Vestafrika ønsker Marshall-plan for ebola-epidemien

Forfatter billede

Præsidenterne fra de tre lande, der er hårdest ramt af ebola-udbruddet vil have hjælp til at udrydde den dødelige sygdom og få deres landes økonomier på benene igen, siger de på stor ebola-konference i Bruxelles.

Omkring 800 toppolitikere og forskere deltog tirsdag i en international konference om det dødelige ebola-udbrud, der har kostet over 9.700 mennesker livet.

Sygdommen har ramt næsten 24.000 mennesker, siden den først brød ud i det sydlige Guinea i december 2013, og udbruddet har haft store konsekvenser, ikke kun i form af omkomne.

”Effekten af ebola på vores økonomier er gennemgribende. Den vigtigste langsigtede indsats mod ebola ligger derfor i planer og strategier for en økonomisk genopbygning,” sagde Liberias præsident, Ellen Johnson Sirleaf, ifølge flere medier på konferencen.

”Der er ingen tvivl om, at det vil kræve betydelige ressourcer, endda en Marshall-plan,” sagde hun med henvisning til den omfattende amerikanske hjælpepakke, der var med til at genopbygge Europa efter Anden Verdenskrig.

Den internationale hjælpeorganisation Oxfam har ligeledes tidligere opfordret til, at det internationale samfund sammensætter en form for Marshall-hjælp til de ebola-ramte vestafrikanske lande.

Vicepræsident i karantæne

Inden for de seneste dage er der dog kommet gode nyheder fra Verdenssundhedsorganisationen WHO, der har registreret et fald i antallet af nye ebola-smittede.

I sidste uge blev der registreret 99 nye tilfælde i Sierra Leone, Liberia og Guinea tilsammen, flest i Sierra Leone, skriver Sierra Leone Times.

Liberia registrerede kun to nye tilfælde i sidste uge, hvilket fik regeringen til at genåbne de skoler, der har været lukket på grund af den dødelige epidemi.

I de områder af Liberia, der har været omfattet af udgangsforbud, er det igen tilladt for befolkningen at bevæge sig rundt, og landet har genåbnet sine grænser til nabolandene Guinea og Sierra Leone på trods af, at udbruddene langt fra er et overstået kapitel her.

Kritikere siger, at det er for tidligt at genåbne grænserne, særligt set i lyset af, at Sierra Leones vicepræsident, Samuel Sam-Sumana, selv er kommet i karantæne efter en af hans livvagter døde af sygdommen i sidste uge, skriver Sierra Leone Times.

Hårdt ramt på BNP og sundhed

På konferencen i Bruxelles var der, foruden præsidenter fra de tre hårdest ramte lande – Liberia, Sierra Leone og Guinea – repræsentanter fra blandt andet EU, USA, Kina samt fra Verdensbanken og Den Internationale Valutafond (IMF).

Fra dansk side deltog handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S).

Det internationale samfund har foreløbig lovet hjælp for knap fem milliarder dollars til de ebola-ramte lande. Omkring halvdelen af det beløb er blevet udbetalt.

Mandag godkendte IMF økonomisk støtte og gældslettelse for 187 millioner dollars til Sierra Leone i de kommende år.

Verdensbanken vurderer, at de lande, der er hårdest ramt af ebola, mister 12 procent af deres samlede BNP i år.

Derudover er landenes i forvejen nedslidte sundhedssystemer presset af ebola-epidemien, som har betydet, at meget af det sundhedsfaglige personale er sat ind for at bekæmpe sygdommen – men det er sket på bekostning af andre patienter med andre sygdomme.