En dyb sprække løber ned gennem træet i den mørkfarvede udskårne menneskefod højt på den hvide piedestal. Skulpturen symboliserer den eksistentielle smerte, som er forbundet med at tilhøre de indiske kaster, der igennem århundreder er blevet betragtet som urene, uværdige og rituelt besmittende af folk fra højerestående kaster. I dag er denne store gruppe af mennesker under ét kendt som dalitter – de knuste mennesker.
Skulpturen Broken Foot af kunstneren Prabhakar Kamble kan for øjeblikket ses på Berlin Biennalen sammen med en række andre værker, der skildrer den fortsatte undertrykkelse og stigmatisering af dalitter i nutidens Indien.
Selvom dekolonisering, global kapitalisme og kulturel mangfoldighed er de gennemgående temaer på de prestigefyldte tyske samtidskunstudstillinger i Kassel og Berlin i år, er det for hovedparten af de inviterede indiske kunstnere ikke forholdet mellem nord og syd eller sort og hvid, der danner motiv for deres værker. Det gør derimod det indiske kastesystem.
Gennem performance, installationer, fotografier og skulpturer portrætterer kunstnerne dalitternes kultur, levevilkår og politiske kamp som marginaliserede på bunden af det indiske kastehierarki. Værkerne repræsenterer en ny tendens i den indiske kunstverden, hvor kunstnere med dalit- eller lavkastebaggrund aktivt bruger deres egen identitet og sociale baggrund som motiv og kunstnerisk brændstof.
Indtil for bare ti år siden var disse grupper stort set usynlige i indisk samtidskunst, men i takt med kunstverdenens globalisering og fokus på forskellighed høster kunstnere med dalit-baggrund i stigende grad anerkendelse, særligt på den internationale scene.
Gennembruddet i Indien starter i udlandet
”Det er svært at finde steder, der vil udstille vores kunst i Indien,” fortæller Prabhakar Kamble, der selv er dalit. ”Derfor er det så vigtigt, at vores værker bliver vist i udlandet som her i Berlin. Kun hvis vi bliver anerkendt her, har vi en chance i Indien.”
At udstille i Europa er dog ikke uden udfordringer. Prabhakar Kamble gik selv glip af åbningen af biennalen, fordi hans visumansøgning i første omgang blev afvist. Det er nærmere reglen end undtagelsen, når fattige kunstnere fra Indien søger visum til at deltage i udstillinger og kunstbegivenheder i Europa for første gang.
Men kuratorer og kritikere er begejstrede. Anmelderen for det prestigefyldte britiske kunstmagasin Frieze fremhæver Kambles værker som nogle af de få seværdige på Berlin Biennalen.
For Prabhakar Kamble er den politiske dimension af hans værker afgørende: ”Jeg skaber ikke kunst for kunstens egen skyld,” erklærer han.
Tværtimod definerer han sin kunstneriske praksis som et led i den politiske kamp for grundlæggende kulturforandringer i Indien. Siden 2019 har han arbejdet aktivt for at etablere en politisk kunstbevægelse, der støtter dalitternes kamp mod undertrykkelse og synliggør de laveste kasters visuelle kultur og traditioner.
I marts kuraterede han en udstilling med bidrag fra 60 kunstnere under overskriften Revolution and Counter-Revolution. Titlen er lånt fra et skrift af den kendte 1900-tals politiker B.R. Ambedkar, som har status af chefideolog for nutidens politiske dalit-bevægelse.
Udstillingen fandt sted på et kunstgalleri i Mumbai, hvor alle kan leje sig ind. Alligevel var det lykkedes for Kamble at få Mumbais mest hæderkronede kunsthandler til at være protektor for udstillingen, hvilket i sig selv vidner om et begyndende skift i den indiske kunstverdens attitude til kunst af og om dalitter.
Dalitterne går hver dag på helvedes tag
Birender Yadav udstiller på Berlin Biennalen en serie sort-hvide fotografier af teglværksarbejderes forbrændte fødder. På gulvet foran fotografierne ligger der en bunke af primitive træsandaler, som arbejderne bruger til at beskytte sig mod den ekstreme varme fra teglovnen.
(Foto: Caroline Lillelund)
Walking on the roof of hell hedder værket og viser bagsiden af det indiske byggeboom, der ledsager landets høje økonomiske vækst. Verden udenfor bør kende til disse ansigtsløse menneskers liv og eksistens, mener Yadav. Det er dem, der betaler prisen for væksten.
Selv er han ikke dalit, men søn af en fattig kulminearbejder og den første i sin familie, der er flyttet fra landsbyen og har fået en uddannelse. Hans værker har været vist på en række udstillinger og biennaler i Indien, Asien og Europa de seneste år, men han venter stadig på et egentlig gennembrud. Og på at finde et galleri, der vil repræsentere ham.
For det er sin sag for kommercielle kunsthandlere at binde an med kunst, der udfordrer den indiske højkaste elites verdensbillede og værdier. Bare at italesætte det skarpt optrukne kaste-hierarki, der holder millioner af indere i fattigdom, mens andre lever i sus og dus, er stærkt tabuiseret. Særligt i den progressive og internationalt orienterede kunstverden, hvor mange opfatter kaste som et for længst overstået fænomen.
Kunst om dalitter er ikke altid politisk aktivisme
På Documenta i Kassel skildrer Amol Patils udstilling den særlige powada-tradition, en slags politiske protestsange, i delstaten Maharashtra. Udstillingen kombinerer video og kinetiske installationer med små malerier og bronzeskulpturer, der er ophængt på væggene i den dunkle fabrikskælder, som Patil har valgt som sit udstillingsrum. En stor gammeldags kassetteradio sender powada-protestsange ud i lokalet.
Teksterne kan publikum læse på ophængte laminerede ark. Nogle er gamle, andre har Patil fået skrevet til lejligheden af en gruppe unge, der om dagen arbejder som gadefejere og om aftenen spiller teater. Temaet er det samme i alle sangene: dalitter og arbejdere skal stå sammen og rejse sig mod overmagten.
Modsat Prabhakar Kamble betragter Amol Patil ikke sin kunstneriske praksis som aktivisme.
(Foto: Caroline Lillelund)
”Jeg ved godt, at jeg ikke kan forandre samfundet med mine værker, men jeg ønsker, at folk – også i Indien – skal kende til powada-traditionen som en unik kultur- og protestform,” forklarer han.
Patil kommer fra en familie af performere og er optaget af dalitternes traditioner for sang og teater som kontrast til deres slidsomme liv. For nylig er han kommet i stald hos et af de førende gallerier i Mumbai, og han håber, at udstillingen på Documenta vil kaste flere muligheder af sig, både i Indien og udlandet.
Ligesom Birender Yadav deltog Amol Patil i marts i Prabhakar Kambles antikaste-udstilling i Mumbai, men han ønsker ikke at blive rubriceret som dalit-kunstner. Han er andet og mere end sin overleverede kasteidentitet og ønsker ikke at dyrke en særlig lidelsesfortælling.
”Der er ingen, der skal have ondt af mig,” understreger han.
Berlin Biennalen og Documenta kan ses frem til henholdsvis 18. og 25. september 2022.
