I september havde støtteforeningen Lake Natron Maasai Support besøg af to maasaier fra Tanzania. De var i Danmark for at holde foredrag om deres liv i den øde, nordlige del af det østafrikanske land og ikke mindst for at møde foreningens omkring 130 medlemmer, som blandt andet støtter skolegang til stammens piger.
Kulturudvekslingen og oplysningsarbejdet var fuldt finansieret med skattekroner fra OpEn-puljen under Udenrigsministeriet.
Men forløbet med at skaffe visum til de to gæster var så frustrerende, tidskrævende og angstprovokerende, at foreningen ikke fremover vil arrangere besøg fra Tanzania. I hvert fald ikke hvis reglerne forbliver, som de er lige nu, fortæller daglig leder Bo Kristiansen.
Som del af serien Udveksling uden indrejse har Globalnyt interviewet den 70-årige ildsjæl og æres-maasai om den svære beslutning.
Hvornår tog I beslutningen om ikke at arrangere besøg fra Tanzania igen?
“Da de to gæster var rejst hjem, holdt vi et bestyrelsesmøde, hvor jeg sagde, at processen med at søge visum simpelthen havde været for krævende. Både for mig, der måtte bruge adskillige arbejdsdage på det. Og for gæsterne, der var trætte, inden de overhovedet var kommet til Danmark. Det er helt håbløst, som det er lige nu.”
(Foto: Lake Natron Maasai Support)
“Som en del af visumansøgningsprocessen skulle de rejse 900 kilometer med bus til interview hos VFS Global (en privat virksomhed, der i en række lande varetager rådgivning om visumansøgning til Danmark, red.) i Dar es-Salaam. Vi måtte også overføre penge til maasaiernes bankkonti, så de kunne dokumentere, at de havde penge nok til besøget. Også selvom vi hæftede for alle udgifter til deres besøg. De skulle også få uger før afrejse have et brev fra deres arbejdsgiver om besøgets formål, selvom den ene er på pension, og den anden er selvstændig hyrde.”
Hvad vejede tungest i beslutningen om ikke at invitere gæster igen? Arbejdstimer? Penge? Frustrationer?
“De to foregående gange, da vi havde besøg i 2011 og 2019, er det gået smertefrit med at få visum. Men det gjorde det så ikke den her gang. Den ene af vores to gæster fik visum tre dage før afrejse, den anden fik det halvanden dag før. Men vi havde allerede arrangeret foredrag gennem FOF, Landsby til Landsby og Seniorer Uden Grænser, som var blevet reklameret for i pressen, og folk havde meldt sig til. Det var dybt ubehageligt ikke at vide, om vi ville blive nødt til at aflyse foredragene. Og pinligt ikke at kunne give sine samarbejdspartnere besked, fordi jeg ikke selv vidste noget.”
“Det udslagsgivende var arbejdsmængden og det pres, det gav på os som forening. Nu er jeg ikke typen, der ligger søvnløs, men min kone bemærkede undervejs i processen her, at jeg var blevet mere fraværende. Mine tanker kredsede simpelthen om det her, når jeg lavede andre ting eller havde fri.”
Er besværet ikke bare en omkostning, man må være villig til at betale, hvis man vil invitere mennesker fra udlandet til Danmark?
“Det mener jeg ikke, at det behøver at være. Det er processen, der er håbløs. Hvis nu det var os som inviterende forening, der skulle være ansvarlig overfor myndighederne, så kunne vi let opfylde de krav, som vores partnere, de fattige maasaier i Tanzania, har meget svært ved at opfylde.”
Hvad mister jeres forening, når I ikke længere får besøg fra Tanzania?
Udveksling uden indrejse
Vores polariserede verden har behov for “at styrke en gensidig forståelse for kulturer og værdier”, lyder det i udenrigsministerens nye Afrika-strategi.
Samtidig kæmper mange ngo’er for at få visum til samarbejdspartnere fra det Globale Syd.
I den kommende tid sætter Globalnyt fokus på den politiske kampplads, som visumsystemet har udviklet sig til.
Hvis du har tips eller oplevelser, du gerne vil dele, vil vi meget gerne høre fra dig.
Du kan skrive til journalist Søren Steensig (krypteret på: [email protected]) eller chefredaktør Sven Johannesen.
Alle henvendelser behandles fortroligt.
