Syrere fanget i ingenmandsland i Libanon

regnbue
Syriske flygtninge i en mindre UNHCR-lejr i Bekaa-dalen i Libanon, tæt på grænsen til Syrien.
Foto: Ane Nordentoft (arkiv)
Forfatter billede

Libanon kan ikke rumme flere flygtninge. Sådan lyder begrundelsen for de direkte ordre, der er givet til FN’s flygtningeagentur, UNHCR, om at stoppe registreringen af syriske flygtninge.

Det betyder, at nyankomne flygtninge fra Syrien ikke kan få international hjælp og beskyttelse, og det gør dem yderligere sårbare, rapporterer den arabiske tv-station al-Jazeera.

”UNHCR arbejder i lande over hele verden med tilladelse fra regeringen, så vi kan ikke ignorere en direkte ordre fra regeringen,” siger UNHCR’s repræsentant i Libanon, Ninette Kelley, til al-Jazeera.

Hun tilføjer, at UNHCR er i dialog med Libanons regering for at få lov til at hjælpe de mest udsatte flygtninge.

De flygtninge, der ikke er registreret, har ikke adgang til sundhedsydelser eller hjælp til at finde tag over hovedet, ligesom de heller ikke kan få juridisk rådgivning eller hjælp til at søge asyl i et tredjeland.

”Vi håber, at det er en midlertidig beslutning,” siger Ninette Kelley.

Ifølge Libanons socialminister kan landet simpelthen ikke rumme flere flygtninge.

”Nu har vi 1,2 millioner. Det vil jeg mene er en meget usædvanlig andel,” siger ministeren, Rashid Derbas, til al-Jazeera.

UNHCR har registreret 1,2 millioner syriske flygtninge i Libanon. Dertil kommer et ukendt antal, der opholder sig i landet uden at være registreret hos UNHCR.

Libanon, som med sine cirka 10.000 kvadratkilometer er en fjerdedel af Danmarks størrelse, har i forvejen knap fem millioner indbyggere.

Læs artiklen hos al-Jazeera.