Den seneste reaktion på flygtningekrisen ved grænsen mellem Belarus og Polen med pigtråd og øget antal bevæbnede grænsevagter viser med al tydelighed, at vi helt har mistet færten af, hvem vi egentlig er som mennesker. Den virkelige historie i forbindelse med krisen handler derfor i bund og grund om os selv, og hvordan vi som samfund tager os af mennesker i nød.
Medierne og politikerne gør desværre alt for at manipulere med os og for at få os til at fokusere på krisen som en geopolitisk konflikt og ikke på de mennesker, der er fanget i midten. De ”gode” europæere (EU) mod ”skurken” (Belarus, Rusland) er en bekvem fortælling og nem at fokusere på, men den er altså en vildledning.
Tre gode grunde
Helt overordnet, det vil sige før, der ”går politik i den,” fungerer menneskelige samfund ud fra principper, som udtrykker vores nedarvede, lige siden mennesket så dagens lys, kulturelle DNA eller kode. Denne kode udtrykker fornyelse, som er et universelt og globalt fænomen, der styrer modtagelsen og integrationen af nye mennesker overalt i verden.
Fornyelsen er i sin rendyrkede form rimelig uproblematisk og uden for enhver politik, og det er først når politikere kommer ind i billedet, at der manipuleres med dette DNA, og der indsættes grænsevagter, rulles pigtråd ud og rejses mure.
Det sker i hele verden. Tag blot Indiens statsminister Narenda Modi og dennes manipulation af hinduismen som hævet over islam, eller USA’s forsøg på at holde migranter fra Mellemamerika ude. I den europæiske verden finder vi Belarus’ præsident Lukashenko, der udnytter EU’s indædte aversion mod flygtninge, og EU som svarer igen med yderligere sanktioner og flere grænsevagter.
Den virkelige historie drejet sig ikke om ”helte” og ”skurke”, men om at gøre det rigtige i overensstemmelse med, hvem vi er som mennesker, og i relation til vores menneskelige og kulturelle DNA. Her fejler både Belarus’ Lukashenko og EU.
Der er 3 indiskutable grunde til, at et aldrende Europa med sine dalende fødselstal har brug for flygtninge og migranter. Disse er afledt af vores naturgivne træk som kulturer og samfund, der er i “konstant bevægelse”. Kulturer og samfund skal med jævne mellemrum have tilført nyt blod, ellers sygner de hen og dør. Denne kulturbevægelse læner sig op ad vores “solidaritet” med andre end os selv og vores “tilpasningsdygtighed”, når situationer skal mestres.
Det er derfor ikke kun umoralsk at afvise mennesker i nød, men også direkte forkert tænkt af tre særdeles gode grunde og principper.
En sund kultur er i konstant bevægelse
Første grund: Vores reaktion med øget grænsekontrol afslører, hvor skrøbelige vi er som mennesker, og hvor let vi kan forføres til at gøre det absolut forkerte og handle i modstrid med vores indbyggede DNA – det grundlæggende princip og den dynamik, der siger, at kultur er noget, der er i ”konstant bevægelse” og skal forny sig selv for ikke at visne og dø.
Hvad er det lige, vi skal være bange for? Netop, ”truslen mod vores kultur” er et trusselsbillede skabt af politikere og populister. Noget, siger de, vi med ildhu, men uden omtanke, skal værne om og beskytte, fordi den er ”hellig” og ikke står til diskussion. Fremfor at se sandheden i øjnene, at Europas befolkningstilvækst faktisk er negativ med et dødstal, som overstiger naturlig tilvækst fra fødsler, og at vi derfor har brug for de udefrakommende mennesker og skal byde dem velkommen og ikke gøre alt for at holde dem ude.
Europa dør uden nyt blod. FN anslår, at Europa ved udgangen af dette århundrede vil være skrumpet ind til kun at udgøre 6 procent af verdens befolkning, en tilbagegang fra at have domineret verden med en andel på 25-36 procent i 1900.
Dette er en demografisk udvikling af ekstraordinær størrelse og betydning. Det er en ændring, som uheldigvis næsten ikke bemærkes i Europa, som stadig foregiver og viderefører en vision af, hvad verden var for 120 år siden.
