Det, dansk bistand burde fokusere på, er ikke flere belæste RUC-klogere, der kigger forbi ind imellem og udveksler luftige begreber, der enten drukner i menneskehavet, eller skylles væk af oversvømmelser eller blæser ud over Afrikas kystlinie med ørkenvindene.
Tillad mig frit at parafrasere den hyggelige bog ”The Man With The Key Has Gone” af vores gamle læge i Uganda, Ian Clarke, der udover at åbne et hospital (det er det, bogen handler om), havde den lidet misundelsesværdige opgave at skulle holde liv i en lægeklinik efter en nærmest legendarisk Dr. Gibbons.
Dr Gibbons, der udmattet af år og dage og af de mange gennemtrækkende hvides evindelige modstandssvaghed overfor troperne, tillod sig at trække sig tilbage, mens han mumlede og skrev videre i et sprog, som var totalt uforståeligt for alle andre end de nærmeste, særligt indviede skrift- og talesprogskloge. Men flink og varm og forstandig på sit felt var han, Dr. Gibbons.
Stand-in’en, Clarke, blev tidligere i år berømt langt uden for Kampalas bygrænser, fordi han med en jordskredssejr uden lige blev valgt som den første hvide borgmester i en af Kampalas fem ”divisioner”, eller bydele: Makindye.
Nå, manden med skruetrækkeren: Tillad mig også at komme med en påstand, der baserer sig på snart tyve års erfaring med Afrika: nord, syd, øst og vest: Det, der mangler i Afrika, er folk, der kan bruge en skruetrækker. Eller sagt på en anden måde: hele det mellemlag af håndværkere og folk med mellemlange uddannelser, som holder maskinhuset i ethvert samfund kørende, det mangler – overalt.
For nu at blive i Uganda en stund var det sådan i min tid (og muligvis stadigvæk), at kaldte man på en ”VVS-mand” for at få repareret et eller andet i huset, kunne man være sikker på, at en selverklæret, selvlært ung mand stillede i et nålestribet jakkesæt, der mere signalerede bestyrelsesmøde i Bank of Uganda end olie på fingrene i Hansens krybekælder.
Det er simpelthen flovt, eller som her i Togo ikke ”comme il faut” at kunne noget med sine hænder. Den faglige stolthed, som man finder blandt håndværkere i f.eks. Danmark, eksisterer ikke.
Så, generelt, meget generelt, sagt, har Afrika et helt uoverskueligt flertal af mennesker, der lige klarer til dagen og vejen med familiens og eventuelt et lille jordlods hjælp.
I den anden ende findes ”eliten” og de vel-uddannede med deres stribevis af Ph.d’er fra udenlandske universiteter, og deres ledende stillinger i hovedstæderne, hvor de fra tid til anden sidder og snakker med ligesindede og ligeuddannede besøgende bistands-medarbejdere fra Vesten om ”god regeringsførelse” og ”decentralisering” og ”ligestillingsaspekter” og ”Hiv/Aids-komponenten” (selv i lande hvor man skal have en særdeles kraftig industristøvsuger med for at få opsuge et par Aids-ramte i en fjern landsby).
Samtidig undrer alle disse universitetskloge sig over, at der er huller i vejene her og der og allevegne, at strømmen går konstant, eller at der blot lyder et onskabsfuldt ”kluk”, når man åbner for vandet på værelset på det fire-femstjernede hotel, at projektbilen med de fire træk bryder uigenkaldeligt sammen, straks man sætter sig ind i den og af den lokale ”counterpart” får at vide, at det muligvis hænger sammen med, at bilen lige har været til ”service” eller endnu værre ”reparation”.
Så, tilbage til påstanden: Det, dansk bistandshjælp burde fokusere på, er ikke flere belæste RUC-klogere, der kigger forbi ind imellem og udveksler luftige begreber, der enten drukner i menneskehavet, eller skylles væk af oversvømmelser eller blæser ud over den Afrikanske kystlinie med ørkenvindene.
Vi skal tværtimod tilbage til de gode gamle MS-dage, hvor man sendte frivillige ud med en god, gedigen landbrugs- eller håndværkerbaggrund og berige de mange mennesker, der meget, meget gerne vil lære forskellen at kende mellem en raw-plug og en boremaskine. Vi ved det af erfaring fra vores egne, helt, helt private og små bistandsprojekter, og vi ved også, at det er det, vi danskere er ret gode til.
Så: ”håndværker til tiden”, og tiden kunne sagtens være nu!
