Lolwe-fondens stifter fylder 50

Redaktionen

Forfatteren Peter Høeg, København, fylder 50 torsdag den 17. maj.

Konturerne af Peter Høegs forfatterskab vil være kendte for de fleste, men det er nu hans engagement for de fattigste af de fattige – Den 3. Verdens kvinder, især dem i Afrika -, der her gør en omtale naturlig.

Som yngre førte Peter Høegs gøremål ham blandt så meget andet ind i medlemskab af en teatergruppe i Tanzania, og til gentagne Afrika-rejser, hvor Høeg fik grundigt kendskab til sprog som swahili og luo.

Det var også her, han mødte sin kenyanske kone Akinyi – med hvem han nu har 2 teenage-døtre – og det var på det store kontinent han hentede inspiration til sin storslåede tanke og konkrete tiltag for at ophjælpe nogle af verdens fattige.

Det skete, da han i 1996 i forbindelse med udgivelsen af den civilisationskritiske bog, “Kvinden og aben”, bekendtgjorde, at alle forfatterindtægterne skulle gå til fonden Lolwe, der støtter kvinder og børn på udviklingskontinenterne.

En beslutning, der fik dagbladet Informations litteraturkritiker, Erik Skyum-Nielsen, til at skrive en af de formentlig nedrigeste karakteristikker nogensinde:

“En kritik, der ønsker at tage stilling til Peter Høegs nye roman, må på forhånd gøre sig klart, at man fra og med dette værk ikke længere står overfor et forfatterskab, men en velgørende institution”.

Den spartansk-sindede Peter Høeg, der boede med familien i Brumleby på det københavnske Østerbro uden daglig avis, telefon og fjernsyn, trak efter kritikken af hans bog sig ind i sig selv og lod ikke høre fra sig litterært i 10 år.

Men hans og Akinyis 3. Verdens-fond har siden hjulpet projekter for kvinder fra Tanzania til Tibet. Midlerne skulle også være der. Høeg har solgt over 20 millioner bøger og tjent et betydeligt større beløb end det.

Lolwe-fonden er desværre ret hemmelighedsfuld og svær at komme i kontakt med – ligesom forfatteren selv. Men alene navnet er poetisk. Nam Lolwe er luoernes navn for Victoria-søen, ved hvis østlige bredder denne etniske gruppe residerer – og hvorfra nogle af Kenyas største politikere er rundet, bl.a. den myrdede udenrigsminister Robert Ouko.

Nam Lolwe betyder sådan noget som “uendelig, udødelig vandmasse”. Måtte fonden af (næsten) samme navn være ligeså uforgængelig.

-Søe