’Tuku’ har sunget sin sidste sang.

tuku_jacob_crawfurd
Oliver ’Tuku’ Mtukudzi.
Foto: Jacob Crawfurd.
Peter Tygesen

24. januar 2019

”Han var vores Kim Larsen,” siger dansk-gifte Linda Gono. ”Det føles som at have mistet en kær ven. Jeg havde ikke forestillet mig, jeg ville blive så trist over det. Men når jeg tænker på alle de gange, han har spillet i baggrunden til mit liv, lige fra min barndom, går det op for mig, hvor vigtig han var – og sådan tror jeg, at alle har det i Zimbabwe i dag. Enhver zimbabwer kan teksten til mindst 30 sange af ’Tuku’, som vi kalder ham.

Mtukudzi indledte sin karriere allerede som teenager i 1960’erne. Zimbabwes anden store musikstjerne, Thomas Mapfumo, fortæller: ”Jeg mødte ham hos en fyr, der hed James Bond, hvor en masse unge kom, fordi der var instrumenter at øve sig på.”

Sammen har de to udviklet en markant zimbabwisk musikstil, baseret på pling-plong lyden fra det traditionelle instrument, mbira, som akkompagnement til sange på lokalsprog.

Revolutionær mellemmand

Som mange unge musikere sang Mtukudzi oprindeligt på engelsk, indtil Mapfumo udfordrede ham: ”Hvorfor synger du ikke på dit modersmål?” – hvad Mtukudzi gjorde lige siden og med stor virkning.

Begge har nemlig stræbt efter at bruge musikken og ikke mindst teksterne til at give stemme til vigtige sociale forhold. ”Enhver sang har noget at gøre med manden på gaden,” sagde Mtukudzi engang i et interview med BBC: ”Han skal kunne bruge sangen.”

Under Zimbabwes befrielseskrig i 1970’erne voksede ’Tuku’s popularitet, da han desuden blev et musikalsk forbindelsesled mellem befrielsesbevægelserne og ’manden på gaden’:

”Når vi rejste landet rundt og spillede, fik vi mulighed for i hemmelighed at mødes med nogle af ’drengene i bushen’. Fra dem fik vi de budskaber, som befrielsesbevægelserne ønskede viderebragt,” sagde han videre i interviewet til BBC.

”Vi omarbejdede frihedskæmpernes ord til musik, selvfølgelig på en udspekuleret måde, så den hvide efterretningstjeneste ikke forstod, hvad det var vi sagde. Men folket forstod. Vi indspillede sangene, udgav dem og prøvede at udnytte styrets radiostationer til at få dem udbredt over hele landet.”

’Du er for gammel’

Efter Zimbabwes selvstændighed i 1980 spredtes Mtukudzis popularitet og hans sociale budskaber til nabolandene. ”Det var min barndoms musik,” siger for eksempel Globalnyts Hjalte Zacharewicz, der voksede op på landet i nabolandet Mozambique; ”den strømmede ud af radioen og genlød på Bar Freitas nede ved Zambezifloden, hvor jeg hjalp til efter skolen”

I den senere del af sit liv, mens den tidligere befrielsesbevægelse ZANU-PF, nu regering, blev stadig mere autoritær og undertrykkende, fik ’Tuku’ et anstrengt forhold til styret, der kom i stigende opposition til musikerens publikum.

På den ene side skrev han fortsat relevante sange med spiddende kommentarer – for eksempel i 2001 sangen Wasakara, direkte oversat: ”Du er for gammel”, som blev forbudt på statsradioen som en tvetydig kommentar til den aldrende præsident Robert Mugabes stigende upopularitet.

Halballernes konge

På den anden side blev Mugabe og hans styre siddende, og ’Tuku’ skulle overleve; han blev forsigtig, og udtrykte sig sine seneste år mest om ukontroversielle sociale emner som HIV/AIDS.

Det mindskede ikke hans popularitet. Tændte man sin zimbabwiske radio ville man praktisk talt døgnet rundt kunne finde en station, der netop på dét øjeblik havde en ’Tuku’ sang på programmet. Med sin karakteristiske hæse stemme og bløde diktion havde hans sangforedrag med hyppige gentagelser af refrain en næsten hypnotisk virkning.

’Tuku’ spillede først og fremmest brugsmusik, med rytmer, der går direkte i benene og skaber bevægelse i både den lettere vakkelvorne bargæst eller fredag-lørdags romantikhungrende gæster ved dansefesterne. I Danmark ville han have været halballernes konge.

”Dzoka Uyamwe – en af ’Tuku’s populære sange er en moders farvel til sin sidstefødte med ordene: ”Du kan roligt rejse ud i verden og afprøve dig selv, for du kan altid komme hjem igen til din moders bryst”.