Hvorfor slår udvikling fejl?
Svaret hænger sammen med vores definition af udvikling og den måde vi investerer vores udviklingspenge på. For os er udvikling lig med fremskridt, modernisering, økonomisk vækst.
Vores investeringer er derfor ofte kortsigtede og snævre angående områder, der nemt kan måles, ikke indebærer komplicerede kulturelle/adfærdsrelaterede faktorer og giver hurtige økonomiske afkast.
Akronymet SMART (S-Specifik, M-Målelig, A/O-Opnåelig, R-Relevant, T-Tidsorienteret) beskriver denne tanke, som skal bestyrke os i vores fremskridtsoptimisme.
Derimod ignorerer vi langsigtede, bredspektrede analyser, f.eks konsekvenser ved kortsigtede investeringer for børn (fremtidens voksne!) og deres sundhed, lokale samfunds sammmenhold, familiers og kvinders velfærd, som moderniseringsdriften ofte blæser på.
Investeringer i små børn er gode investeringer
Men denne kortsigtede forståelse har alvorlige konsekvenser og resulterer i ”tilbageslag”.
Således diskuterer udviklingsøkonomen Kenneth Harttagen og dennes kollegaer økonomisk vækst og børns underernæring i Afrika syd for Sahara som spørgsmål, vi ikke bør ignorere.
Børns sundhed, understreger de, påvirker sundhed i voksenalderen og socioøkonomisk status. Investeringer i børns sundhed foretaget i kritiske perioder af børns udvikling (6-24 måneder) resulterer i større afkast.
Omvendt kan manglende investeringer få alvorlige langsigtede økonomiske konsekvenser både for barnet og familien såvel som på det makroøkonomiske niveau.
Men gang på gang går vi i ”fremskridtets fælde”, følgende idealet om fremskridt hvor forandringer kun går i en retning, og at denne retning indebærer stadige forbedringer.
En forførende række af (“letkøbte”, dvs. nemt målelige) succeser kan ende i en fælde, siger den canadiske historiker Ronald Wright.
Fremskridt har nemlig ofte ført mennesket i fælder, hvor snilde og klogskab er blevet til hensynsløs tilsidesættelse – vi er “katastrofalt kreative” og bliver ”ofre for vores [egne] opfindelser,” skriver Ovid i Amores.
Foruroligende stagnation
Fornylig sammenlignede jeg min forskning i det landlige nordlige Ghana af sundhedspleje i 1990’erne med situationen i dag.
Jeg konstaterede stagnation og tilbageskridt frem for fremskridt igennem de sidste 25 år.
Højst foruroligende.
Ligesom mange andre landlige områder i Afrika og den tredje verden er udvikling og globaliseringens frugter gået uden om disse udkantsområder til fordel for byerne og deres voksende middelklasse, som vi imidlertid omtaler i yderst rosende vendinger.
Hvorfor? Derfor.
Stagnation skyldes investeringer ud fra et snævert perspektiv og indenfor let-overskuelige områder. Man værger sig ved at acceptere professor Bourguignons analyser af markedsøkonomiens og globaliseringens ”uligheder”.
Ifølge tidligere cheføkonom i Verdensbanken professor Bourguignon indebærer globalisering nemlig både fremskridt men også “uligheder inden for enkelte lande”.
Disse uligheder rammer ikke kun landlige områder i den ikke-industrialiserede verden. Der er tale om en generel verdensomspændende
Denne skaber uligheder og udkantsområder overalt i den industrialiserede verden, bl.a. i det amerikanske Midtvesten, det nordlige Frankrig, Danmark uden for de store byer osv.
I sidste ende, pointerer han, vil det være op til regulerende (velfærds-) politikker at mindske globaliseringens uligheder.
Det vil derfor afhænge af lande i såvel den udviklede som den tredje verden at gennemføre bedre og mere retfærdige politikker, selvom den økonomiske kapitalistiske globalisering begrænser mulighederne for mange potentielle omfordelingstiltag.
Stort pres på familien
Globaliseringens uligheder og svaghederne i den offentlige sundhedspleje (f.eks. mangel på lægemidler og brugerbetaling) i det nordlige Ghana, nu som for 25 år siden, fører til øget brug af familien for at løse sundhedsproblemer.
Samtidig er denne (familien) under stor forandring og bliver nedbrudt – som følge af mænds arbejdsmigration og brugen af penge til at købe lægemidler i den uformelle sektor.
Migration og penge udfordrer de overleverede kollektive handlingsmønstre, familien og det lokale sammenhold – og dette går ud over alle, inklusive gravide kvinder og børns sundhed.
Penge og brugerbetaling bliver til centrale spørgsmål for mange fattige og sårbare mennesker. For at få adgang til offentlige sundhed og andre ydelser, der kræver penge på bordet, går mange lokalsamfund og familier i opløsning, når mandlige medlemmer migrerer bort til byerne og det sydlige Ghana i jagten på betalt arbejde. En situation man oplever overalt i Afrika, når mennesker migrerer til byerne.
