Sydsudan: FN-lejr ødelagt efter voldsomme kampe

Laurits Holdt

I sidste uge udbrød der kampe i en FN-lejr til beskyttelse af civile i byen Malakal.

følge det amerikanske onlinemedier The Daily Beast tyder det på, at det er regeringsstyrker og allierede militser, der stod bag angrebet.

The Daily Beast fortæller endvidere, at det tog 16 timer før FN-soldaterne, der skulle beskytte de civile, greb ind og derefter hurtigt fik jaget angriberne væk.

Mindst 18 mennesker mistede livet – heriblandt to lokalt ansatte for Læger uden Grænser, som blevet dræbt i deres hjem. Hundredvis af mennesker søgte tilflugt på organisationens hospital, skriver organisationen på sit website.

Ødelæggelserne efter kampene er enorme, og der er akut behov for at få genopbygget teltlejren, før regnsæsonen begynder. De 43.000 internt fordrevne, der boede i teltlejren, er nu stuvet sammen på et lille område tæt ved, og der er brug for rent drikkevand og sanitet.

Tusindvis af internt fordrevne har søgt tilflugt i lejren i Malakal, siden konflikten brød ud i området i december 2013. Antallet af mennesker blev fordoblet sidste år.