Nødhjælpen: Menneskerettighederne svigtes i nyt udspil til EU’s budget

Forfatter billede

I en tid hvor menneskerettigheder og demokrati er under pres i store dele af verden, vækker det bekymring hos Folkekirkens Nødhjælp, at EU-Kommissionen i stedet for at bevare menneskerettighedsprogrammet vil samle pengene i en stor pulje, som skal rumme hele fjorten meget forskellige politikområder.

”Det giver ingen mening, at beskyttelsen af menneskerettighederne degraderes fra en selvstændig prioritet til at blive en lille del af et stort, bredtfavnende instrument. Det gør det sårbart for politiske kompromiser, og det er den forkerte vej at gå i en tid, hvor selv lande indenfor EU sætter spørgsmålstegn ved, om EU skal kæmpe for demokrati og menneskerettigheder”, siger generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Birgitte Qvist-Sørensen, i en pressemeddelelse fra organisationen.

Nedprioritering

Det nuværende menneskerettighedsprogram ”European Instrument for Democracy and Human Rights” (EIDHR) er af blandt andre den europæiske udenrigschef, Federica Mogherini blevet omtalt som et flagskib, ligesom Kommissionen i dens evaluering af instrumentet fremhæver, at det er usædvanligt effektivt, at man nu samler demokrati og menneskerettigheder i en fælles pulje med bl.a. makrofinansiel assistance og nuklear sikkerhed.

Det kan derfor ikke læses som andet end en nedprioritering af området, mener Folkekirkens Nødhjælp.

”Tilbage står, at menneskerettigheder i praksis kommer i konkurrence med alle mulige andre områder. Det sender et meget bekymrende signal i et EU og i en verden, hvor modstandere af menneskerettigheder har mere og mere vind i sejlene,” lyder det fra Birgitte Qvist-Sørensen.