Slut med sprøjtning med kemikalier mod kokain over Colombias jungle

killingrainforest
Thomas Jazrawi

I mere end to årtier har Colombia sprøjtet Roundup ned over landets mere afsides egne for at komme den omfattende dyrkning af coka-planter til livs. 

Det skal nu være slut, mener regeringen i det sydamerikanske land. Det fremgår af et telegram fra Ritzau. 

Roundup består nemlig primært af pesticiden glysofat, der kan være sundhedsskadelig. 

“Anbefalingerne og studierne fra sundhedsministeriet viser tydeligt, at der er en risiko for, at midlet er kræftfremkaldende”, siger den colombianske præsident Juan Manuel Santos ifølge telegrammet. 

Colombianske bønder har ifølge The Guardian længe klaget over, at midlet også skader helt lovlige afgrøder. Desuden har de anført, at midlet fører til flere forskellige sygdomme fra hudirritation til diaré og spontan abort. 

Krigen mod narko

Colombia har længe været berygtet for produktion af kokain og narkosmugling. En stor del af det ender længere nordpå i USA. 

USA har defor været en stor bidragsydere til programmet om at bekæmpe dyrkning af coca. Amerikanerne har ifølge The Guardian støttet med over 2 milliarder dollars til luftkampagnen. 

Derfor er USA heller ikke tilhængere af, at kampagnen stoppes. 

“Colombia er en suveræn nation og må gøre, hvad de finder bedst for landet, men de burde kigge på videnskaben”, siger William Brownfield fra den amerikanske myndighed, der er ansvarlig for bekæmpelse af narko. 

“Der er ikke et eneste eksempel på, at en person i Colombia har taget skade af glyfosat i de sidste 20 til 21 år”, fortsætter han. 

Undersøgelser peger på sundhedsfare

Den colombianske regerings beslutning kommer imidlertid efter, at undersøgelser peger på, at Roundup kan være sundhedskadeligt. 

I marts konkluderede Verdenssunhedsorganisationen (WHO), at midlet muligvis kan være kræftfremkaldende. 

“Det ville være uacceptabelt, selv fra et etisk synspunkt, at have disse konklusioner og ikke acceptere dem”, siger den colombianske sundhedsminister Alejandro Gaviria.