Af Katrine Dichmann Christophersen, Ulandssekretariatet
”Ligestilling er ikke kun en kvindesag, men en fællessag, som går på tværs af alle landegrænser,” siger LO’s næstformand Lizette Risgaard og peger på, at der er mange lighedspunkter mellem kvindekampen i udviklingslandene og i Danmark.
”Selvom kvindernes kamp i Afrika og andre steder i verden er mere ’up front’, fordi de i højere grad er udsat for diskrimination og kvindeundertrykkelse, end vi er i Danmark, kæmper vi for mange af de samme ting. Såsom lige løn for lige arbejde og rimelige arbejdsvilkår, hvor kvinderne bliver inddraget i beslutningsprocesserne på lige vilkår som mændene,” siger Lizette Risgaard.
”Fælles for kvinder verden over er, at de meget ofte varetager to jobs. Både et på arbejdspladsen og et i hjemmet. Her er det vigtigt, at vi som fagbevægelse støtter op om kvinderne og samtidig forbedrer mændenes mulighed for barsel, så ansvaret for børnene ikke kun lander hos den ene part”.
Lizette Risgaard fremhæver, at kvinder ofte er bedre organiseret end mænd, fordi de helt tydeligt ser, hvilke fordele et fagligt fællesskab har. Det kunne mændene lære lidt af:
”Det er faktisk kvinderne, som kæmper for mændenes barsel. Så mændene bør omvendt engagere sig i kvindernes kamp for ligeløn,” slår hun fast.
Ikke rødstrømpebavl
”I Danmark mener mange, at ligestilling er noget gammelt rødstrømpebavl, men sådan er det ikke. For mig handler ligestillingen anno 2015 om andet end at sammenstille mænds og kvinders muligheder. Det gælder om at se og anerkende kønnenes ligeværd. Og at indse, at det er et fælles ansvar – altså en mand-kvinde-opgave – at sikre ligestilling”.
”Hvis vi forsætter af samme vej i samme tempo, så vil det nuværende løngab mellem kønnene først være lukket om 235 år. Det er simpelthen ikke godt nok. Det er ikke rimeligt, at vi forsat har arbejdspladser, hvor mænd og kvinder står side om side og arbejder – men hvor kvinderne får op til 17 % mindre i løn. Lige løn for lige arbejde er et internationalt krav, og i Danmark har vi haft en ligelønslov i mere end 30 år. Det er på tide, at den lov kommer til at virke i praksis”.
Flere kvinder i fagbevægelsens top
Lizette Risgaards beskriver ikke sin egen vej til fagbevægelsens topkvinde som et bevidst karrierevalg. Måske kan man kalde det en blanding af tilfældigheder, tillidsposter og lidt trodsig stædighed.
”Jeg startede som ung i klubbestyrelsen, kom senere ind i rollen som afdelingsformand. Medlemmerne opfordrede mig til at stille op til kampvalg – og jeg vandt,” fortæller Lizette Risgaard, som samtidig oplevede det, som mange kvindelige ledere oplever: at der blev tvivlet på hendes kvalifikationer. Hun svarede igen med at tage en master-uddannelse, da hun blev genvalgt i 2011.
”Ingen skal uimodsagt betvivle mine evner. Og kvinder skal åbenbart stadigt arbejde hårdere for at komme til tops. Jeg er ked af at sige det, men sådan er det”.
Og på det klassiske spørgsmål, som alle kvindelige ledere næsten altid får – men mandlige ledere næsten aldrig får – om det på nogle punkter har været lettere at være kvinde, slår hun en høj latter op:
”Nej, det har været en lang, sej kamp op ad bakke. Men det har også været lærerigt. Og alle de resultater, jeg har været med til at skabe sammen med medlemmerne og kollegerne, ville jeg ikke have været foruden”.
”Jeg kom ind i fagbevægelsen på et tidspunkt, hvor kvinder var velkomne, men de skulle ikke stile efter en lederpost. Og den holdning er der stadig nogle som har. Heldigvis er der stadig flere, som vurderer evner før køn. Vi skal – også i fagbevægelsen – gå efter at vælge de bedste og her er der mange kvinder, som gerne stiller sig til rådighed”.
Demokratisk problem og spild af talent
Halvdelen af LO’s medlemmer er kvinder, men sådan ser det ikke ud i LO’s daglige ledelse, og det kan derfor være svært for de kvindelige medlemmer at føle sig repræsenteret.
”Jo længere op, du kommer i fagbevægelsen, jo færre kvinder er der. Vi er jo fagforeninger med demokrati og vælger de repræsentanter, flertallet vil have,” siger Lizette Risgaard, der anerkender, at fagbevægelsen står over for nogle udfordringer.
”Det er spild af talent, hvis vi ikke formår at udnytte kvindernes potentiale. Vi skal sikre mangfoldighed i fagbevægelsen, men det er ikke kun et kønsproblem. Vi skal også sørge for at flere unge og flere med anden etnisk baggrund end dansk får lyst til at gå ind i fagforeningsarbejdet”.
Og Lizette Risgaard er optimistisk:
”Jeg tror på, at det vil rykke sig. Vi har set bestyrelser, hvor der er kommet flere kvinder ind. Virksomhederne har indset, at kvinder i ledelsen sikrer, at man tænker bredere og mere helhedsorienteret – og der er virksomheder, som med kvinder i ledelsen har fået en bedre bundlinje”.
Set i det store perspektiv, mener LO’s næstformand, at der stadig er meget at kæmpe for såvel i Danmark som ude i den store verden. Kvindernes Internationale Kampdag på søndag den 8. marts skal bruges til at fejre sejre og vinde nyt land, hvad enten vi taler om kvinders ligestilling i Nepal, Tanzania, Nicaragua eller i Danmark.
Der er stadig meget at kæmpe for, når det gælder lige vilkår for arbejde, fastslår International Faglig Sammenslutning (ITUC). Kvinderne er forsat overrepræsenteret i den uformelle økonomi, i de usikre og underbetalte jobs og får mindre i løn – nogle steder over en tredjedel mindre – i løn end mændene.
Artiklen har også været bragt på Ulandssekretariatets netsted.
