Projekt “Børneradio” skal oplyse og bevidstgøre i Burundi

Forfatter billede

Som så mange andre afrikanske lande står Burundi over for udfordringen med en stor og stadig voksende andel HIV/AIDS smittede blandt landets befolkning. Mangel på korrekt viden om sygdommen og smittefaren fører ofte til en stigmatisering af de, som er blevet testet HIV positive. I værste fald oplever de sygdomsramte, at de bliver ekskluderet fra samfundet.

Børn har også sex!
Disse problemer er også en del af dagligdagen for børn og unge i Burundi, der ofte er seksuelt aktive i en tidlig alder. Særligt pigerne i folkeskolens større klasser synes at være meget udsatte for seksuelt misbrug eller endda voldtægtsforsøg fra ældre mænd i lokalsamfundet. Statistiske undersøgelser afslører, at 17 % af alle børn i Burundi har haft sex imod deres vilje, at 20 % af de adspurgte skoleelever er af den opfattelse, at børn ikke har ret til at sige nej til sex, samt at 10 % af skoleeleverne har oplevet, at ansatte på deres skole har presset dem til at indgå i et seksuelt forhold.

Radio for børn
I et forsøg på at overvinde nogle af disse problemer har ADRA startet projekt ”Breaking the Silence”. Projektet indebærer produktion og broadcasting af et radioprogram for børn, der informerer om HIV/AIDS og samtidig giver børnene mulighed for at komme til orde. Såkaldte ”Lytter klubber” er i den forbindelse blevet etableret på udvalgte skoler. Disse grupper består typisk af 30 elever og en lærer, som mødes én gang om ugen for at lytte til radioprogrammet og for at diskutere emner relateret til sex og HIV.

Seks måneder efter projektets opstart tog en ADRA Danmark repræsentant til Burundi for at se, hvordan det gik med projektet. Selvom det stadig er for tidligt at foretage nogen form for konklusioner, tegner der sig et overordnet billede af et succesfuldt projektforløb. Radioprogrammet om sex og HIV/AIDS viser sig at være af stor relevans for børnene, dels fordi de har tillid til radioen som formidlings- og oplysningskanal, og dels fordi børnene ofte henviser til radioprogrammet for at dokumentere gyldigheden af deres nyerhvervede viden. Samtidig er medlemmerne i ”Lytter klubberne” meget positivt indstillet overfor projektet og ivrige efter at dele deres viden med jævnaldrene og det øvrige lokalsamfund.

Fremtidige udfordringer
En af de store udfordringer i landet, som er med til at hindre projektets udbredelse, er fattigdom. En stor andel af befolkningen er afskåret fra at lytte til radioprogrammet, enten fordi de ikke ejer en radio, eller fordi de ikke har råd til de nødvendige batterier. Et andet problem er generationsforskellen mellem de involverede børn og voksne. Børnenes alder kan hindre dem i deres indsats med at sprede budskabet om HIV/AIDS. Én ting er at skulle henvende sig til en voksen, når man blot er et barn, en anden side af sagen er at skulle henvende sig til en forælder eller tante med temaer som sex og HIV/AIDS. Dog virker det til, at børnene er gode til at finde metoder, der mindsker aldersforskellen og problematikken forbundet hermed.

Konkluderende synes den valgte strategi for projektet at være både relevant og resultatskabende. Tiden vil vise, om radioprogrammet såvel som de etablerede ”Lytter klubber” på længere sigt vil have held med at nå bredt ud med budskaberne vedrørende HIV/AIDS og dermed være med til at minimere stigmatiseringen af de HIV/AIDS smittede i Burundi.

Støt projektet
Du har mulighed for at støtte op om projektet. Ved at købe en radio er du med til at sikre, at endnu flere børn i Burundi lærer om HIV og AIDS.

se hvordan på: http://www.adra.dk/Default.aspx?ID=4329&ProductID=PROD64&VariantID=