Verden rundt: Første afrikanske land skal deltage i Covid-19-vaccineproduktion og andet nyt fra ugen, der gik

gettyimages-72814307
Datalækket bag Projekt Pegasus peger på, at prinsesse Latifa al Maktoums flugtforsøg fra sin far, emiren af Dubai (billedet), med en vis sandsynlighed blev forpurret på grund af ulovlig overvågning med NSO Groups malware.
Foto: Jamie Squire/Getty Images
Gerd Kieffer-Døssing

24. juli 2021

Projekt Pegasus
Pegasus, en israelsk overvågningssoftware, såkaldt malware, der egentlig skulle bruges til at overvåge terrorister og kriminelle, er også blevet brugt til at overvåge menneskerettighedsaktivister, dissidenter, journalister og andre i en række autoritære stater. Det viser et nyt kontroversielt datalæk, der i hænderne på et transnationalt mediesamarbejde har fået navnet Projekt Pegasus.

Softwaren, der er udviklet af israelske NSO Group, kan inficere mobiltelefoner uden ejerens vidende og totalovervåge vedkommende. De i alt 17 medier fordelt på ti lande har i flere måneder samarbejdet om at efterprøve en liste med 50.000 telefonnumre tilhørerende potentielle ofre for overvågning i lande som Saudi-Arabien, de Forenede Arabiske Emirater, Aserbajdsjan, Indien, Ungarn og Mexico.

Det er den franske medieorganisation Forbidden Story og Amnesty International, der først fik fingre i listen, og journalisterne har derefter forsøgt at få fat i de fysiske telefoner for at bevise, at de er inficerede – det er ikke helt så ligetil, som det lyder. For eksempel er det umuligt at spore Pegasus på Android-telefoner, og det er da heller ikke alle telefoner, det er lykkedes mediekonsortiet at få fat i, hvor det har været muligt at spore spywaren. Folkene bag Projekt Pegasus mener dog, at numrene svarer til potentielle mål, NSO Groups klienter har identificeret forud for mulige overvågningsforsøg.

Et af numrene tilhørte for eksempel en mexicansk freelancejournalist, Cecilio Pineda Birto, og blev tilføjet listen i ugerne op til mordet på ham. Birtos telefon blev aldrig fundet, så det kan ikke bevises, om den var inficeret.

Også sagen om prinsesse Latifa al Maktoum, der flygtede fra sin far, Sheikh Mohammed bin Rashid, emiren af Dubai, i februar 2018, for at blive indfanget igen få dage senere, er blevet aktuel igen via Projekt Pegasus, da telefonnumre tilhørende prinsessen og nogle af hendes venner dukkede op i databasen.

På sin hjemmeside tager NSO Group skarp afstand fra alle beskyldningerne og nægter at have haft noget med lækket af telefonlisten at gøre. Virksomheden understreger også, at den udelukkende sælger sin teknologi til retshåndhævelse og efterretningstjenester med det formål at redde liv gennem forebyggelse af kriminalitet og terrorisme. 

Mindst 33 er døde, og mange er fortsat savnede efter rekordregnfald i Kinas Henan-provins, der har ramt op mod tre millioner mennesker.


Foto: Feature China/Barcroft Media via Getty Images

Flere oversvømmelser i vente
Billeder af katastrofale oversvømmelser i Kina og Tyskland efter voldsomme lokale regnskyl har den seneste uge fyldt medierne. Tidligere i juli udsendte NASA-forskere et studie publiceret i Nature Climate Change Magazine, der peger på, at vi i 2030’erne kan forvente mere af samme skuffe.

En naturlig ændring i månens cyklus vil nemlig sammen med den øgede vandstand i verdenshavene kickstarte et årti med en ”dramatisk stigning i antallet af oversvømmelser” af kystbyer fra midten af 2030’erne og frem. Det er således ikke tale om oversvømmelser forårsaget af regnskyl, men af tidevand – også kaldet solskinsoversvømmelser. Ændringen i månens cyklus – på engelsk kaldes det en ”wobble”, altså en tipning – er helt normal og del af en cyklus på 18,6 år, man har kendt til siden 1728. I første halvdel af cyklussen bliver jordens normale tidevande undertrykt, mens de bliver forstærket i anden halvdel. Lige nu befinder vi os i slutningen af en cyklus, og det er altså, når vi når en cyklus frem, at NASA-forskerne forventer, at den stigende vandstand i verdenshavene vil forværre de oversvømmelser, månens cyklus er med til at skabe.

Selvom forskerne fokuserer på USA i deres rapport, vil fænomenet være mærkbart over hele kloden, hvor man formoder, at oversvømmelserne vil ske i klynger og vare op til en måned eller længere alt efter placeringen af solen, månen og jorden.

Blot 1,5 procent af befolkningen i Afrika er vaccineret mod Covid-19. Her er der gang i vaccinationerne i Addis Ababa, Etiopien, i april 2021.


Foto: Minasse Wondimu Hailu/Anadolu Agency via Getty Images

Sydafrika skal som første afrikanske land producere Covid-19-vacciner
I den forgange uge underskrev de to medicinalvirksomheder Pfizer og BioNtech en aftale med den sydafrikanske virksomhed The Biovac Institute om produktion af Covid-19-vacciner. Det er den første aftale om produktion af corona-vaccine på afrikansk grund. Det skriver nyhedsorganisationen Devex.

Mere bestemt skal The Biovac Institute stå for den del af processen, der handler om at fylde vaccinen, der kommer fra faciliteter i Europa, på hætteglas og distribuerer doserne inden for Den Afrikanske Union. Aftalen står til at træde i kraft fra næste år og kan få afgørende betydning for vaccineudrulningen på det afrikanske kontinent.

Blot 1,5 procent af den afrikanske befolkning er vaccineret mod Covid-19, hvilket blandt andet skyldes såkaldt vaccinenationalisme fra de rige lande, og at det internationale vaccinesamarbejde COVAX ikke har fungeret efter hensigten.

Læs også: COVAX – en ædel idé, en sørgelig realitet

Biovacinstituttet forventes at kunne producere 100 millioner doser årligt.