Journalist Jesper Heldgaard, Vejle, fylder 50 onsdag den 22. november.
Det er om nogen manden i dansk u-landsjournalistiks maskinrum de seneste 10 år, der passerer en af tilværelsens absolutte milepæle.
Reporteren, der aldrig lod helbreds- eller andre hensyn stå i vejen for at yde det ypperste. Hver gang. Og som vel befinder sig allerbedst, når han er ude at rapportere fra de fattige landsbyer. For at høre DERES mening, DERES stemme.
En prof i ordets fulde forstand, aldrig bange for et fagligt modspil, altid opsat på at nå det bedste resultat. En driftssikker, afbalanceret og klog gut, som vel må siges at bemestre alle journalistikkens discipliner i sjælden grad – fra reportagen til analysen. Og som ikke giver køb på sin integritet.
Alligevel stod det ikke skrevet, at Jesper Heldgaard, født i det kolde nord – i grønlandske Sisimiut/Holsteinsborg, hvor han boede de første fireethalvt år af sit liv – skulle ende med at befare de varme lande og gøre beskrivelsen af udviklingsdramaet til sit speciale.
En nærmest legendarisk skikkelse fra dansk u-landsvirkes spæde begyndelse, lektor K.H. Skott, kom til at spille en rolle under skolegangen i Århus.
– Jeg gik på Statsgymnasiet, som var hjemsted for U-landsfonden af 1962 og kendte fondens stifter K. H. Skott, der var lærer samme sted. Det nærede den interesse for u-lande, som jeg havde i forvejen et eller andet sted fra, fortæller Heldgaard stærkt opfordret af u-landsnyt.dk (“gør nu ikke for meget ud af det”).
– Allerede i folkeskolen var jeg med til at holde “bazarer” til fordel for folk i de varme lande. Jeg kom med i en U-gruppe i gymnasiet, kom i Internationalt Forum, blev medlem af Mellemfolkeligt Samvirke og lavede fagspeciale om dansk u-landsbistand på Journalisthøjskolen (DJH) i Århus, siger han.
Han var færdig på DJH i 1984 og fik undervejs en solid, bred grunduddannelse med alt fra kegleresultater til byrådsmøder som praktikant hos Jydske Tidende i Aabenraa.
Derpå gik turen til Kanal 94, DR Vejle, 1984-91, hvorefter han var områderedaktør for Berlingske Tidende i Syd- og Sønderjylland 1991-92.
Men så kaldte Den 3. Verden for første gang. Han og hustruen, sundhedsplejerske Karen Marie Olesen, søgte ud som u-landsfrivillige med Mellemfolkeligt Samvirke, som havde jobs til dem i Lesotho. Det blev til nogle spændende år (1992-95) i den lille fattige bjergenklave inde midt i Sydafrika.
– I Lesotho arbejdede jeg som informationsrådgiver for en nystartet paraplyorganisation for NGOer, Lesotho Council of NGOs, LCN, fortæller fødselaren.
– Vi kom til Lesotho, netop som landet havde sit første flerpartivalg i årtier, oplevede kupforsøg og undtagelsestilstand, og tiden lige efter Sydafrika løslod Mandela, vristede sig løs af apartheid og gik til de første frie valg (i april 1994).
– Det var spændende år, hvor NGOerne trådte i karakter og fik stigende betydning. Lesotho var et lille og overskueligt land, hvor alle hurtigt kendte alle, og det var muligt – og spændende – at følge de mange forskellige aktører, donorer, NGOer, partier, militær, og deres interageren på tæt hold, genkalder han sig.
Efter hjemkomsten fra Afrika nedsatte Jesper Heldgaard sig som freelance journalist og har været det siden. Arbejde til ham skorter det ikke på, ja til tider har mængden været overvældende.
Sit egentlige gennembrud som u-landsjournalist – hvis man kan tale om det – fik han som fast leverandør til Danidas tidsskrift “Udvikling”, hvor han især gjorde sig bemærket ved at være den journalistiske hovedkraft bag en prestige-serie om Danmarks programsamarbejdslande i Den 3. Verden.
