Unge fra Kenya samarbejder med danske “forandringsagenter”

Forfatter billede

Når fire unge kenyanere onsdag sætter fødderne på dansk jord, er det med bagagen fuld af visioner om demokrati og bæredygtighed. Det er den danske NGO VedvarendeEnergi, der har inviteret unge fra Nairobis største slumkvarter til Danmark.

Her skal de sammen med danske unge fra projektet ”Bæredygtig Ung” drage rundt på skoler og efterskoler og sammen med skolernes elever diskutere, hvordan unge kan tage hånd om deres egen og samfundets fremtid – i Kenya såvel som i Danmark, fremgår det af en pressemeddelelse fra den danske miljø-NGO tirsdag.

Mette Raaschou fra VedvarendeEnergi ser frem til besøget: ”Håbet er, at kenyanerne og de danske unge kan inspirere hinanden og sammen finde ideer til at løse de meget forskellige udfordringer, som de unge står over for”.

De fire unge kommer alle fra hovedstaden Nairobis slumområde Kibera, hvor behovet for både reelt demokrati og bæredygtige løsninger har højeste prioritet.

Her lever folk både under elendige sanitære forhold og med udbredt korruption blandt de ledende politikere. Samtidig skal de unge også diskutere forbrug og vækst i vores del af verden, som i høj grad forårsager klimaforandringer i de fattige lande.

Projekt udtænkt og udført af unge

Kenyanerne får på deres tur rundt på skolerne følgeskab af unge forandringsagenter fra VedvarendeEnergis projekt ”Bæredygtig Ung”.

Dét projekt er udtænkt og udført af unge og opstået på grund af talrige henvendelser fra gymnasieelever, som ønsker at gøre deres skole mere bæredygtig, dvs i pagt med miljøet.

Til det formål har man uddannet forandringsagenter, der tager rundt på skoler landet over og laver præsentationer, der netop sætter fokus på hvordan eleverne og skolen kan nedsætte deres forbrug.

En af kenyanerne, der besøger Danmark, er Lydiah Dola, der både er fredsaktivist og sanger. For hende hænger kampen mod korruption og klimaforandringer sammen.

”Korruption betyder i mange tilfælde, at indsatsen for et renere miljø ikke får en chance, fordi de penge der bliver afsat til miljøforbedringer aldrig når frem til projekterne”, forklarer hun.

Projektet er støttet af Danidas oplysningspulje.

Yderligere oplysninger hos:
Claus Christensen, kommunikationsmedarbejder
tlf. 36 98 61 13 og e-mail: [email protected]
web: www.ve.dk