Ifølge en UNICEF-rapport fra 2009 er familien i Ghana hårdt truet, og det bliver i stigende grad tydeligt at husholdningerne ofte udgøres af blot en forælder, med alenemødre som et meget udbredt fænomen. Dette resulterer i øgede arbejdsbyrder for mødre og børn.
Situationen forværres af, at familien som institution modtager ringe eller ingen opmærksomhed fra offentlige og private organer. Offentlige instanser og civilsamfundsorganisationer, der traditionelt beskæftiger sig med familiers velfærd, har haft begrænset effektivitet.
Det er i stigende grad tydeligt, at tidlig underenæring og relaterede underskud på plejeområdet resulter i hæmmet vækst, stunting, påvirker børns fysiske og kognitive vækst og hæmmer deres fulde realisering af deres menneskelige potentiale i voksenlivet.
At forstå determinanterne for børns sundhed (og hele samfundets vækst) er et afgørende aspekt af børns, familiers og lokalsamfunds velvære.
I tilfældet Afrika syd for Sahara er behovet for at reducere underernæring en af de største udfordringer for at forbedre børns sundhed.
Mødre står alene
Med stigende arbejdsmigration blandt mænd, oplever familier et tab af hjælpende hænder og gensidig hjælp til husbygning, reparationer og markarbejde samt opbakning og støtte, når gravide kvinder ammer deres spædbærn og sygdom rammer.
Med mænd borte oplever kvinderne derhjemme manglende støtte og en øget belastning, da de både skal klare markarbejdet, amme og passe deres børn.
Mødre, fastslår professor Christine Oppong, en autoritet på kønsområdet, mister essentiel støtte, og dette får alvorlige negative konsekvenser for spædbørn, småbørn og deres udvikling, med underernæring og udbredt hæmmet vækst til følge.
Svaghederne ved det offentlige sundhedssystem i Ghana er man, som sagt, ikke kommet til livs. Selvom man i 2003 indførte en national sygesikringsordning, der er udformet for at fjerne økonomiske forhindringer for adgang til sundhed, har den i realiteten mange fejl og fortsætter den praksis med brugerbetaling, som jeg så i 1990’erne. Brugerbetaling er den barke realitet. Modsat forventningerne, her 25 år senere!
Ghana er siden 1990erne blevet opgraderet til et mellemindkomstland. Dette stemmer dog ikke overens med realiteterne hos fattige familier i Ghana, der må leve med $2-4 om dagen (per husstand), og risikerer at glide tilbage i fattigdom.
Denne inddeling er også misvisende, når man betragter det store antal væksthæmmede børn under fem år (over 25 procent) og befolkningens forværrede sundhedstilstand ifølge Ghanas Demografiske og Sundheds-survey.
Familien nævnes ikke i udviklingsdebatten
Desværre er der i udviklingsdebatten ingen omtale af den rolle, som familier spiller for at sikre børns og sårbare gruppers velfærd, siger Professor Oppong.
Det eneste vi hører, er betydningen af kvinders empowerment. Men hvis denne kønspolitik kun betyder øget pres på mødre og bedstemødre for at arbejde hårdere og længere uden for hjemmet for at skaffe mad eller indkomst, vil dette, spørger hun, automatisk resultere i en forbedring af børns og småbørns ernæring?
Faktisk kan det meget vel være modsat små børns virkelige behov, hvis hurtige, tidlige vækst sker i en så kort kritisk periode; i de tidlige måneder (6-24), ved man, er de i størst risiko for sult og underernæring.
Som den amerikanske feminist og økonom professor Nancy Folbre ligeledes påpeger, bør offentlige politikker yde større støtte til omsorg for familier.
Når man måler ligestilling mellem kønnene og kvinders empowerment, bør al form for pleje tages med i betragtning.
For at forstå situationen bedre har vi brug for “en bredere kønsrollemodel”, der inkluderer faktorer såsom ressource- og tidsanvendelse, placeringen af rollekonflikter og belastningen, de mange roller mødre har, udgør og som påvirker deres omsorgskapacitet. Det er her, i familiens, børns og kvindens sundhed og velfærd vi skal investere vores udviklingshjælp.
Hvis man stadig nærer tvivl, så er det nordlige Ghana et fremragende og foruroligende eksempel på de negative effekter, globalisering kan have. Det har stor relevans ikke kun for studiet af Afrika, sundhedspleje, omsorg, familien og køn.
Det afrikanske eksempel tager nemlig afsæt i en proces, som er verdensomspændende. Globaliseringens uligheder, privatiseringer og en svækkelse af offentlige strukturer, bl.a. brugerbetaling inden for sundhedssektoren, nedgangen i omsorg og sårbare gruppers situation (børn, de ældre, de syge, de handikappede), samt en nedbrydelse af den kollektive samfundsånd, familien og kvinders velfærd, får os automatisk til også at overveje disse ”store spørgsmål ”og tingenes tilstand i vores egne vestlige samfund.
Bernhard Bierlich er PhD i global sundhed og antropologi fra Cambridge University. Han har arbejdet, undervist og skrevet om Vestafrika og Caribien igennem 25 år: En analyse af sundhedspleje igennem 25 år, omsorg, familien og kvinder er under offentliggørelse i samarbejde med ghanesiske og europæiske kollegaer.
