Rapport: Burmas hær fortsætter brugen af børnesoldater

Forfatter billede

Burmas regering og militær skal gøre op med rekrutteringen og brugen af børnesoldater, skriver Child Soldiers International i ny rapport. Hæren bruger bevidst vildledning for at lokke nye rekrutter, herunder børn, til de væbnede styrker og grupper.

Den udbredte rekruttering og brug af børn i Burmas hær og væbnede grupper er blevet dokumenteret af FN og menneskerettighedsorganisationer i over et årti.

Væbnet konflikt mellem staten og mange bevæbnede etniske grupper har betydet, at der i stor stil forekommer rekruttering af børn og andre alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, skriver Child Soldiers International i rapporten ”Under The Radar”.

En militarisering af samfundet har betydet, at børn er blevet trukket ind i de væbnede konflikter i Burma (også kaldet Myanmar).

Både hæren og de væbnede grupper ønsker at fastholde og øge antallet af soldater, og det har været en vigtig drivkraft i den løbende rekruttering af mindreårige, skriver organisationen.

Bevidst vildledning af børn

Selv om der er taget skridt i den rigtige retning, siden regeringen i juni 2012 underskrev en handlingsplan med FN, viser rapporten, at børn under 18 år fortsat tvinges ind i i Tatmadaw Kyi, som er navnet på Burmas hær.

Den 28 sider lange rapport konstaterer, at militære officerer og civile ”mæglere” fortsætter med at bruge bevidst vildledning for at lokke nye rekrutter, herunder børn, til de væbnede styrker og grupper.

De socioøkonomiske forhold i landet spiller også ind. Fattige og uuddannede drenge bliver ofte mere eller mindre tvunget ind i hæren og de væbnede grupper.

Fortsat internationalt pres på regeringen kan spille en afgørende rolle for at få regeringen og militæret til at gøre op med rekrutteringen og brugen af børnesoldater, skriver organisationen.

Find rapporten hos Child Soldiers International