Supermarkedskunder giver 1,5 mio. til syriske flygtninge

Laurits Holdt

I løbet af efteråret har kunderne i Dansk Supermarkeds butikker puttet 1,5 million kroner i indsamlingsbøsserne. Pengene går til Folkekirkens Nødhjælp, der bruger dem til nødhjælp blandt syriske flygtninge i Jordan og Libanon.

Mens mediestrømmen flyder i andre retninger, har Dansk Supermarkeds fokus på katastrofen i Syrien resulteret i en indsamling på 1.542.893 kroner fra kunderne i føtex, Bilka, Netto og Salling til Folkekirkens Nødhjælp, skriver Folkekirkens Nødhjælp i en pressemeddelelse onsdag.

Nye tal fra FN viser, at over ni millioner mennesker har brug for hjælp i Syrien. Samtidig er over to millioner flygtet ud af landet med et intenst pres på nabolandene til følge. I Jordan og Libanon hjælper Folkekirkens Nødhjælp derfor med mad, tæpper, tøj og husly, så flygtningene kan klare sig i den desperate situation.

På den baggrund er Dansk Supermarkeds CSR-chef, Helene Regnell, stolt over resultatet af indsamlingen.

”Ofrene for borgerkrigen i Syrien går en kold vinter i møde, og det er derfor en stor glæde at kunne konstatere det varme engagement, som både medarbejdere og kunder har vist. Hjælpen fra danskerne vil blive omsat til alt det, som de mange syriske familier har mest brug for,” siger Helene Regnell.

De indsamlede penge skal blandt andet bruges til at give børn skolebøger og forsyne familier i Za’ateri-flygtningelejren i Jordan med tæpper og varmeapparater til den kolde vinter. Pengene går også til uddeling af madkuponer og hygiejnepakker til flygtningene, når de ankommer i lejrene i Jordan og Libanon.

Hos Folkekirkens Nødhjælp sætter generalsekretær Henrik Stubkjær stor pris på den indsats, som Dansk Supermarked har gjort for at samle penge ind til Syriens ofre.

”Vi er meget imponerede over den effektive og hurtige måde, som Dansk Supermarked fik sat en indsamling i gang på til ofrene i Syrien. På den måde var Dansk Supermarked med til at gøre hjælpen til en vigtig ting for danskerne. Og vi siger tak til de mange kunder, som har hjulpet. Jeg kan forsikre for, at der er brug for varm hjælp, her hvor vinterkulden har ramt de mange flygtninge fra krigen i Syrien,” siger Henrik Stubkjær.

Indsamlingen i landets mere end 500 føtex-, Bilka- og Netto-butikker samt Sallings stormagasiner fandt sted fra den 6. september til den 18. oktober 2013.