Jørgen Harboe
Jørgen Harboe (født 1943) har over 40 år på bagen som udviklingsjournalist og forfatter med særlig fokus på Sydasien.
Han har også haft fingrene nede i det praktiske udviklingsarbejde som projektkoordinator i Bangladesh, menneskerets-monitor i Rwanda og våbenhvile-observatør i Sri Lanka.
Desuden har han deltaget i solidaritetsarbejde omkring Den Tredje Verden i Danmark og været med til at starte både de danske udviklingsjournalisters forening, Nairobiklubben og Timbuktufonden, der støtter journalistik og oplysningsarbejde om udvikling og globalisering.
“Yes, we can!”, råbte Barack Obamas i den kampagne, der førte til, at han blev Amerikas første sorte præsident.
Og ’Yes, we can’ sagde FN’s generalsekretær Ban Ki-moon (anderledes formuleret) i sommer på en udviklingskonference i Addis Ababa, der gik forud for FN’s generalforsamling i New York. Meningen var, at verdenssamfundet i dag er nået så langt, at der er en realistisk mulighed for at udrydde HIV, den virus, der fører til AIDS.
”Verden er på vej frem mod en AIDS-fri generation,” sagde han. En FN-rapport bekræfter hans udtalelse og karakteriserer den globale kampagne mod sygdommen som ’en af de mest vellykkede investeringer i global sundhed og udvikling nogensinde’.
Antallet af HIV-smittede er faldet med 35 procent i forhold til for 15 år siden. 15 millioner mennesker får den medicin, der både redder deres eget liv og forhindrer dem i at smitte andre. Og måske aller vigtigst: 75 procent af HIV-smittede gravide kvinder får medicin, der gør, at deres børn fødes uden HIV i vuggegave.
Realistisk mål
Kurven er brudt. Derfor er FN’s nye udviklingsmål realistisk: At udrydde sygdommen fuldstændig, sådan som vi tidligere har udryddet småkopper. Indsatsens kræver engagement og penge, men målet er inden for rækkevidde.
Når vi det, sparer vi enorme lidelser for millioner af mennesker, der ellers dør en kummerlig død. Og vi øger udviklingspotentialet i de fattige lande.
Vi har den nødvendige medicin og har lært at bruge den rigtigt. Vi kan nå i mål, hvis vi vil og sætter ind med de nødvendige penge.
Ingen diskussion
På en masse områder kan man diskutere, om udviklingsbistanden fører til udvikling og gavner de fattige. Men ikke her. Der er ingen tvivl om, at vores hjælp virker. Kurven er knækket. AIDS-epidemien er på retur. Vi skal bare holde ved.
Derfor må man give den danske organisation AIDS-fondet ret, når fondet betegner det som fuldstændig perspektiv- og visionsløst, at vores regering i sit finanslovsudkast foreslår at skære vores bidrag til den globale indsats mod sygdommen så meget ned, at de sørgelige rester virker næsten meningsløse.
De danske bidrag til medicin, der forhindrer HIV-smitte fra mor til barn forsvinder næsten helt. Regeringen vil også sløjfe Danidas bidrag til private organisationer og mennesker, der på egen hånd gør deres for at bekæmpe AIDS. De danske bidrag til forsøgene på at udvikle en effektiv HIV-vaccine forsvinder, skriver AIDS-fondet. Osv., osv.
Tendensen er tydelig: Står det til regeringen, melder det officielle Danmark sig i praksis ud af arbejdet for at få bugt med den globale HIV-AIDS-epidemi. Og det netop nu, hvor det har vist sig muligt at vinde kampen, og hvor vi – sammen med resten af FN – har forpligtet os på at stile efter at nå målet i 2030.
Desværre står regeringen ikke alene. Folkekirkens Nødhjælp har tidligere meddelt, at den også sløjfer det meste af sin indsats mod AIDS.
Folkekirkens Nødhjælp vurderede måske, at deres arbejde var virkningsløst. Jeg ved det ikke. Men Danidas hidtidige bidrag på 1 mia. kr om året er vigtigt.
Hvis Folketinget vedtager regeringens dramatiske nedskæring, vil det afgjort svække det globale forsøg på at få bugt med den dødelige sygdom.
På denne baggrund virker det næste som en hån mod al fornuft og anstændighed, at regeringen foreslår at bibeholde sit bidrag til GGGI, den sydkoreanske klimaorganisation, som Lars Løkke Rasmussen blev herostratisk berømt for at stå i spidsen for. Selv om den i Danmark kun er kendt for at spilde penge på formandens luksusrejser.
