Det er ingenlunde uvelkomment, at U-landsnyt.dk åbner plads til debat og indspark om udarbejdelsen af den nye strategi for dansk bistandssamarbejde.
Er Danmarks nye udviklingsstrategi eksklusivt for danske indviede?
Der skal nok blive skrevet en hel masse fornuftige ting, og graderne i denne og hin holdning til, hvad der nu mon tænkes at virke bedst blandt de fattige sydpå, bliver garanteret også bøjet både hid og did. Det kan kun skærpe bistands-bevidstheden for alle interesserede.
Men sådan helt umiddelbart slår det overtegnede med sit ganske vist vaklende teoretiske grundlag udi de finere detaljer omkring bistanden, at der mangler noget – sådan a priori – i debatten, og at man næsten allerede nu kan lugte, at det manglende nok ikke vil blive opvejet.
Var der ikke noget, med at ”udviklingslandene skal lave deres egne udviklingsstrategier” og at ”donorlandene skal justere (”align”) bag disse mål og bruge lokale systemer”?
Således ansporet kunne det være interessant at få et kvalificeret bud fra en eller flere af de mange danske bistandskloge og -aktive, om det egentligt ikke er et uomgængeligt krav til debatten, at folk fra de danske samarbejdslande inddrages?
Fra de gode folk bag U-landsnyt.dk ville det være sjovt at erfare, om web-sitet på helt BBCsk vis agter at introducere særlige blogs og klummer på engelsk, fransk, swahili, bambara, luganda, for nu blot at nævne nogle få af de hundredvis af sprog, i hvis områder vi danskere opererer – sådan at vore venner i syden kan komme til orde?
Og til de politisk ansvarlige med den nye udviklingsminister i spidsen – med forlov: Burde samtlige danske programsamarbejdslandes aktuelle meninger og holdninger ikke tages i betragtning, eller er det nok at henholde sig til de enkelte gældende ”nationale fattigdomsreduceringstrategipapirer”, om de findes? Er det nok med andenhåndskilde-vurderinger fra utvivlsomt velinformerede danske ambassader?
Dernæst: Skulle vi egentligt ikke også en tur over Paris eller anden relevant hovedstad og holde stormøde med samtlige samarbejdspartnere, så vi sikrer ”harmoniseringen” og ikke rykker ensidigt bistandsk-vildt i den kolde danske vinter?
Når vi nu i et fint, angiveligt rettighedsbaseret, samarbejde med ”partnerne” skal kigge på de endelige resultater og oven i købet skal kunne måle resultaterne – sammen – ligesom vi med partnerne er ”gensidigt ansvarlige for udviklingsresultaterne”, kan vi da ikke helt alene gå og fostre nye strategier, bare fordi vi får en ny regering – eller hur?
Som det formentligt allerede nu er noteret af den bistandskyndige læser, har vi i ovenstående været en tur over Paris-erklæringen fra 2005, og drager vi videre til Accra og Agendaen fra 2008, sænker skyerne sig – igen fra en helt umiddelbar og fordomsfri vurdering – ganske mørkt henover vores forehavende.
For i Accra skrev vi bl.a. under på, at landene skal have mere at sige over deres udviklingsprocesser igennem ”større deltagelse i formuleringen af udviklingspolitikker” og har ret til at ”deltage fuldt og helt i et inkluderende partnerskab” – i øvrigt sammen med alle andre interessenter.
Ja, undskyld naiviteten, men det forekommer mig, at skulle vi leve op til hidtil indgåede aftaler, blev der grangiveligt en hel del smådyr logistik at tage stilling til, inden de sidste kommaer og punktummer kan sættes i den nye strategi.
Så et godt gæt: Ånden fra Paris og Accra bliver nok ikke det mest fremtrædende element i debatten de næste par måneder – eller?
