Vi kæmper dobbelt – for arbejdere og borgere

Forfatter billede

Af Unna Küssner, Ulandssekretariatet

De ansatte på det offentlige sygehus i millionbyen på Bolivias højslette har oplevet store forbedringer takket være fagforeningen – men der skal stadig kæmpes hårdt. Tag med på besøg på et hospital, hvor sengene aldrig når at blive kolde.

Det største og flotteste offentlige hospital i udkanten af La Paz i Bolivia ligger i byen El Alto, oppe på højlandsplateauet fire km over havets overflade.

Byen er vokset eksplosivt. Hvad der for 50 år siden var et udkantsområde med en militærbase, togstation og lufthavn, er i dag en upyntet murstensby med en million indbyggere.

Hospitalet er kun 15 år gammelt, men er ved at blive udbygget for tredje gang. Alligevel er der kun er 150 senge.

Men som Luzy Cuentas Cruz fra sundhedsforbundet CSTSPB (Confederación Sindical de Trabajadores en Salud Pública de Bolivia) uddyber:

”Vi har 150 varme senge. Ingen senge når at blive kolde, før den næste patient ligger i den.”

Fra morgen til aften med hænderne i iskoldt vand

På børneafdelingen tager sygeplejersken Maria Carlo imod. Hun er på vagt på skadestuen for børn og skal også tage sig af de gravide kvinder.

Hvis hun har nattevagten, er hun ene om at dække fire afsnit. Det kan kun lade sig gøre, fordi forældre må overnatte, hvis deres børn er alvorligt syge.

Maria Carlo har været ansat på sygehuset siden hun blev uddannet for 10 år siden. De første otte år var hun ansat på et-års kontrakter med minimumsløn og uden at optjene ret til ferie og pensionsopsparing.

Kun de sidste to år har hun været fastansat, men tjener dobbelt så meget i løn som før – 3.000 bolivianos on måneden (ca. 3.000 kr.).

Så heldig er Señora Vicky ikke. Hun knokler i vaskeriet på kontrakt og minimumsløn på cirka 1.500 kroner om måneden.

Hun er furet og senet af et arbejdsliv med mange timers udendørsarbejde i hård sol og barsk kulde.

Hun har arbejdet i vaskeriet i hospitalets 15-årige historie og ser ud som om, hun er ved at drukne i de store gummistøvler og et kæmpe plastikforklæde, men det er nødvendigt udstyr i vaskeriet.

Vasken sker i hånden, i koldt vandt – nogle gange nær frysepunktet.

Læs hele historien fra hospitalet i Bolivia hos Ulandssekretariatet