Selvtillid til analfabetiske kvinder

Forfatter billede

WHY POVERTY: U-landsnyt.dk var med til Danmarkspremieren på ”Kvinder med power” i DR’s Koncerthus sidste lørdag. U-landsnyt.dks anmelder blev meget bevæget af denne stærke dokumentar, som har kvinder, solenergi og analfabetisme i fokus.

Af Malene Lykkebo, U-landsnyt.dk

En indisk stålsat mand er på en mission i Libanon. Hans mål er at overtale et par libanesiske kvinder til at forlade familien og landet i 6 måneder. Mon han lykkes i sin mission?

Sådan indledes den stærke dokumentar ”Kvinder med Power” instrueret af Jehane Noujaim og Mona Eldaief.

Dokumentaren følger den libanesiske kvinde Rafia, mor til fire og hustru nummer to til en mand, der portrætteres som doven og lidt af en forhindring, på hendes eventyr i Indien på The Barefoot College.

Her skal hun sammen med 26 andre analfabetiske og uuddannede kvinder fra hele verden uddannes til ingeniør med speciale i solenergi

Produktionen er en del af Why Poverty?-kampagnen iværksat af DR og BBC, som har fokus på fattigdom og ulighed.

Handlingen udspiller sig omkring Rafia, der med nød og næppe får overtalt sin mand til at lade hende rejse til Indien.

Med hende rejser en anden libanesisk kvinde fra samme beduinlandsby og en mandlig slægtning, der følger dem hele vejen til The Barefoot College – for kvinderne må ikke rejse alene ifølge de traditionelle skikke.

I Indien, nærmere bestemt Rajasthan i den nordvestlige del af landet, møder de to kvinder en række andre kvinder fra bl.a. Colombia og Kenya.

Kvinderne kan hverken snakke engelsk eller læse og skrive, men det er netop derfor de er blevet udvalgt; udvalgt til at blive solingeniører og til at lære fra sig hjemme i deres egne landsbyer.

Hvorfor kvinder? Fordi de ikke forlader landsbyen, som uddannede mænd har tendens til. De bliver hjemme og deler deres viden. Det gavner lokalsamfundet, og det er netop derfor, at disse kvinder i 6 måneder ved hjælp af tegnsprog, tegninger og nærhed lærer af lave solceller fra bunden.

Livsglæde og humor

Dokumentaren er alvorlig, men instruktørerne har spredt livsglæde og humor jævnt igennem filmen.

Som da Rafia og hendes veninde i bilen ud til Rajasthan må grine, da deres indiske guide gestikulerer, at de nu kun skal tænke på at sove og få noget at spise – hvortil Rafia storgrinende må konstatere, at manden må have feber, og at han åbenbart har brug for et stykke brød…

Både kvinderne og publikum, der denne lørdag er samlet i DR’s Koncerthus studie 2, ler højlydt og hjerteligt.

Men glæden svinder ind, da Rafias mand på falsk foranledning lokker hende hjem til Libanon igen. Han har ikke gidet tage sig af sine døtre og kan i det hele taget ikke lave andet end at ligge på en madras og ryge cigaretter. Noget, som selv Rafia brokker sig højlydt over.

Men der er sket en ændring, siden sidste gang hun så sin familie. Hun har fået en smagsprøve på et andet liv; der er blevet tændt et lys for en bedre fremtid i hendes sind.

Hun har fået smag for det fællesskab, som hun oplevede i Indien, og døren er blevet åbnet på klem for en verden af i morgen. Og Rafia har tænkt sig at gribe den verden.

Rendyrket dannelsesrejse

Dokumentaren er en enestående beskrivelse af en dannelsesrejse, hvor fattigdom, kvinderettigheder, fællesskab og solenergi går hånd i hånd.

Det er vidunderligt at se den gnist, der tændes i Rafia og hendes medsøstre, men samtidig også hårdt at se, hvor op ad bakke det kan gå, når man kommer fra en traditionel beduinlandsby.

U-landsnyt.dks anmelder blev meget rørt af dokumentaren, som både slår et slag for kvinder generelt samt fokuserer på analfabetisme og de muligheder, der gemmer sig inde i kvinderne fra de traditionelle samfund.

Publikum tog godt imod ”Kvinder med power”, og som en mandlig gæst bemærkede lettere misundelig, er det ret fantastisk at opleve det specielle ”søsterskab”, som kvinder på kryds og tværs af skel og lande har.