Næste omgang med aids

Gennem 1990’erne var billeder som dette fra Sydafrika i 1999 med til at sætte dagsordenen, når der blev talt om Aids og HIV. Siden da har vi udviklet medicin til at holde sygdommen nede, men nu ser udviklingen ud til at gå den forkerte vej igen.


Foto: Per-Anders Pettersson/ Liaison Agency
Laurits Holdt

8. august 2022

Nogle nyheder er så ulideligt forudsigelige, at de hænger én langt ud af halsen længe inden man gider bringe dem videre. Den seneste beretning fra UNAIDS, FN’s organisation for aids-bekæmpelse, er en af dem. Sidst i juli kunne UNAIDS offentliggøre, at arbejdet for at udrydde aids inden 2030 vakler. Selv om succesen faktisk er indenfor synsvidde, er aids igen på fremmarch i Østeuropa, Centralasien, Latinamerika, Mellemøsten og Nordafrika.

En del af årsagerne til denne negative udvikling er lette at forstå: I de sidste par år er Verdens opmærksomhed samlet om Covid-19, der blev mindre overskud til at tage sig af aids i fattige lande. Vi fik styr på Corona, sådan da, men så kom krigen i Ukraine: Alt handler om hjælp til Ukraine! Hvem bekymrer sig om smitte fra en gammelkendt kønssygdom, vi næsten har fået has på, når vi risikerer verdenskrig?

Oven i det fulgte en galopperende inflation, der truer med at udløse stagflation eller ligefrem recession. Og som om det ikke skulle være nok, er vi nu alle sammen at i fare for at få abekopper!

Bøsserne står igen først for tur, og så er vi tilbage hvor vi var, da aids-pandemien dukkede op i begyndelsen af 1980’erne. Den gang den blev kaldt bøssepest.

Vi orker det ikke mere! Den gentagne og forudsigelige virkelighed hænger os ud af halsen. Den er til at brække sig over!

Vi har medicin

Det behøvede ikke være sådan!

Midt i 1990’erne fik vi en medicin, der reducerer aids fra at være dødelig til at være livstruende. Hvor vi i 1980’erne så ind i et skrækscenarie, hvor alle risikerede at dø af aids, fik vi et årti senere et vidundermiddel, der kan redde os fra at dø af sygdommen, og fra at smitte andre, hvis smitten bliver opdaget i tide og hvis vi får den rette medicin.

Vi har midlerne til at undgå en verdensomspændende dødelig pandemi! Dødsdommen er reduceret til et spørgsmål om vilje og penge.

Ikke alle får hjælp

I dag har tre ud af fire mennesker, der er smittet med HIV-virus, adgang til den medicin, der forhindrer HIV i at udvikle sig til aids, skriver UNAIDS. En imponerende stor andel!

Det er bare ikke alle, der får medicinen. De dør og smitter andre, selv om kuren er indenfor rækkevidde. Det er de svage, vi næsten altid ofrer først, når samfundet vælger at bruge sine begrænsede menneskelige og økonomiske midler på noget andet end dem. De første vi ofrer, er marginalgrupper som bøsser og lesbiske. I anden omgang rammer indskrænkninger mere generelt de fattige og de fattige lande.

UNAIDS skriver, at lav- og mellemindkomst-landenes egne indsatser mod aids generelt er skåret ned i de sidste to år med Corona. Udviklingsbistand til aids-bekæmpelse fra de rige lande udenfor USA er faldet med 57 procent, siger organisationen.

Hvis udviklingen fortsætter i samme spor spår UNAIDS, at antallet af nye smittede, der kan udvikle aids og smitte andre, vil være 1,2 millioner i 2025 i stedet for de 370.000, som er årets mål ifølge FN. Smitte breder sig i verdenssamfundet i stedet for at være næsten forsvundet. Og hver af de 1,2 millioner nye smittede kan smitte andre, inden de selv dør af aids.

Frøet er sået

Med andre ord: Vi kunne skrive aids-epidemiens gravskrift. Vi ved, hvordan vi kan udrydde sygdommen og var godt i gang.

I stedet for baner vi vej for mere smitte ved at forsømme bekæmpelsen i de mest sårbare lande og i de svageste befolkningsgrupper. Frøet er sået for en ny epidemi, der kan vokse til en ny pandemi, der kunne kvæles i fødslen ved rettidig omhu, men ikke bliver det.

Det er til at brække sig over. Det er bare SÅ forudsigeligt!