UN Women kommer til København

Forfatter billede

UN Women, der er FN’s centrale organisation for ligestilling og forbedring af kvinders levevilkår, etablerer et nordisk informationskontor i København, oplyser udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Kontoret forventes at åbne i første halvdel af 2013 og kommer til at ligge i den nye FN-by på Marmormolen i Nordhavnen.

Kontoret skal informere om UN Women’s arbejde i de nordiske lande og desuden være UN Women’s forbindelseskontor til de vigtige nordiske donorer.

I forbindelse med beslutningen udtaler udviklingsminister Christian Friis-Bach (R):

”UN Women er en af de helt centrale organisationer i FN og i forhold til det danske udviklingssamarbejde. UN Women’s arbejde med at styrke ligestillingen mellem kvinder og mænd og forbedre kvinders levevilkår er helt afgørende for at skabe udvikling i verden”.

“Jeg er meget glad på både UN Women’s og Københavns vegne for, at organisationen har besluttet sig for at lægge sit nordiske forbindelseskontor i København. Det er vigtigt for organisationen at være tæt på donorerne, men det er også vigtigt for os at være tæt på UN Women, så vi kan sikre, at vore synspunkter bliver hørt i organisationen. Jeg ser frem til samarbejdet med det nye kontor. Samtidig er jeg glad for at byde endnu en FN-organisation velkommen i den nye FN-by”.

UN Women har det som en hovedopgave at formulere og få vedtaget normer og standarder vedrørende ligestilling og forbedring af kvinders vilkår. UN Women bistår desuden FN’s medlemslande med gennemførelsen af internationale konventioner og anbefalinger på området, ligesom organisationen overvåger, at FN-systemet i sin egen virksomhed lever op til både de internationalt vedtagne anbefalinger og sine egne forpligtelser.

UN Women kan også efter anmodning bistå medlemslandene med konkrete bistands- og udviklingsaktiviteter, der kan finansieres af organisationens to fonde for henholdsvis ligestilling og bekæmpelse af vold imod kvinder. Danmark støtter i 2012 UN Women med 40 mio. kr.

For yderligere information om UN Women kontakt:
Stefan Kovacs, chefkonsulent, tlf: 3392 0902, mail: [email protected]

For yderligere information om FN-byen kontakt:
Jens Ole Bach Hansen, chefkonsulent, tlf: 3392 0912, mail: [email protected]