Flygtningene kommer egentlig Europa til undsætning og giver det mulighed for at bevæge sig fremad, forny sig og øge sin aldrende befolkning. Udover dalende fødselstal bliver denne forandring ligeledes drevet af klimaet. Dette minder os derfor om, at der står noget større på spil: ikke kun en demografisk forandring, men klimaet, som skaber yderligere store pres og bølger af flygtninge, klimaflygtninge. Hvordan mon Europa klarer den? ”Øget grænsekontrol, pigtråd og mure?”
Der er desværre rigeligt med populister, trumpister og andet godtfolk, hvis ypperste mål det er at afspore og manipulere med os og vores DNA og naturgivne behov for ”beskyttelse og sikkerhed” (tænk på os som dyr, ganske vist med en stor hjerne, i en flok, med flokken som den enkeltes beskyttelse mod farer og rovdyr). Vi som mennesker har således et meget grundlæggende behov for beskyttelse, men bukker ofte under for løgnagtige manipulatorer, som forfører os gang på gang ved at påberåbe sig at være de ”eneste, der kan beskytte os.”
I sidste ende synes ”hjælpeløshed” at være det eneste, de europæiske stater har til fælles. Ledere skændes om kvoter, suverænitet, øget grænsekontrol, kulturel identitet og religion, alt imens mennesker på flugt brutalt afvises og henvises til den sikre kummerlighed, et barskt udendørsliv med kulde, manglende mad og sygdom (og mindst 8 døde) i skovene ved grænsen.
Solidaritet og tilpasningsevne
Der er yderligere to principper og den måde kultur og samfund fungerer på, vi ikke har talt om – ”solidaritet” og ”tilpasningsevne”. Disse kan ganske vist også manipuleres, men samtidig demonstrerer de, at det kan betale sig at modstå denne manipulation.
Anden grund: Solidaritet med andre end os selv får samfund, ja selve livet, til at køre rundt.
Antropologien viser, at det moderne menneske er kommet under stigende pres i det moderne, globaliserede, kapitalistiske samfund. Hovedingrediensen i den blanding, som frembringer velfungerende mennesker, “solidariteten med hinanden” er udfordret, idet presset fra privat ejendom, konkurrencen og ulighederne (inden for landene og mellem nord og det globale syd) er ude af kontrol. De har skabt et fremmedgjort væsen. I sin ”rendyrkede” (uden manipulation) form definerer solidaritet vores grundlæggende forståelse af betydningen af det, der binder os sammen, fællesskabet, som afviser egoistiske egeninteresser og skel mellem mennesker. Den 20. december hvert år er det FNs International Human Solidarity Day.
Tredje grund: Hertil kommer vores ypperste kendetegn, tilpasningsevnen. Antropologien definerer tilpasning som den proces, hvorved vi håndterer det solidariske liv i interaktion med miljøet. Mennesker er de mest tilpasningsdygtige dyr i verden og har evnen til at bebo vidt forskellige økologiske nicher. Vores tilpasningsevne, atter i sin rendyrkede form, gør det muligt for nye grupper at tilpasse sig hinanden, rimeligt gnidningsløst – det tager naturligvis gerne en vis tid for en person at integrere sig i en ny kultur og føle sig godt tilpas i den. I bund og grund er der dog tale om en utrolig stor fleksibilitet hos kulturer og samfund til at mestre udfordringer, tilpasse sig og forny sig selv hele tiden. Et godt nutidigt bevis kommer fra vores vilje til nedlukninger, da pandemien skulle bekæmpes, og andre end os selv skulle beskyttes.
Tager man alle tre til sammen, ””kulturer i bevægelse”, ”solidaritet” og “tilpasningsdygtighed” har vi den perfekte modgift mod manipulation. Tænk på hvor nemt det egentlig er at løse ”krisen” og andre bevægelser af mennesker på flugt i lyset af disse generelle principper. Dette er den virkelige historie, vi skal fokusere på.
Bernhard Bierlich er antropolog med en PhD fra Cambridge Universitet.
