Kommentar af Claus Oreskov og Miriam Weiss, (INFONOR)
Urfolkene på Kola-halvøen i Nordrusland er langt væk i enhver forstand og det er svært at holde skiftende udviklingsministre fast på at hjælpe dem. Det samme gælder tilsyneladende embedsværket.
Til trods for at vi i den dansk-grønlandske NGO, INFONOR, har haft succes med vore projekter, virker det nærmest umuligt at komme igennem til udenrigsministeriets embedsfolk, som i stedet sanktionerer dansk støtte til den samme NGO i Moskva år efter år.
I de sidste 15 år har INFONOR arbejdet med urfolksvilkår i Sibirien og Nordrusland.
I år 2000 vedtog et enigt Folketing at støtte urfolkene i Rusland med fokus på lokal forankring samt social og kulturel overlevelse.
Det startede lovende men langsomt er støtten blevet en anden og fra INFONORs synspunkt ikke den rigtige både i forhold til formålet og de faktiske behov.
Vi vil derfor med udgangspunkt i et konkret øjebliksbillede vise de faktiske behov, reflektere over, hvad der sker lige nu, og give et bud på, hvordan vi får støtten på rette spor igen.
Om Valentina i rønnen
VALENTINA bor i den lille samiske by Lovozero på Kola-halvøen i en faldefærdig rønne, der trodser enhver beskrivelse.
Klam og fugtig om sommeren og isnende kold og utæt om vinteren i et klima, hvor temperaturen kan gå ned til minus 50.
Valentina har boet her, siden hun blev flyttet til byen med sine forældre. Valentina skriver hvert år på facebook om sit store ønske om en anden bolig og alle veninderne skriver deltagende og bekræftende til trods for, at de selv sidder i lignende situationer.
Håbet om genhusning er ikke stort, når man som enlig samisk urfolkskvinde uden fast beskæftigelse står lavest i hierarkiet, når goder skal fordeles.
Om Svetlana og en giftesyg nordmand
SVETLANA er en fraskilt nenetsisk kvinde, der bor med sin søn i søsterens lejlighed i Lovozero.
Hun bliver jævnligt opsøgt af sin fordrukne voldelige eksmand.
Svetlana er som nenetsisk fraskilt og uuddannet kvinde i en meget sårbar situation.
Nenetserne kom til Kolahalvøen som tjenestefolk for en anden urfolksgruppe, komierne, der i 1880’erne emigrerede ind på Kola-halvøen med deres store renflokke.
Svetlana har periodisk haft arbejde som trappevasker, et hårdt arbejde pga. af sne, is og pløre, hvilket ikke har gjort det bedre for hendes i forvejen dårlige ryg.
Der er ingen chancer for at Svetlanas situation ændrer sig, så hun har for nylig sagt ja til at indgå et fornuftsægteskab med en ældre norsk mand.
Han betaler en lejlighed i Murmansk for hende og sønnen og når han så har brug for en kone rejser Svetlana til Norge for længere perioder.
Om Olga og børnene Samekvinden
OLGA bor i minebyen Revda.
Hun er lige blevet enke efter at hendes 42-årige mand er død af sygdom, som stammer fra 11 års arbejde i minen.
Olga er børnehavepædagog men det er svært i en by, der er ved at gå neden om hjem pga. markant nedgang i minedriften og med stor ledighed for dem som stadig er i byen.
Der er ikke råd til børnepasning, hvilket truer Olgas erhverv og børnene er så udsatte, at norsk røde kors har valgt dagligt at bespise skolebørnene for at forebygge TB og mangelsygdomme.
Om Luba og kvinderådet
I Krasnesjelne, en lille fjerntliggende bygd på østsiden af Kola-halvøen, bor Komi kvinden LUBA.
Man kan kun komme til bygden med helikopter eller om vinteren på en halvanden døgns snescooter tur fra Lovozero.
Luba har set, hvordan befolkningstallet daler i bygden og hvordan den manglende infrastruktur har betydet, at alt er gået i stå.
Det bærende erhverv er rendrift, et mandsdomineret erhverv der tidligere havde mulighed for at afsætte produkter udenfor bygden men i dag er det kun til selvforsyning.
Der er ikke længere lægehjælp, ensomme gamle og syge er overladt til deres skæbne i huse, der opvarmes med brændeovne og vand, som hentes i brønden.
Børn fra belastede hjem har ikke længere et tilflugtssted hvor de kan få hjælp i dårlige perioder.
Renovationen er brudt sammen så omegnen af bygden er ved at udvikle sig til en losseplads. Luba har sammen med en gruppe kvinder i bygden dannet et kvinderåd for at forsøge at forbedre vilkårene.
De søger at råbe de relevante myndigheder op og er også selv gået i gang med oprydning i området og renovering af bygdens badstue, som er den eneste mulighed for flertallet af beboerne til at få et bad.
