Verden bliver ikke reddet af politikersnak, men måske af støvede embedsmænd

Lise Coermann Nygaard og Marcus Taulborg ved EU’s koordineringsmøde i Dubai


Foto: Privat
Kirsten Larsen

12. december 2023

Bag kulisserne på klimatopmødet i Dubai, inde i de lukkede mødelokaler, der sidder forhandlerne, der sørger for at processen bevæger sig fremad. Det går ikke så hurtigt, som mange, ikke mindst mange unge, synes det bør gå. Men det går fremad med små skridt.

Det gælder for eksempel udfasningen af fossile brændsler, som står øverst på ønskelisten hos mange af de unge, der deltager i COP28, i hvert fald hos de danske. Nu da COP28 planmæssigt er sat til at slutte i dag, ser det ud, som de to ungdomsdelegater forudsagde i sidste uge. I bedste fald bliver udfasningen nævnt i slutteksten. 

“Bare det, at det er på dagsordenen at snakke om udfasning af fossile brændsler, er et skridt fremad,” siger Lise Coermann Nygaard, der tilføjer, at de danske ungdomsdelegater for klima og miljø er ved at lære at sætte pris på processen i de internationale forhandlinger.

Håbet findes bag de lukkede døre

“Vi forstår også mere og mere af årsagerne til, at det ikke går hurtigere. Og selv om det ikke er et perfekt system, så tror jeg, det er det bedste vi har, FN’s klimakonferencer,” siger Lise Coermann Nygaard til Globalnyt fra Dubai.

Marcus Taulborg, der er den anden danske ungdomsdelegat for klima og miljø, der deltager i COP28, fortæller videre:

En af Danmarks erfarne forhandlere, Frode Neergaard, sammen med ungdomsdelegaterne.

“Altså, når man får indsigt i forhandlingerne, får man også en tro på, at verden ikke bliver reddet af politikere, der holder tale, men af embedsmænd i kedeligt tøj, der sidder og forhandler om kommaer,” lyder det fra Marcus Taulborg.

De to ungdomsdelegater er officielt udsendt af udenrigsministeriet, de følges med de danske forhandlere og har derfor adgang til de lukkede lokaler. Det har givet dem indsigt i fællesskabet mellem de embedsmænd fra hele verden, der sammen prøver at komme lidt videre, som prøver at trække deres lande bare lidt længere.

Nogle af forhandlerne har kendt hinanden i årevis, de har arbejdet med netop det her i mange, mange år. De kender de andre og deres positioner, og de ved, hvordan systemet fungerer. De har, mange af dem, tillid til hinanden.

Noget af det, vi sagde, var, at EU skal være mere åben om sin holdning til olie og om hvordan olie skal håndteres. Det er EU blevet, og det er dejligt at se

Marcus Taulborg, ungdomsdelegat ved COP28

“Der er ikke så meget drama og mystik over forhandlingerne, de er mest kedelige, og så er de helt enormt betydningsfulde,” siger Marcus Taulborg.

Youth-washing

De to ungdomsdelegater føler sig hørt, både af den øvrige danske delegation til COP28 og af EU’s forhandlere. Sammen med unge fra 17 andre EU-lande har de deltaget i et EU-koordineringsmøde, hvor de kunne præsentere deres budskaber for EU’s forhandlere.

“De lyttede i hvert fald meget pænt, og svarede på vores spørgsmål. Vi fik meget taletid, så på den måde var der fremgang for unge-dagsordenen og unge-inddragelsen,” siger Lise Coermann Nygaard.

“Noget af det, vi sagde, var, at EU skal være mere åben om sin holdning til olie og om hvordan olie skal håndteres. Det er EU blevet, og det er dejligt at se,” fortæller Marcus Taulborg.

Marcus Taulborg og Lise Coermann Nygaard er enige om, at de nok ikke kan påvise en direkte sammenhæng, altså sige, at det var på grund af de danske unge, men de er glade for at det er sket. For det er det, de danske unge har med fra deres bagland, at de ønsker en udfasning af olien.

Og generelt føler de, at de bliver taget alvorligt, både når de sidder med ved forhandlingerne eller deltager i nogle af de mange side-events ved konferencen. Der er langt fra deres situation som en del af den officielle danske delegation til situationen for nogle af deres jævnaldrende fra andre lande.

“Youth washing” er et almindeligt begreb, brugt om lande der har en eller to unge med som staffage, som kransekagefigurer, som de ikke lytter til overhovedet. Fordi landene vurderer, at en ungdomsdelegat er noget, man skal have for tiden.

Hvis de to danskere skal sammenligne COP28 med nogle af de andre internationale møder, de har været til, ja så er noget af det, der falder i øjnene, det er, at det er så stort i Dubai.

De har fået at vide, at der er 110.000 mennesker tilmeldt. De har ved selvsyn konstateret, at der er rigtig mange repræsentanter for oprindelige folk. Og så siges det, at der er en stor overrepræsentation af folk med olieinteresser. Men det er svært at vurdere – de skilter ikke med det.