, og hvor gruppens medlemmer er afhængige af hinanden for at overleve. Hvor det for alt i verden gælder om at undgå politiet; hvor man i de rige kvarterer kan finde overflod i skraldespandene, mens man i de fattige kvarterer kan finde døde spædbørn med navlestrenge viklet stramt om halsen.

Læs “The Neighbourhood Watch” skrevet af Rémy Ngamije (Rwanda & Namibia)

Irenosen Okojie.


Foto: David Kwaw Mensah
På flugt fra fortiden
Sidra fra Martinique bor i London og arbejder som Grace Jones-imitator. Novellen hopper fra tid og sted og centrerer sig om et barndomstraume, der martrer hende og holder hende fanget i fortiden. Stilistisk er det en ekstremt anderledes novelle i forhold til de øvrige, men hvad der i begyndelsen virker rodet, giver mere og mere mening, efterhånden som historien folder sig ud, og man forstår kontrasten mellem Sidras indre liv og det liv, der udspiller sig omkring hende – et liv med ekstravagance, stoffer, penge og seksuelt misbrug – og som hun er nødt til at tage del i.

Læs “Grace Jones” skrevet af Irenosen Okojie (Nigeria & UK)