Ny afrikansk hjemmeside om klima og kvinder

Forfatter billede

Det pan-afrikanske netværk FEMNET har i samarbejde med Kvindernes U-landsudvalg (KULU) og dets samarbejdspartner i Mali, FEMNET–Mali, lanceret en ny hjemmeside ”Women, Gender and Climate Justice”, oplyser KULU i sit nyhedsbrev.

FEMNET, der er et afrikansk netværk for kvinders udvikling og kommunikation, vil gennem hjemmesiden orientere FEMNETs medlemmer og andre interesserede om, hvad der sker i Afrika og globalt i forhold til problemstillinger om kvinder, køn og klimaforandringer og miljø.

Adgang til information er meget vigtig for at fremme kvinders viden om og indsats over for de klimaforandringer og miljøproblemer særligt u-landene står overfor.

Hjemmesiden giver desuden værktøjer til opbygning af kapacitet til at opnå større klimaretfærdighed ud fra et kønsperspektiv.

Kvinders rettigheder

Klimaforandringer og miljøproblemer rammer ikke bare økonomier, men også i høj grad mennesker, og verdens fattigste lande rammes hårdest af klimaforandringer og miljøproblemerne. I disse lande er man helt afhængig af naturen, og ændringer i vejrforhold kan betyde en fejlslagen høst, som har katastrofale følger for de ramte familier.

I u-landene er der et stort skel mellem mænd og kvinder. Dette skel skyldes arbejdsdelingen mellem kønnene, der betyder, at kvinderne har et stort ansvar for familien og husholdningen, men også i høj grad for familiens landbrugsproduktion. Faktisk står kvinder for næsten 80 procent af landbrugssektoren i Afrika. Samtidig er der flere fattige kvinder end der er fattige mænd, oplyser KULU videre i nyhedsbrevet.

Kvinder og piger står ofte med ansvaret for at sikre familien vand, mad og brændstof til madlavning og opvarmning. Det er dem, der står overfor de største udfordringer. Samtidig er der en ulige fordeling af rettigheder, ressourcer og magt, samt undertrykkende kulturelle regler og normer, der forhindrer mange kvinder i at skride til handling over for klimaændringer.

Mange undersøgelser dokumenterer, at når en kvinde kan bestemme over sig selv, så har hun kapacitet og evne til at styre sit eget liv og træffe valg, opnå færdigheder og viden, opbygge selvtillid, løse personlige og samfundsmæssige problemer, og være i stand til at forsvare og kræve sine rettigheder for at realisere sit fulde potentiale på forskellige stadier af sit liv – også når det handler om at overkomme nogle af de udfordringer klimaforandringer og miljøproblemerne fører med sig.

Derfor blev hjemmesiden etableret som et samarbejde mellem FEMNET, FEMNET-Mali og Kvindernes U-landsudvalg med støtte fra 92-Gruppens Southern Voices Capacity Building-projekt, der er støttet af Danida.

Den ny Hjemmeside kan findes på www.femnet.or.ke/climate.asp