Ambitionen var en samlet præsentation af hvert modtagerland og bistanden dertil, som både skulle være grundig og let tilgængelig. Med journalistiske reportager og analyser, interviews og kommentarer, faktabokse og grafiske virkemidler.
Det blev op gennem 1990erne og frem til 2001 til en stribe omfattende særnumre af “Udvikling”, hvor Heldgaard i et sandt arbejdsraseri berejste og præsenterede alle væsentlige facetter af så vidt forskelige samarbejdslande som Ghana og Egypten, Tanzania og Vietnam – ja adskillige flere i samvirke med andre fremtrædende u-landsreportere som nu afdøde Jesper Jespersen og journalisten og forfatteren Jørgen Harboe.
Alene reportagerne fra en enkelt rejse til Uganda var nok til det meste af 3 numre af “Udvikling”, og i særnummeret om Eritrea (60 sider) fra marts 2000 findes fortsat den eneste samlede journalistiske beskrivelse på dansk af dette spændende, helt usædvanlige, men desværre også nu forskudte land i dansk bistandssammenhæng.
Senere er det også blevet til TV-arbejde. Heldgaard har produceret flere programmer i samarbejde med Dansk AV Produktion. I 2002 således “I sundhedens tjeneste?”, der blev til i sammenhæng med hans bog om emnet.
Derefter programmer om WTOs ministerkonferencer i 2003 “Spillets regler” og 2005 “Dagbog fra Hongkong”, et program om Poul Nielson, EU og u-landene i 2004 og 2 programmer om verdenshandelen i 2004, “Lad os Handle”.
Lige nu arbejder han på et TV-program til DR. – Det drejer sig om donorernes højtidelige erklæringer om at overlade “ejerskabet” til modtagerlandet, om at harmonisere og tilpasse bistanden på den ene side, og deres problemer i praksis med at give slip, sænke flaget og overlade initiativ og ansvar til modtagerlandene på den anden side, fortæller han.
Den flittige mand lader det ikke blive ved det.
Han har for både Mellemfolkeligt Samvirke og Folkekirkens Nødhjælp skrevet og bidraget til analyser, som skal belyse de reelle konsekvenser af VK-regeringens besparelser i udviklings- og miljøbistanden
Han har i flere år redigeret publikationen “IHBnyt” om Danmarks internationale humanitære beredskab og siden 1997 været Danmarks-korrespondent til den engelsk-sprogede norske udgivelse, “Development Today”, der går i dybden med nordisk udviklingsbistand.
Han var for nylig sammen med seniorforsker Steen Folke redaktør på bogen “Den rige mus og den fattige elefant” om 45 års dansk bistand til Indien. Bogen løber op i 400 sider og redaktørerne skulle holde styr på 15 forfattere.
Han arbejder p.t. for Danida på en “folkeudgave” af en gennemgående positiv, men langt fra ukritisk evaluering af den samlede danske bistand til Uganda 1987-2005
Jo, den med manden i maskinrummet er god nok.
I privatsfæren har giftermålet med Karen Marie Olesen ført til en søn på 20, der læser statskundskab i Århus, og en datter på 18, der går i gymnasiet i Vejle.
Parret bor – på 19. år – i andelsboligforeningen Lille Grundet, som det selv var med til at grundlægge. Fælleshuset er hovedbygningen i en gammel herregård, Lille Grundet, i Vejles nordlige udkant.
Her er der fællesspisning 4 gange om ugen, og her – tæt på den smukke Grejs dal – har Jesper Heldgaard også sit kontor.
Vi gjorde nok mere ud af det, end fødselaren ville have ønsket. Det får være.
Herfra skal der lyde et stort til lykke på dagen til den fodboldinteresserede mediearbejder med håb om, at hæderkronede Vejle Boldklub må få vendt skuden i Superligaen
Jesper Søe
Redaktionen af u-landsnyt.dk
