I foråret 1962 skød Mellemfolkeligt Samvirke (MS) den statslige danske udviklingsbistand i gang sammen med Viggo Kampmanns socialdemokratiske regering og Danmarks Radio, der gennemførte Landsindsamlingen Danmarks U-landshjælp. Indsamlingen gav 12 mio. kr., som staten doblede op til 24 mio., der blev det kommende Danidas grundkapital. Samtidig besluttede initiativtagerne at lægge pengene i en fond, der både fik bidrag fra privatpersoner, virksomheder og fra det offentlige til den fremtidige danske udviklings-bistand. Børnenes U-landskalender gik til fonden. Folkeligt projekt Den statslige danske udviklingsbistand var således i høj grad tænkt som et folkeligt projekt. Det oprindelige forslag fra MS gik ud på, at ’dels indsamle midler til bistandsarbejde, dels fremme den folkelige interesse for øget dansk hjælp til u-landene.’ Bistanden skulle med andre ord være et projekt med tre ligeværdige partnere: Staten, befolkningen og de private bistandsorganisationer. MS skulle have en helt central rolle og stå for alt oplysningsarbejde, men bistanden skulle i bund og grund drives af det, vi i dag kalder civilsamfundet, ligesom det var civilsamfundet, der havde drevet det frem med MS og Dansk Ungdoms Fællesråd som de vigtigste aktører. Visionen var, at den danske udviklingsbistand skulle være en folkesag: ’U-landshjælp fra folk til folk,’ – et navn, som en langt senere organisation tog til sig. Mere end 50 år senere er virkeligheden langt fra den vision, som Mogens Pihl, Hal og Bodil Koch, Chr. Kelm-Hansen, Mogens og Esther Boserup, Viggo Kampmann og andre af udviklingsbistandens fædre og mødre havde forestillet sig. Ud på et sidespor Udenrigsministeriet kørte fra starten MS og de andre udviklingsorganisationer ud på et sidespor og organisationerne reducerede selv befolkningen til statister. MS – og længe før dem, missionsselskaberne – gjorde i de første år en indsats ved at sende en strøm af unge ud, der vendte tilbage med års erfaringer og skabte et vækstlag for fremtidens folkelige forståelse af Danmark som positiv medspiller i en globaliseret Verden. Men efter de første årtier tørrede strømmen ind og dermed også den levende kontakt og forståelse for skæbnefællesskab mellem befolkningerne hos os og dem i de fattige lande. De folkelige organisationer blev mindre og mindre folkelige og både det statslige og det organisationsbårne bistandsarbejde lukkede sig om sig selv. I dag er udviklingsbistand mest af alt et speciale for nørder, der opererer i statslige og organisationsbaserede elfenbenstårne. Der er stadig indsamlinger i TV og på gader og veje, der er stadig ildsjæle, der maser løs i små, vildtvoksende grupper, men i det store og hele er udviklingsbistanden forankret i bureaukratisk indforståethed, hvor det folkelige element i bund og grund er hjemløst. Grobund for voksende fremmedhad Jeg vil påstå, at denne negative udvikling har været med til at skabe grobund for det voksende fremmedhad i Danmark, der især er rettet mod muslimer, og senest har fået næring af statsministerens udtalelser om halalmærkning og svinekød i børnehaver. Jeg vil også påstå, at det havde været sværere at få stiltiende folkelig accept for vores ulyksalige krige i Irak og Afghanistan, hvis udviklingsbistanden havde fået en mere solid folkelig forankring, sådan at vi i større grad havde følt et skæbnefællesskab med befolkningen i Mellemøsten. Den danske fremmedfrygt og krigene har ført til terror vendt mod Danmark, og krigene har øget det flygtningepres, der igen har givet næring til Dansk Folkeparti og andre folkelige panikreaktioner mod alt fremmed. Vi kunne have udviklet dansk udviklingsbistand som et redskab, der hindrede eller bremsede disse tendenser og i stedet gødede jorden for en ægte positiv human dansk bevidsthed omkring globalisering. Beskyttede Danida mod folkelig indblanding Sådan er det ikke gået. Siden starten i begyndelsen af 1960’erne har regeringerne i praksis ført en politik, der mere beskyttede Danida mod folkelig indblanding, end den fremmede et folkeligt engagement. Organisationerne kalder sig folkelige, men har i praksis trukket i samme retning. Det meste af udviklingsjournalistikken er af samme grund sultet ihjel, hvorved bindeleddet mellem bistand og befolkning er visnet. Hverken Danida eller organisationerne har i virkelighedens verden nogen forståelse for, at det folkelige engagement er livsnødvendigt, både for de fattige i de fattige lande, og for et verdenssyn der gør, at vi selv kan udvikle os og trives i en globaliseret verden. Det forstod nogle få fremsynede mennesker dengang i 1962. I dag er visionen væk. Jørgen Harboe er mangeårig udviklingsjournalist, medstifter af Nairobi-klubben og Timbuktufonden og blogger på U-landsnyt.dk. Jørgen Harboes blog på U-landsnyt.dk: http://www.u-landsnyt.dk/blogs/j-rgen-harboe