“Vi er meget kede af at være nået hertil. Jeg kan godt fortælle om maasaierne, men det er jo ikke det samme som at høre det fra hestens egen mule. Mange folk, der har hørt de her foredrag, fortæller, at de kommer meget tættere på, når der står et menneske blandt dem og fortæller om sin situation, fremfor når en dansker formidler det. Og det går vi og vores medlemmer glip af nu.”
“Vi må finde andre måder at opfylde vores formålsparagraf om at udbrede kendskabet til maasaierne og deres traditioner her i Danmark.”
Hvad vil det betyde for branchen, Danmark og udviklingsarbejdet, hvis alle ngo’er gør som jer?
“Det har jeg selvfølgelig også tænkt lidt over. Jeg har skrevet til CISU og spurgt, om de vil bringe det her til torvs over for Udenrigsministeriet og Udlændingestyrelsen. For jeg håber jo ikke, at alle træffer den her beslutning. Vi har brug for at lære af hinanden, og det kan vi bedst ved at mødes. Så jeg håber, der kan blive gjort noget ved de her regler.”
“Hvis det fortsætter, som det er nu, så bliver det meget svært for små ngo’er som vores at få de mennesker, vi støtter, herop. Det er netop folk, der ikke har mange penge, og tit heller ikke har en bankkonto. Det er meget svært for dem at leve op til kravet om at kunne dokumentere det økonomiske krav i visumansøgningen. Og hvis vi ikke kan få dem herop, så ender det jo med kun at blive udveksling for de rige, som det i forvejen går fint for i deres hjemland.”
Hvad skal der til, før I vil binde an med at invitere gæster fra Afrika igen i fremtiden?
“Da vi havde besøg i 2011, fik vi som værter lov til at kautionere for, at gæsterne havde penge nok til besøget og hjemrejsen. Så skulle vi selvfølgelig kunne dokumentere, at vi havde penge nok, og det er selvfølgelig fair nok. Det ville helt klart lette noget af ansøgningen, hvis man igen kunne det.”
“Men helt overordnet burde det være nok for Udlændingestyrelsen, hvis Udenrigsministeriet allerede har sagt god for de her mennesker og bevilget penge til at få dem på besøg i Danmark.”
“Det er ret krævende at ansøge om midler fra de her puljer under Udenrigsministeriet, så hvis man som organisation kan klare det, så burde myndighederne anerkende, at man nok også kan varetage at få nogle gæster på besøg.”
“Lige nu skal man lave dobbelt arbejde, når det først skal godkendes af Udenrigsministeriet og så bagefter af Udlændingestyrelsen. Det burde de simpelthen kunne ensrette i regeringen, så der er en lettere proces, hvis projektet er finansieret med offentlige midler.”
Hvad siger det om Danmark, at vores visum-system er sådan indrettet, at en ildsjæl som dig opgiver at få besøg fra Syd?
“Som skatteborger synes jeg jo, at det er fuldstændig tåbeligt, at Udenrigsministeriet bevilger 50 millioner kroner over de næste fem år til kulturindsatser i Afrika, og så spænder visumlovgivningen og Udlændingestyrelsen ben for, at der rent faktisk kan komme nogen herop på kulturel udveksling.”
“Jeg har på fornemmelsen, at der sidder nogle partier, som synes det er godt, vi kan give alle der her afslag, fordi de er bange for, folk skal forsøge at blive her. Men de mennesker, der kommer ulovligt hertil for at blive, de kommer jo over grænsen i et folkevognsrugbrød.”
“Dem, vi inviterer gennem et samarbejde med en afrikansk organisation, de kommer jo ikke for at blive. De skal hjem igen til deres familier og liv. Så den der udlændingeforskrækkelse, som politisk er blevet populær, den er helt forfejlet, når det gælder de her mennesker.”
Hvordan ser fremtiden ud for Lake Natron Maasai Support, når I ikke længere vil arrangere besøg fra maasaierne?
“Det bliver sværere for os at opfylde vores formålsparagraf om at udbrede kendskabet til maasaierne og deres traditioner i Danmark, som også hjælper os med at samle støttemidler ind, som vi kan sende til dem. Vi må finde nye måder at gøre det på.”
“Vi håber på, at CISU eller andre i civilsamfundet kan være med at råbe politikerne op, så vi kan få gjort noget ved det her problem. Hvis ikke, tror jeg, vi selv vil arbejde videre på at få politikerne i tale. Så vi har ikke helt givet op endnu.”
