Udstilling: Between Black and White

Rasmus Nielsen: Between Black and White
Forfatter billede

Den danske kunstner Rasmus Nielsen laver simple sort-hvide billeder, men de handler om store politiske problemer i verden med særligt øje for Afrika.

Af Maria Bierbaum Oehlenschläger, U-landsnyt.dk

Lige nu prydes porten i Westend af det, man kunne kalde Rasmus Nielsens signature-motiver, udmarvede afrikanske børn. Længere nede ad Vesterbrogade, på Vesterbro Showroom i Oehlenschlægergade, udstiller han fra fredag 8. juni til 14. juni grafiske værker og billeder på lærred – de fleste i sort-hvide nuancer.

Verdensvendt kunst

Rasmus Nielsen er noget så sjældent som en politisk kunstner med mod til at pege på de store udfordringer i det 21. århundrede. Med titler som ”My people will kill you for water”, ”Geneva Conventions” og ”Guantanamo” sættes Rasmus Nielsens værker direkte ind i en aktuel politisk kontekst.

Motiverne i hans værker refererer bl.a. til situation i Darfur, Somalia og andre af verdens brændpunkter. Billedserien ”Silent Scream” har en sultende afrikansk dreng som gennemgående hovedmotiv.

Den kommende udstilling har også ifølge beskrivelsen fokus på “politiske problemstillinger og beslutninger, som er så svære at tage, fordi det omhandler menneskers liv og fremtiden for de næste mange generationer”.

Den politiske indignation, som værkerne vækker, tager dog ikke noget fra det æstetiske: Han arbejder ofte med flere teknikker på en gang, og der er både egentligt maleri, collager og typiske gadekunstelementer sammensat på forskellige visuelt kraftfulde måder.

Over for Rasmus Nielsens værker er det oplagt at søge efter henvisninger og krydshenvisninger til politiske problemstillinger i og uden for hans kunst.

Om Rasmus Nielsen

Rasmus Nielsen (f. 1984) debuterede i 2005 med udstillingen Virkelighed & Vanvid, fik optaget et værk på det belgiske museum Shoe or no shoes i 2008. Har siden haft en række udstillinger bag sig og udgivet en bog med overmalede valgplakater. Senest har han malet med lokale kunstnere i Kenyas slumkvarter Kibera og været dommer til Arbejdermuseets 1. maj plakatkonkurrence.

Between Black and White er Rasmus Nielsen første soloudstilling i København og første soloudstilling i flere år.

Udstillingen Between Black & White kan ses på Vesterbro Showroom fra fredag 8. juni (fernisering kl. 16.00 – 21.00) til 14. juni 2012.