Overlevende efter skibsforlis sættes i Libyens berygtede fængsler

iom_0
Luftangrebet tidligere på måneden forårsagede store ødelæggelser i detentionscentret Tajoura uden for Tripoli, hvor omkring 600 mennesker var stuvet tæt sammen.
Foto: IOM/ Moad Laswed
Forfatter billede

Efter det blodige angreb mod et detentionscenter i Libyen, der tidligere på måneden kostede over et halvt hundrede indsatte migranter, blev de resterende indsatte flyttet til andre centre.

Men nu er Tajoura-fængslet så småt ved at blive fyldt op igen.

En talsmand for FN’s flygtningeagentur, UNHCR, bekræfter ifølge nyhedssitet The New Humanitarian, at mindst 84 mennesker, der er reddet op af Middelhavet efter et forlis, er blevet indsat i Tajoura-centret, der ligger lidt ude for hovedstaden, Tripoli.

Det sker på trods af, at der stadig er voldsomme kampe i området.

Tidligere på ugen rapporterede det amerikanske nyhedsbureau AP, at der befinder sig omkring 200 migranter i centret. Dele af det blev ødelagt i luftangrebet tidligere på måneden, hvor 53 mennesker blev dræbt og mange andre såret. Der kan være tale om en krigsforbrydelse, lød det fra FN umiddelbart efter angrebet.

FN og andre internationale organisationer har på det kraftigste opfordret myndighederne i Libyen til at sørge for, at migranterne evakueres fra centret og bringes i sikkerhed uden for skudlinjen.

Torsdag oplevede det nordafrikanske land endnu en tragedie, da yderligere to både forliste på Middelhavet ud for Libyens kyst. Over 130 skal være reddet, men omkring 150 mennesker frygtes omkommet ved forliset.

FN’s højkommissær for flygtninge, Filippo Grandi, har betegnet det som ”årets værste tragedie på Middelhavet”.

Læs hele artiklen hos The New Humanitarian