Kvinderådet er et godt initiativ, som desværre er strandet af mangel på midler, viden om hvordan man søger midler og hvilke rettigheder urfolkene har.
Når man som urfolkskvinder henvender sig til myndighederne er det langt sværere at blive hørt end det er for mænd.
Om Anastasia og hendes projekt
I den lille by Jona bor samekvinden ANASTASIA i en dårlig betonlejlighed som enlig mor efter at hendes egen invalide mor er død.
Jona var tidligere en driftig by med fiskeri men alt er gået i stå og arbejdsløsheden er på svimlende 100 procent.
Anastasia har været en del af et kapacitetsopbygnings-projekt, hvor hun bl.a. udarbejdede en liste over samerne i byen, hvilket var af stor betydning, da de har ret til en række subsidier ifølge russisk lovgivning, f.eks. 25 pct. nedslag på al medicinsk behandling.
Da Anastasia startede i projektet havde hun aldrig arbejdet med en computer før og vidste heller ikke meget om organisationsopbygning eller urfolksrettigheder men hun satte sig straks ind i det og nåede meget.
Desværre stoppede projektet uden mulighed for nye midler og et netværk til at køre videre og Anastasia endte alene med sit barn og uden computer men med et lidt for nært forhold til vodkaflasken.
Om Tatiana og drømmen om en fælles platform
TATIANA er same og en veluddannet kvinde, som i dag leder samernes kulturhus i Lovozero.
Hun bekymrer sig meget for samernes sociale situation men også om deres mulighed for at overleve som et distinkt arktisk folk i Rusland.
Hun har i de senere år særlig haft fokus på kvinderne, da hun ser dem som centrale for at bevare og udvikle urfolkene som gruppe i Rusland.
Mændene har klaret omstillingsprocessen med tab af hovederhvervene rendrift, jagt og fiskeri meget dårligt.
De ser ikke nye muligheder men har i stort antal allieret sig med vodkaflasken.
Det er derfor, at Tatiana har en drøm om at udvikle et netværk af urfolkskvinder fra alle sociale grupper på Kola-halvøen.
Hensigten er, at urfolkskvinderne får en fælles platform, hvorfra de kan udvikle netværk, identificere problemstillinger og igangsætte problemløsende aktiviteter og udviklingstiltag.
Herunder afklaring af fora indenfor Urfolksorganisationer og i forhold til myndighederne, hvor netværket kan opnå dialog og reel indflydelse på kvindepolitiske og urfolks spørgsmål.
Hvordan meget kunne blive bedre For at dette kan lykkes, må der opbygges en struktur så kvinderne sammen og systematisk kan afklare fælles problematikker og identificere støtteordninger, rettigheder og muligheder i lovgivningen.
* Således at genhusning for Valentina ikke længere skal være en enkelt kvindes sag men et fælles anliggende, hvor man sammen kan henvende sig til de ansvarlige myndigheder.
* Således at Svetlana ikke behøver at indgå et fornuftsægteskab for at forbedre fremtiden for hende og sønnen men at netværket sammen kan udarbejde en model for at hjælpe hende og andre i en lignende situation.
* Således at Olga fra Revda kan blive en ressourceperson, hvis sociale kompetencer kan bruges til at hjælpe børn.
* Således at Anastasias kompetencer og lyst til at sætte sig ind i de særlige urfolksrettigheder i russisk lovgivning bliver brugt konstruktivt til hele urfolksgruppens bedste.
* Og således at Lubas initiativ omkring kvinderådet gennem netværket kan få viden og pondus samt udvikle en gensidighed mellem by og bygd.
Det danske Naboskabsprogram
Findes der midler til at støtte den slags projekter i Danmark? Ja det gør der i Naboskabsprogrammet i Udenrigsministeriet, hvor en lille del er målrettet urfolk i Rusland.
Se mere om programmet på http://um.dk/da/danida/det-goer-vi/lande-reg/eu-naboer/naboskabspro
Baggrunden for denne pulje er en forespørgselsdebat fra år 2000, hvor et enigt Folketing vedtog et forslag der bl.a. siger:
Folketinget finder det yderst vigtigt, at Danmark bevarer sin position som spydspids blandt de rige lande i den vedtagne politik omkring støtte til oprindelige folk (urfolk). Endvidere: At sikre adgangen til støtte til oprindelige folk i lande, som ikke i bistandssammenhænge betragtes som udviklingslande … herunder Rusland, så der sker en opprioritering af støtten til oprindelige folk.
INFONORs ansøgning om støtte til kvindenetværket Det er på denne baggrund, at den dansk-grønlandske NGO, INFONOR, i samarbejde med Tatiana udarbejdede en projektansøgning om støtte til urfolks kvindenetværket på Kola-halvøen.
