Millionstøtte fra Mærsk-fond til dansk fiskeriprojekt i Somaliland

Forfatter billede

Den A. P. Møllerske Støttefond har med en bevilling på tre mio. kr. sikret fortsat udvikling og udvidelse af en dansk indsats, der skal sætte skub i fiskeriet ud for det fattige Somaliland på Afrikas Horn. 

Støtten er givet til organisationen FairFishing Somaliland-Danmark, der bl.a. har etableret en fiskeristation i havnebyen Berbera, oplyser NGOen mandag.

Stationen har sikret bedre infrastruktur i fiskeriets værdikæde og giver fiskerne hurtige muligheder for nedisning af fiskefangsterne, samtidig med at hygiejnen er forbedret.

Der er tillige skabt muligheder for hygiejnisk filetering og indfrysning af fisken både med henblik på eksport og kommercielt salg i Somaliland, hvor forbruget af fisk er voksende.

Ideen bag

FairFishing blev skabt på grundlag af en idé af nu afdøde journalist Jakob Johannsen, der så udviklingen af fiskeriet som en effektiv indsats mod pirateri ud for den lange somaliske kyst.

Ideen er at skabe økonomisk udvikling og legale muligheder for beskæftigelse i det meget fattige land, som oprindelig var en del af Somalia.

Somaliland har traditionelt været et nomadeland, og der er ingen stærk tradition for fiskeri trods en meget lang kyststrækning og fremragende spisefisk.

Fiskeristationen i Berbera blev indviet i efteråret 2013 og har allerede tiltrukket nye investeringer i fiskeriet, samtidig med at de små fiskere har fået bedre økonomiske vilkår.

Støtten er givet til videreudvikling og konsolidering af indsatsen, herunder træning af fiskere og opgradering af udstyr.

FairFishing er skabt ved støtte fra privatpersoner og fonde, samt frivilligt arbejde og meget betydelig støtte i form af udstyr fra danske virksomheder.

NGOen får IKKE offentlig støtte. Fiskeristationens ramme er skabt af fem kølecontainere skænket af Mærsk-koncernen.

Aktiviteterne i Somaliland skal senere overdrages til en lokal organisation.

Vide mere?

Yderligere omtale af projektet i telegrammet

http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/05-05-14/fisk-i-stedet-pirateri

Se også disse to blogs fra Jørgen Harboe:

http://www.u-landsnyt.dk/blog/7/i-samme-b-d

http://www.u-landsnyt.dk/blog/7/en-generation-takker-af

Yderligere oplysninger hos:

Claus Bindslev, formand og medstifter tlf. 25 34 83 84

Mere om Somaliland på http://en.wikipedia.org/wiki/Somaliland