One dog down

Lars Zbinden Hansen

29. maj 2011

Lars Zbinden Hansen

Lars Zbinden Hansen, f. 1958 i Odense, korrespondent, journalist og forfatter – senest til bogen På kanten af asfalten – – Fra Kampala til Niamey og retur fra 2021.

Længerevarende ophold i København, Århus, Stockholm, Israel/OPT, Syrien, USSR, Uganda, Sydafrika, Marokko, Kenya, Togo, Rwanda, Jordan, Mali, Niger og nu bosiddende i Antananarivo, Madagaskar.

Lars har siden 1992 nået at snuse til 29 afrikanske lande, nord-syd-øst-vest, og prøver stadig at forstå noget af kontinentet.

Har en Professional Master i Afrika-studier.

Gift, to voksne børn.

Lars Zbinden Hansens tidligere blogindlæg.

Også her i Togo, hvor langt, langt de fleste, vi møder, er rædselsslagne – ja, hundeangste – for vores firbenede. Og hvad gør vi? Vi køber særlige dåser med mad til kræene, som koster så meget, at pengene kunne holde en afrikansk landsby med mad i månedsvis.

Maden bliver nænsomt serveret i særlige skåle med navne på, og bagefter lader vi hundene sove i vore soveværelser. Om dagen går vi tur med dem – til skræk og rædsel for alle på vores vej. Det ville vel svare til, at en afrikaner gik tur ned ad Strøget med en løve – uden snor.

Og når vores elskede hund så dør, som vores 11-årige boxer, Layla, gjorde i onsdags, græder vi snot i staver og begraver hende under iagttagelse af stor alvor og højtidelighed.

Togoleserne, der overværede den begivenhed onsdag aften, må stadig kratte sig eftertænksomt i det sorte hår og tænke noget i retning af ”mærkværdigt”. Der var timer af gråd og tænders gnidsel, men også glimt af interkulturel forståelse.

Det skyldes muligvis, at vi – danskere – luftede tanken om, at Laylas meget pludseligt opståede sygdom kunne være kulminationen af flere ugers voodoo-angreb, som har givet husholdningen de mest uforklarlige tekniske problemer.

Dyrlæge Koffi, der blev hidkaldt ved 17.30-tiden, da Layla var svulmet voldsomt op omkring maven, kunne bestemt ikke udelukke voodoo-teorien, men uanset hvad var han ret sikker på, at Layla ”va partir”.

Det gjorde ham ondt, sagde Koffi, som jo kender Layla – og i øvrigt også vores hund nummer to, der er en lokal togolesisk han-hund, som Koffi kastrerede for et år siden. Det foregik på vores bordtennisbord, og det vigtigste værktøj var en kniv fra køkkenet.

Der var kun een mulighed for at redde Layla, sagde dyrlægen: skaf noget opløsende medicin fra det nærmeste apotek og hold samtidig Layla i live med hjertemassage.

Vagtmanden af sted efter medicin, mens vi masserede i over en time. Layla gik i koma. Medicinen virkede tydeligvis ikke, ej heller massagen. Laylas sjæl forduftede op i hundehimlen.

Vi blev enige om, at Koffi skulle obducere Layla for at finde dødsårsagen, og et havebord blev dækket med håndklæder. Køkkenets bedste knive blev fundet frem. Jeg selv skulle ikke have noget af at se min bedste ven blive skåret op, men viven og drengene overværede obduktionen. Som viven sagde, er det sådan noget, du aldrig kunne opleve i Danmark. Alle indvoldene kom ud, og det viste sig, at mavesækken på besynderlig vis var sprunget men ikke på grund af noget skarpt, et ben, f.eks.

”Uforklarligt”, sagde dyrlægen. Vores drenge gravede et hul på et særligt ophøjet sted i baghaven, hvor Layla nu ligger omgivet af et ukendt antal døde katte, kaniner og det løse.

Begravelsen trak ud, og klokken var næsten midnat, inden dyrlæge Koffi kørte hjem medbringende faktura-betalingen à ca. 700 kroner for næsten seks timers arbejde og en oplevelse rigere med en mærkelig dansk familie og en hund, der døde, som hunde nu gør, når de bliver gamle nok – voodoo eller ej.