Urfolksmiljøet er kendetegnet ved et mandsdomineret samfund. Kvinderne oplever en dobbelt stigmatisering (social udstødelse) – både som urfolk og kvinder. Det er en ambivalens, som disse kvinder har taget med ind i nutiden.
Det er på denne baggrund, at INFONOR og urfolks-kulturcentret i Lovozero kommune ønsker at sætte fokus på urfolkskvinder i dagens samfund. Hensigten er at sætte relevante tiltag i gang, så kvinderne gennem viden om deres rettigheder, muligheder og definering af egne mål for fremtiden kan tale deres sag både internt i urfolksmiljøet og udadtil med relevante myndigheder.
Gennem denne proces vil det også blive lettere for kvinderne at indgå i sammenhænge, hvor de får indflydelse på beslutningsprocesser og derved opnår reel repræsentation. Lever 100 procent op til formålet Lovozero kommune er det sted, hvor flest urfolk på Kola-halvøen bor. Byen ligger strategisk midt på halvøen og vil derfor være et godt samlingssted for kvindenetværket.
I INFONORs optik er der tale om et projekt, som lever 100 pct. op til formålet med midlerne til russiske urfolk i Naboskabsprogrammet og det undrer os derfor, at det er umuligt at få midler til et sådant projekt. Ikke mindst når vi samtidig ser, at midlerne bliver givet til centraliserede overordnede projekter ledet af en elite bosiddende i Moskva og altså fjernt fra de urfolksgrupper, som de siger de repræsenterer.
Den engelske journalist og ekspert i russisk historie og reformøkonomi, Anna Reid, har rejst rundt i Sibirien og Nordrusland og besøgt urfolk alle vegne for at tale med dem om deres situation og håb for fremtiden.
Gæst hos urfolks-eliten i Moskva
Anna Reid har derpå gæstet urfolkseliten i Moskva, som arbejder i den organisation der primært modtager midler fra Danmark.
Det er sket for at tale med dem om, hvordan de forholder sig til situationen og hvordan de kan og vil arbejde med urfolksproblemstillingerne decentralt i regionerne ude i det vidtstrakte land.
Hendes klare opfattelse er, at denne elite ikke ved meget om, hvad der rører sig regionalt men til gengæld har meget godt styr på, hvad der sker i Anchorage og København samt hvilke møder og konferencer, de ønsker at deltage i her.
Det er en opfattelse som bekræfter INFONORs oplevelse af, hvordan der er sket et skred fra det oprindelige politisk vedtagne formål med midlerne.
Nemlig over i en mere central, strukturel, overordnet støtte og væk fra bæredygtig økonomisk udvikling med et lokalt og regionalt sigte samt støtte til organisationers regionale forankring som ellers var udenrigsministeriets oprindelige udmøntning af den politisk vedtagne støtte.
Hvordan dette skred er sket og hvor ansvaret ligger, er svært at se, idet det ikke umiddelbart er muligt at finde en politisk beslutning, som understøtter ændringen i formålet med midlerne.
Måske er det noget, der indtræffer i de evindelige omrokeringer i udenrigsministeriet, hvor det virker som om alt til sidst bliver ”embedsmandsfarvet”, så midler bliver givet efter de samme kriterier uanset hvor i verden, de skal gives og hvad den oprindelige tanke med midlerne var.
Demokratisering? – Ja netop – kan vi få en åben debat I Danmark taler vi meget om at styrke demokratiprocesser som et vigtigt indsatsområde. Men det er svært at se, hvordan støtte til en centralt styret elite kontra de grupper, som sidder med den konkrete viden og vilje til at ændre forholdene, udvikler demokratiet.
For INFONOR er det netop projekter som urfolks-kvindenetværket, der via civilcourage opbygger og tiltager sig demokratiske rettigheder, som giver mening i hverdagen og kan medvirke til at forandre livsbetingelserne.
Danmark må igen have en åben debat om formålet med disse bistandsmidler. Det er et lille indsatsområde indenfor midlerne som sådan, men urfolkspolitik og engagementet heri er uhyre vigtigt i forhold til arktisk politik.
Arktis er og bliver over de kommende år et af de vigtigste fokusområder politisk og Danmark er gennem rigsfællesskabet med Grønland en central medspiller i arktiske anliggender.
Den kommende proces i Arktis vil have en stor indflydelse på hverdagen for de mennesker, som bor her, og det er derfor vigtigt, at Danmark igen målretter indsatsen til at være lokalt forankret og lever op til folketingsvedtagelsen fra år 2000.
Her står der bl.a. at “Danmark fortsætter sin aktive politik for at fremme oprindelige folks (urfolk) sociale og økonomiske vilkår og rettigheder ….” Claus Oreskov er formand for INFONOR, mens Miriam Weiss er bestyrelsesmedlem i organisationen. Man kan se mere på www.infonor.dk
