I disse dage er det 5 år siden, at 276 piger blev kidnappet fra en skole i Chibok i det nordøstlige Nigeria af den militante gruppe Boko Haram. Historien skabte vældigt røre dengang, måske fordi den daværende amerikanske præsidentfrue Michelle Obama talte højt og længe om den. Siden er der blevet meget stille.
I dag er over 100 af de bortførte piger fra Chibok fortsat savnet.
Desværre er deres skæbner ikke enestående. Militante gruppers bortførelser af børn er blevet en fast del af de løbende konflikter i Nigeria.
UNICEFs opgørelser viser, at knap 4.000 børn er bekræftet bortført siden 2013. Det skriver organisationen i en pressemeddelelse.
Tallet dækker alene over de verificerede sager – men UNICEF regner med, at der er et enormt mørketal. Alene sidste år blev 180 børn kidnappet af de stridende parter – blandt dem var 110 piger fra en enkelt skole i Dapchi.
”Det er ren terror af civilbefolkningen. Det gør forældrene bange for at sende deres børn skole, og i sidste ende kan det stække udviklingen i landet,” siger Steen M. Andersen, der er generalsekretær i UNICEF Danmark.
Sexslaver og selvmordsbombere
Chibok-pigerne og de mange andre bortførte bliver brugt som barnebrude, sexslaver, børnesoldater, tjenestepiger/-drenge og som selvmordsbombere. Hvis pigerne viser sig at være for genstridige og besværlige i rollen som børnebrude, er rollen som selvmordsbombere oplagt. På den måde tvinges børnene til at fortsætte terroren mod de samfund, de kommer fra.
”De hjernevaskes og iføres selvmordsbombeveste og sendes mod militære og civile mål. Fra de børn, der har overlevet, ved vi, at de i mange tilfælde slet ikke var klar over, at de skulle sprænges i luften,” siger Steen M. Andersen.
Heldigvis lykkes det løbende at få nogle af børnene fri – ligesom nogle af og til klarer flugten på egen hånd.
UNICEF arbejder med at reintegrere dem og de børn, de måtte have fået i fangenskab. Det er et omfattende arbejde – dels er de traumatiserede, dels er de ofte ugleset og mistænkeliggjort, fordi de har deltaget i handlinger vendt mod det samfund, de kom fra og skal tilbage til. Mange frygter, at børnene er en slags spioner, der vil vende sig mod lokalbefolkningen. Det er ikke sjældent, at børnene bliver tilbageholdt i længere perioder af myndighederne.
”De sidder under meget ringe forhold, og børnenes forfatning – psykisk og fysik – er ofte miserabel, allerede når de ankommer,” siger Steen M. Andersen. ”De går fra ét fangenskab til et andet.”
Heldigvis lykkes det i de fleste tilfælde at få børnene løsladt, så man kan hjælpe dem tilbage til livet. Det sker dels gennem psykisk og fysik heling af deres sår, men også ved at give dem uddannelse, så de kan klare sig økonomisk og få større værdi for deres samfund. Det fremmer accepten af deres tilbagevenden.
